De demografiske udfordringer i de kommende år har givet kommunerne en stor og svær opgave med at rekruttere tilstrækkeligt personale med de rette kompetencer til pleje- og omsorgsopgaver. 24 pct. af medarbejderne på ældreområdet er sundhedsfagligt ufaglært, der er vakante stillinger, og kommunerne må gribe til mange løsninger – af nød.

I Ergoterapeutforeningen mærker vi også den udfordring fra vores medlemmer, der mangler kollegaer på ældreområdet, særligt social- og sundhedshjælpere og -assistenter, og sygeplejersker. Det får den følgevirkning, at plejeopgaver skubbes til andre faggrupper.

Som fagforening får vi jævnligt henvendelser fra medlemmer, der bliver bedt om at udføre plejeopgaver som substitut for uddannet plejepersonale. De føler sig presset på deres ergoterapifaglighed og efterspørger rådgivning til, hvordan man som ergoterapeut skal forholde sig, når man i stigende grad pålægges opgaver, der ikke indeholder ergoterapeuters kerneopgave: rehabilitering, forebyggelse, sundhedsfremme, vejledning til borgere og kolleger i forbindelse med hjælpemidler og rehabilitering.

Hertil kommer et stigende antal medlemmer der ansættes i ”blandede stillinger”: delvis pleje, delvis ergoterapi. Uden en tydelig afklaring af hvor meget tid der skal prioriteres til de forskellige fagligheder.

Store udfordringer

Vi har i Ergoterapeutforeningen fuld forståelse for vagtplaner, der skal gå op og nødvendige opgaver, der skal løses med for lidt personale. Problemet er bare, at det bliver en rullende snebold, som skubber en ny bølge af problemer med sig, når tiden går fra den rehabilitering der skal sikre borgernes egen deltagelse og udførsel af hverdagens aktiviteter.

Udfordringerne er til at få øje på:

• Det er svært at fastholde personale, der skal bruge for meget af sin tid på andre opgaver, end man er uddannet til og brænder for.
• Det er omkostningstungt, at ergoterapeuter arbejder plejefagligt – lønnen er højere end svarende til udbyttet. Som en ergoterapeut selv sagde: ” Jeg er en dyr og dårlig social- og sundhedshjælper”.
• Borgerne går glip af ergoterapi og dermed den værdighed, der følger med at være mest muligt selvhjulpen.
• Kollegerne går glip af god faglig sparring i den rehabiliterende tilgang, og personalegruppen mister tværfaglig værdi.

Jeg har to opfordringer: 

Til ledere: Brug ergoterapeuterne mest muligt som beskrevet i overenskomsten: Til rehabilitering og til rehabiliteringsfaglig sparring.

Når plejepersonalet har mulighed for rehabiliteringsfaglig sparring, kan de bedre selv finde elementer af pleje og omsorgsopgaven, som de kan give tilbage til borgeren gennem en rehabiliterende tilgang.

Gå i dialog med ergoterapeuten og tal om, hvordan I bedst udnytter kompetencen. Sæt mål for den rehabiliterende pleje. Giv mulighed for monofaglig sparring med andre ergoterapeuter.

Til politikere: Sæt alle sejl ind for at skabe de bedste vilkår for alle faggrupper i sundheds- og omsorgssektoren, og gøre arbejdspladserne og uddannelserne så attraktive som muligt, så kommunerne i fremtiden kan rekruttere det nødvendige personale og skabe de bedste vilkår for borgere og medarbejdere.

Rehabilitering bør prioriteres for alles skyd

I Danmark bliver der flere ældre og flere mennesker med særlige behov. Samtidig er der et politisk krav om værdighed:

Borgerne skal have mulighed for at leve et liv med størst mulig livskvalitet og selvstændighed.

Derfor er rehabilitering helt central. Den rehabiliterende tilgang har medført, at der er ansat flere ergoterapeuter i kommunale velfærdstilbud. Det er godt, men det hænger ikke sammen, hvis ergoterapeuter ikke udfører ergoterapi, og deres kompetencer bruges klogt ergoterapi. Det er et paradoks, fordi ergoterapeuter med den rehabiliterende tilgang netop er med til at udskyde eller reducere behovet for passiv hjælp og dermed kan bidrage til at spare de meget efterspurgte personaleressourcer.