Danskerne står i kø efter nye mødesteder
Danskerne står i kø efter nye mødesteder
Ensomhed, mistrivsel og mobiltelefonisk isolation. Mig først i stedet for 1. maj. Det er voksende problemer i dagens Danmark, men i virkeligheden sulter danskerne efter fællesskaber med andre.
Det viser den massive interesse for den filantropiske forening Realdanias 25-års jubilæumsgave til danskerne.
Tilbuddet lyder på i alt 150 fysiske mødesteder i forskellige udformninger, som foreninger og fællesskaber kan søge om. Ansøgerne kan ønske sig et fælleshus eller en åben pavillon egnet til mange forskellige fællesaktiviteter.
Da fristen udløb onsdag, var 679 ansøgninger tikket ind i kampen om de første 50-60 mødesteder, som fordeles i år.
Siden følger yderligere to ansøgningsrunder næste år, hvor resten kommer i spil.
Kravet til ansøgerne er, at mødestedet - kaldet "Vores Sted" - skal styrke det lokale fællesskab. Det er mindre vigtigt, om det sker i en knallert- eller strikkeklub, eller nogen vil lave udendørsaktiviteter for unge.
De fire forskellige mødesteder er gratis og kan bruges til mange forskellige aktiviteter.
- Det har aldrig været vigtigere at styrke de lokale fællesskaber. Mange danskere kæmper med ensomhed. Vi bor og lever mere opdelt. Vi bruger mere tid på skærmen og mødes mindre tilfældigt og på tværs, siger Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania.
- Derfor gør det mig glad og meget optimistisk på fællesskabets vegne, at så mange - naboer, unge og folk med en fælles interesse - har grebet muligheden for at søge om et mødested, siger Jesper Nygård.
Vibeke Koushede er professor i mental sundhedsfremme og institutleder ved Københavns Universitet. Hun sidder også i regeringens trivselskommission, der skal arbejde med børns og unges mistrivsel.
- Vi ser stigende ensomhedsproblemer blandt både unge og ældre. Men noget af det, der beskytter mod det, er positive fællesskaber, siger hun.
- Ensomhed er jo farligt. Ligesom sult er kroppens måde at advare om, at der er fare på færde. Så sulten efter fællesskab er et vigtig tegn, man skal lytte til.
Hun konstaterer på basis af mange års arbejde med mental sundhed og trivsel, at mennesker har brug for mennesker.
- Vi har en trang til at høre til og bidrage og lave noget med andre, der rækker ud over en selv, så det ikke kun handler om mig selv, siger hun.
- Der er så meget fokus i dag på den enkelte og på succes og mål frem for fællesskabet. Men som dronningen sagde i en tidligere nytårstale, så skal man prøve at gøre noget unyttigt - noget, der ikke er nødvendigt.
Hun peger på, at mange steder uden for de store byer kan det være en udfordring bare at have et sted med et tag over hovedet, hvor man kan være sammen.
Såsom i Hesselager ved Svendborg, hvor Nanna Lørup Buch, som er mor til to børn på 10 og 11, sammen med en gruppe forældre og unge står bag en af de 679 ansøgninger til Realdania.
- Vi vil meget gerne lave et sted, hvor de unge kan mødes. Det er der ikke rigtigt noget af i dag ud over idrætsforeningerne, som jo ikke tiltrækker alle, siger hun.
Håbet er at få doneret et af Realdanias mødesteder, så områdets unge kan mødes på tværs af interesser.
- Vi har søgt om det åbne rum Fællestaget, som vi vil stille op på skolens sportsplads sammen med noget shelter, så der kan findes et frirum året rundt.
- I dag keder de unge sig. Så vi vil lave et sted - Ungely - hvor byens unge kan mødes om et samlingspunkt, og som også gerne må trække unge fra andre af de små landsbyer i området, siger hun.
De mange ansøgninger skal vurderes af en jury med erfaring i at udvikle fællesskaber. De udvalgte får besked i midten af november.
Til januar og næste sommer kommer der yderligere to ansøgningsrunder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.