I efteråret kom regeringen med udspillet ”Tættere på II - Byer med plads til alle”, hvor der blandt andet lægges vægt på, at ”blandede by- og boligområder giver de bedste forudsætninger for, at vi kan dyrke det store såvel som det nære fællesskab.”

Men hvis vi kender regeringen og kommunerne ret, så kommer vi til at se en top-down-proces, hvor man først fokuserer på at bygge huset og derefter lader det være op til folk selv at skabe fællesskabet. 

Vend bøtten – bottom-up

Vi skaber ikke fællesskab ved at lade en håndfuld familier flytte ind i et fint nyt byggeri og give dem lidt konsulenthjælp til at komme i gang. Hvis det var så nemt, så havde vi nok ikke så store problemer i de socialt udsatte boligområder.

Kommunerne skal vende processen om og lade fællesskabet være grobund for et fællesskabsbyggeri – en bottom-up proces. Et byggefællesskab, hvor du lader de kommende beboere være en aktiv del af processen og skaber fællesskabet allerede fra første dag.

Erfaringer viser, at det i virkeligheden er dét, som sker uden for ens egen hoveddør, der skaber rammerne for fællesskabet. Og det er dér, kræfterne skal lægges. Så det er mere indholdet i rummene og adkomstarealerne til boligerne, der skal fokuseres på, end det er tag, facader og private altaner.

Fokus på social kapital

Det allervigtigste er tidlig inddragelse, så den sociale kapital dannes inden indflytning. 

Det unikke ved for eksempel byggefællesskaber er, at beboerne giver fællesskab til hele lokalområdet. Det er i høj grad dem, der melder sig ind i det lokale foreningsliv og bliver et aktiv for byen. Netop fordi de forstår tanken om fællesskaber, bliver de også en drivkraft i de lokale klubber og foreninger. 

Byggefællesskaber kan i den grad være et redskab i byplanlægningen. Gad vide, hvordan Ørestaden og Nordhavnen ville have set ud, hvis man havde tænkt fællesskabet blandt beboerne ind fra starten – eller hvis man blot havde haft et enkelt byggefællesskab de steder?

Fællesskaberne er en kæmpe social kapital for kommunen. Erfaringer viser faktisk, at folk i sunde fællesskaber rækker ud til deres naboer, inden de for eksempel rækker ud efter hjælp fra kommunen.

Voksende politisk fokus på fællesskaber

Kommunerne skal også betragte fællesskaberne som en almindelig forening og stille lokaler til rådighed, så de kan mødes. 

Dét er blandt andet anbefalingen fra Marie Stærke, borgmester i Køge Kommune, der selv har været med til at etablere det første storskala-byggefællesskab. Som hun formulerer det: ”Når der nu er 30 familier, der skal mødes og planlægge disse ting, hvor skal man så mødes henne?”

Netop byggefællesskabet i Køge var en øjenåbner for borgmesteren, som også konstaterede, at ”det er rigtig mange mennesker, der i fællesskab skal finde ud af, hvilken retning man skal i. Det handler ikke kun om kæledyr og rygning.”

Det bakkes op af PhD og konsulent Anna Falkenstjerne Beck, der i sin afhandling sætter ord på vigtigheden af at sætte tidligt ind:

”Det er centralt at få de nye bofællesskabskoncepter til at lykkes som velfungerende bofællesskaber, hvor kommende beboere involveres på et tidligt tidspunkt i projekterne. Her er en veltilrettelagt proces afgørende for at understøtte en gruppedannelse og organisering af fællesskabets formelle og uformelle strukturer.”

Så hvornår får alle kommunerne øjnene op for fællesskaberne? Med den kæmpe gevinst, der ligger og lurer, bør det være et lovkrav i kommuneplanen, at vi tænker fællesskaberne ind.