Batterier fejlsorteres og sætter skraldebiler i brand
Batterier fejlsorteres og sætter skraldebiler i brand
Batterier fra den voksende mængde af elektronisk udstyr er blevet en plage for landets affaldsselskaber.
Det skyldes, at batterier alt for ofte bliver fejlsorteret og ender i beholdere til metal, plastic eller pap frem for elektronikaffald eller farligt affald. Konsekvensen er brande i skraldebiler, på genbrugspladser og skrotlagre.
Det forklarer kommunikationschef Niels Toftegaard fra Cirkulær, der er en sammenslutning af kommunale affaldsselskaber.
- Vi ser en del brande, der opstår på grund af batterier, der enten er sorteret som plastic eller metal.
- Når de kommer i skraldebilen eller ind på vores anlæg, som ikke er gearet til at håndtere batterier, kan batterierne kortslutte med risiko for brand, siger Niels Toftegaard.
Det sker i gennemsnit en gang om måneden, at fejlsorterede batterier giver anledning til brande, forklarer han.
Det er især genopladelige litiumbatterier i blandt andet robotstøvsugere, haveværktøj, elløbehjul og elcykler, der kan give problemer.
Hvis produkterne affaldssorteres som eksempelvis pap, plastic eller metal, risikerer batterierne at bryde i brand under den efterfølgende håndtering. Det er forbundet med alvorlig fare for de mennesker, der håndterer produkterne.
- Den ene ting er arbejdsmiljøet for de mennesker, der arbejder med affaldet. Hvis branden ikke bliver opdaget i tide, kan det blive alvorligt.
- Det andet er de materialer, der går tabt, fordi de går op i røg uden at blive genanvendt, hvilket også er uheldigt, siger Niels Toftegaard.
Det er ikke kun skraldebiler og genbrugspladser, der risikerer brande som følge af fejlsorterede batterier.
To gange i år har havnen i Køge været ramt af brande i oplag af metalskrot, der var udløst af batterier, som aldrig skulle være endt i bunkerne.
Ved den ene brand drev sundhedsskadelig røg ind over byen, og politiet måtte advare folk og bede dem lukke vinduer og døre.
Det fik i november Køge Kommune til at opfordre borgerne til større omhu i affaldssorteringen.
- Når genstande med batterier i afleveres på genbrugspladsen, er det desværre ikke alle, som husker at fjerne batteriet, inden de smider for eksempel deres elcykel i metalcontaineren.
- Det er godt, at cyklen afleveres til genbrug, men batteriet skal fjernes først, da det er farligt affald, udtalte teamleder for Køge Kommunes Miljøteam Susan Bladt i en pressemeddelelse.
I organisationen Batteriretur, der varetager elektronikproducenters ansvar for at indsamle batterier, deler man affaldssektorens frustrationer. Ifølge direktør Morten Harboe-Jepsen bør der sættes ind på flere fronter.
- Hvis vi skal ændre på folks adfærd, kræver det mere vejledning ude på genbrugspladserne, hvor man gør folk opmærksom på, at de ved hjælp af en skruetrækker kan fjerne batteriet fra småt elektronik eksempelvis.
- Der bliver også investeret mere i teknologi på sorteringsanlæggene, der kan screene affald og opdage, når noget er fejlsorteret.
- Vi kommer heller ikke udenom, at man også i skolerne nok skal gøre mere ud af at informere om, hvordan man affaldssorterer korrekt, siger Morten Harboe-Jepsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.