Kender du det med at tale forbi hinanden? De der taler sammen, tror alle, at de er enige i, hvad de taler med hinanden om, men når det skal omsættes til praksis, så bliver det tydeligt, at man har haft hver sin definition af emnet, udfordringen eller begrebet. Det sker ofte i politik - og nogle gange om helt grundlæggende ting. Det gælder i min optik ældrepolitikken.

Min oplevelse er, at vi simpelthen ikke er enige om, hvad ældrepolitik egentlig er. Det kan få ret store konsekvenser for den kommende ældrepolitik, som regeringen er ved at søsætte. En afklaring vil føre til langt bedre politik og langt bedre rammer for kommuner.

De to steder, vi bør tale om, er ældrebegrebet samt indholdet i en ældrepolitik.

Alder er ikke en byrde

Hvornår er man gammel nok til at være ældre?  Det kommer i den grad an på hvem og i hvilken sammenhæng, du spørger. Pensionsalder er et samfundsmæssigt bud, men en skæringsdato som går på fødselsattest, siger reelt ikke noget om evnen eller lysten til at være en aktiv del af samfundet.

Det skaber både problemer for dem, der er nedslidt før den magiske dato, og for dem som gerne vil fortsætte med at være aktive mange år endnu. Andre steder er 50 år et målestok fx i forhold til seniorbolig, eller fordi man mange steder bliver indkaldt til fastholdelsessamtaler på jobbet og får særbehandling i beskæftigelsessystemet – til trods for at flere kun er halvvejs i deres karriere, når de runder 50.

Begge bud er derfor kantede og besværlige, og for mange skaber det stigma og diskrimination i dagligdagen, og for samfundet giver det uklarhed i samtalen. Et grundlæggende opgør med aldersbegrebet som definerende ældrepolitikken vil derfor være frugtbart for den enkelte og for fællesskabet.

Selvom den nedværdigende betegnelse "ældrebyrde" ikke længere bliver brugt så ofte i den offentlige debat, så er det som udgangspunkt ældres behov for pleje, som er omdrejningspunkt, når politikere og medier taler om ældrepolitik. I kommunerne har man mange steder fat i den lange ende, som ministre og folketing kunne lære af. Her kalder man det nemlig pleje eller omsorg.

Lad os skille pleje- og ældrepolitik fra hinanden

Når vi sætter lighedstegn mellem pleje og ældrepolitik, så overser vi flere væsentlige ting. For det første så ser vi ikke, at størstedelen af de ældste danskere lever helt normale liv uden nogen form for pleje. Vi glemmer, at senlivet indeholder alle facetter: familieliv, motion, ernæring, frivillighed, sex, transport, rejser, venskaber, højskole, bolig, natur og alt det andet, vores liv er fyldt med hele livet igennem.

Med fokus på pleje fortrænger vi også hele forebyggelsesindsatsen til et hjørne, selvom forebyggelse ville kunne spare en del pleje på den lange bane. Og vi overser den gruppe af danskere med plejebehov, som ikke falder ind i alderskategorien ’ældre’, hvilket skaber endnu et stigma.

Så lad os skille pleje- og ældrepolitik helt fra hinanden. Lad os skabe en senlivspolitik, der rummer alle dele af det levede liv. En politik med bedre adgang til at være en aktiv del af samfundet for alle aldre og med respekt for de forskellige behov, vi har livet igennem. En politik med trivsel, læring, involvering og forebyggelse i centrum.

Samtidig skal vi lave en reel plejepolitik, der adresserer de behov, danskere i alle aldre kan have for pleje. Det skal være en borger- og fagnær politik, som på kvalificeret grundlag imødekommer borgeres behov og bringer de fagprofessionelles faglighed i spil. Hvor kommunerne frisættes til at lave de løsninger, der passer bedst til dem, til at lave samarbejder med andre kommuner, andre aktører, civilsamfund, uddannelsesinstitutioner, kulturliv eller hvem der ellers er relevante for at skabe den bedst mulige plejepolitik.

Ved at dele politikken op i to mindsker vi risikoen for at tale forbi hinanden, og vi øger muligheden for kvalitet både i lovgivning og implementeringen. Mon ikke også både borgere og fagfolk bliver gladere i dagligdagen, hvis de mærker en respekt for deres bidrag til samfundet?