Da corona pandemien ramte Danmark for godt to år, stoppede de fleste op for et øjeblik. Samfundet blev lukket ned, vi fulgte pressemøder i bedste sendetid som var det et alt samlende DR-drama. Vi dyrkede en samhørighed gennem fællessang med forsvarlig afstand. 

Som for mange andre fik nedlukningen Stefan Hermann, rektor ved Københavns Professionshøjskole, til at stoppe op. Verden ændrede sig kortvarigt. 

- Vi begyndte at bevæge os mere i naturen. Den påtvungede tilbageholdenhed var godt for os. Det var tankevækkende, at der var nogle momenter af ro, ikke arbejdsmæssigt, men fordi alting blev aflyst. Man tør næsten ikke sige det, men der var en befrielse over det, siger han i telefonen.

Vi kom tættere på naturen. Vi begyndte at gentænke vores arbejdsliv. Det var en kollektiv nedkøling af en samfund, hvor temperaturen – bogstaveligt og metaforisk – var blevet varmere og varmere. 

- Det var måske et tegn om, at vi var nødt til at have et kollektivt opgør mod den overophedning, som vi alle er en del af, fortæller Stefan Hermann. 

Det fik ham til at skrive en – efter hans eget udsagn – “mega lang” kronik, som han sendte til Information. Chefredaktør Rune Lykkeberg kvitterede med en opfordring om at arbejde videre med de tanker, og det er nu blevet til bogen “En Varm Tid”, som udkommer i denne måned. 

Borger før individ 

Stefan Hermann er tidligere rektor for Metropol og har været embedsmand i henholdsvis Kultur- og Undervisningsministeriet. Derudover har han skrevet flere bøger og artikler om skole, uddannelse, politik og samfund. 

Titlen “En varm tid” er en reference til Kim Larsens sangtekst, og Anker Jørgensens efterfølgende nytårstale, hvori han citerer den danske nationalskjald. Men i stedet for en kold tid, som man levede i dengang, lever vi nu i en tid med et rasende tempo med konflikter og friktion, som efterhånden udgør en grundessens i den politiske dækning og debat. 

Bogen er opdelt i tre forhold; vores forhold til naturen, vores forhold til hinanden, og vores forhold til os selv. Men et gennemgående tema i bogen er begrebet “dannelse” og tilværelsen som “borger” i samfundet. 

- Vi har et behov for at genskabe nogle grundlæggende figurer i samfundet. Vi skal beskytte de universelle kategorier som menneske og borger. Vi skal ikke være så forhippet på de særskilte identiteter, folk har og gør krav på. Frihedskampen for den transkønnede er, at vedkommende skal omfavnes som borger og menneske. Friheden for Mohammed er ikke at behandle ham særskilt som muslim, men det er, at han skal opleve friheden, når han behandles ham som en helt almindelig elev i skolen.

- Vi skal begynde at tale om borgerne igen. Det fantastiske ved borgeren er, at borgeren indgår i en organisk solidaritet, borgeren føler sig ligeså solidarisk over for den næste, han ikke kender. Frem for en mekanisk solidaitet, hvor man holder med sine egne. Det handler ikke kun om det super nære, men også om at imødekomme det fremmede, siger Stefan Hermann. 

Han advarer mod et for stort fokus på individet i samfundet i stedet for borgerne, og at individets problemer bliver blæst ud af proportioner. De unge skal klædes på til rollen som borger på godt og på ondt allerede i folkeskolen. 

- Vi skal passe på, at vi ikke overopheder den individualisering, som er accelereret efter anden verdenskrig. Vi skal væk fra, at hver eneste gang, at vi hører om mistrivsel, at der skal sættes i gang i handlingsplaner, og hver gang at vi hører, at nogen har ondt i sjælen, så skal vi have gratis psykologhjælp. Vi skal finde balancen mellem for meget og for lidt, siger han. 

Et regime af følelser

Det er ikke kun i identitetspolitik, at følelser spiller en central rolle. Følelser er endt som et omdrejningspunkt i nærmest alle dele af vores tilværelse, i politik, arbejdsliv og i det offentlige. I dag står følelser nærmest på lige fod med argumenter og fakta. 

I stedet er det vigtigt, at man kollektivt igen kan have fokus på, at det er det gode argument, der vinder, at man kan tillade sig at blive klogere. Der skal være plads til uenighed – og dermed også at følelser må vige. 

- Vi skal give afkald på altid at vise følelser hele tiden, ikke på at have dem. Vi bliver hele tiden spurgt til, hvad vi føler, ligesom følelser nu spiller en central rolle i politik og medier.  Men moral bor ikke i følelsen, men i fornuften. Vi skal hylde det gode argument – uanset hvem der siger det. Vi skal ikke alle være venner, men vi skal respektere hinanden som borgere. En god diskussion er ikke bare en diskussion, hvor alle er blevet hørt, men også hvor vi har tålt at høre på vrøvl uden at have vist foragt. 

- Valget er et forum for strid, men bagefter samarbejder du med dem, du måske foragter. Politikere er ret gode til at opretholde gode forhold til mennesker med synspunkter, som de ikke bryder sig om. De bekæmper hinanden med alverdens metoder det ene øjeblik, mens det næste øjeblik skaber løsninger sammen, siger Stefan Hermann. 

Politikerne er dog ikke kun dydsmønstre i forhold til at lade det gode argument vinde. De er i høj grad også med til at lade følelser vokse og skrue op for temperaturen i samarbejde med medierne. 

- De etablerede medier mimer de sociale medier i rubrikker og clickbait i rubrikker og bidrager til polarisering, konfliktoptrapning og den sensationshungrende kommunikation. Samtidig er der kommet en større grad af følelseskommunikation og personificering af politikere som personer, som føler det ene og det andet. 

- Det er dog ikke politikerne, der er det største problem. Det er os selv, vi har svært ved at håndtere borgerrollen. Sociale medier er blevet en kloak for shitstorme og lemming-effekter. Og det er fordi, vi har svært ved at håndtere vores borgerrolle. Vi forveksler offentlighed med et helt ufiltreret rum af følelser i stedet for argumenter og besindighed, hvor alle kan råbe, men ingen lytter. Hvornår har du sidst set nogen sige, “det var et godt argument. Det skal jeg bruge tid på at tænke over” på sociale medier?  

Under den første nedlukningen i pandemien, så man en uhørt samhørighed på tværs af de politiske partier, en ny opmærksomhed for naturen i vores hjemland, og et internationalt, nationalt såvel som en hyperlokalt fællesskabet blomstrende frem. 

Blot en pause

I takt med at den ene bølge efter den anden er ebbet ud og nedkæmpet, er stridighederne dog blusset op igen, ligesom den politisk debat igen er sat under et blus. De politiske uenigheder har undervejs været på kogepunktet med rigsretssager såvel som trusler herom, optog i gaderne med fakler og plakater med ønske om fængsling af politikere. Argumenterne og mindeligheden har tilsyneladende foretaget sig, mens begge fløje anklager hinanden for Trump’ske metoder. 

Sidst har der været et stort fokus på arbejdsudbuddet, virksomhederne kan ikke få den arbejdskraft, de har har brug for, lyder det, og alt i alt er der fuldt blus under beskæftigelsen og de politiske kampe. Fællessang og gåture i skoven synes langt væk, og hvis vi ikke passer på, så kan lærdommen fra tre nedlukninger hurtigt gå glemt. 

- Hvis ikke vi besinder os, så kommer vi ikke til at lære ret meget. Corona var mere end en oplevelse, det var en erfaring, men det har ikke konstitueret en varig ændring eller strukturændring i forhold til vores forhold til os selv, hinanden eller til naturen. Men det var en ret grundlæggende oplevelse. Det er derfor, jeg ønsker, at vi holder den samtale kørende. Mit bedste gæt er dog, at vi ikke kommer til at ændre noget.