Måske var det den lange fysiske afstand til Danmark, og det at stjernehimlen var vendt på hovedet, der var medvirkende til at kaste et lidt andet lys over tingene herhjemme for mig i slutningen af 2023. 

De første feriedage under fjerne himmelstrøg havde jeg ærligt talt lidt vanskeligt ved at slippe min fokusering på at optimere diverse arbejdsgange, som jeg stødte på, og som jo helt åbenlyst var langsommelige og ineffektive. 

Ret skal være ret. Det begyndte faktisk allerede inden vi lettede fra CPH lufthavn. 

Den åbenlyse arbejdsbelastning hang ved nogle dage, men lidt efter lidt gav kontrolgenet efter og veg pladsen for nysgerrighed efter, hvordan andre organisationskulturer har indrettet sig - og hvilke fordele det kan have. Og med denne justerede indstilling til mine omgivelser, dukkede der samtidig en refleksion op om, hvorfor det er så let at få øje på det, andre ikke gør godt nok.

Brug lidt tid på at undres frem for hurtig kritik

Denne umiddelbare kritiske tilgang som præference mener jeg desværre at dele med en hel del andre ledere og topledere. Men hvorfor er det, at vi ikke bliver lidt længere i den afsøgende og undrende del af processen, i stedet for at kaste os frem på banen i løbet af nul komma fem med kritisk stillingtagen, løsninger og svar.

Vi sammenligner gladelig andres processer/leverancemodeller med egne, men mens vi kender egne i både dybden og bredden, kender vi efter al sandsynlighed kun i et begrænset omfang de andres, og dermed er sammenligningsgrundlaget utilstrækkeligt. 

Vi tilsidesætter rask væk, at vi er farvede af egen organisationskultur, egne for-forståelser, og måske endda egne dagsordener i form af positions- og funktionsdrevne ønsker om bestemte resultater. 

Vi overser sågar, at der nogle gange blot er tale om uenighed, og at det ikke kan forveksles med, at dem man er uenige med, er uforstandige på feltet. De ser og mener bare noget andet end én selv.

Hvad der skal til - og især hvad der ikke skal til

Det er oplagt at trække Sundhedsstrukturkommissionens arbejde ind her – eller rettere alles mening om, hvad kommissionen bør nå frem til. Og der er godt nok mange meninger. 

Det ville selvsagt have været overraskende, hvis ikke de store medlems- og interesseorganisationer kom på banen og mente noget, og det har de så sandelig også gjort. Ikke alene de store organisationer, men også de mindre, ja selv enkeltpersoner i skikkelse af kommunaldirektører, sygehusdirektører med flere, er kommet med klare meldinger om, hvad der skal til - eller hvad der i hvert tilfælde ikke skal til. 

Regeringens store ønske om reform af sundhedsvæsenet understøttes med andre ord til fulde af hele det store kor, der forsøger at overdøve hinanden med markante reformudspil. Det er lykkedes at få alle til på én gang at slå på tromme for nødvendigheden af de store forandringer.

Om det er timingen med det skrantende sundhedsvæsen på den ene side og den stigende levealder på den anden side, om det er kommissionens dygtige arbejde med formand Fisker, der har kastet snøren ud, som alle bider på, eller om det er regeringens fortjeneste, er uvist.

Enighed om at der skal ske noget nyt, men om ikke hvad

Måske er det lidt af det hele. For styrken hvormed alle mener, der er brug for reel forandring af en af velfærdssamfundets bærende søjler, husker jeg ikke tidligere at have oplevet i mit arbejdsliv tæt på politik og forvaltning. 

Det er jo nærmest blevet et krav fra alle de aktører, der selv har og har haft (del-)ansvar for sundhedsområdet. Alle mener, der skal ske noget andet, end det vi gør i dag – men ikke ret mange mener det samme om, hvad der skal til. 

Dagligt er der indlæg i både den ene og den anden retning. Dagligt peger nogle fingre af noget, “de andre” burde have gjort, eller af, at andre ikke har forstand på, hvad de udtaler sig om. Men bare fordi andre mener noget andet end én selv, behøver de jo ikke være uforstandige. I min forståelse er der sådan set bare tale om uenighed. Og som en kær kollega jævnligt siger; hver gang man peger fingre af andre, peger der tre fingre tilbage på én selv.

Prøv det – den er god nok.

Og selvom det nogle gange kan virke som om, at der er tale om en konkurrence mellem KL og Danske Regioner om, hvem der vinder Sundhedsstrukturkommissionen over på sin side, så handler det ikke om, hvilken bestyrelse eller direktion, der vinder den her. Det handler om noget meget større. Det handler nemlig om, at vores sundhedsvæsen ikke taber – og at vi som danskere ikke taber vores sundhedsvæsen.