De fleste har hørt tallene, som taler deres tydelige sprog. I 2025 vil der være 75.000 flere ældre over 80 år end i 2019. Frem mod 2030 vurderer KL, at det tal vil blive godt 161.000 større – næsten to tredjedele flere, end i 2020.

- Det er en udfordring, vi har kendt længe. En række store generationer er på vej på pension, og vi kan ikke løbe fra, at vi har fået for få børn, siger KL-formand Martin Damm (V). 

Men debatten handler ikke længere om fremskrivninger. Allerede i dag mærker kommunerne for alvor, at der er for få hænder i ældreplejen. 

I en tid med økonomisk og ressourcemæssig smalhals i kommunerne har mange set sig nødsaget til at spare i ældreplejen. Tidligere i år viste en gennemgang foretaget af Ældre Sagen, at otte ud af ti kommuner budgetterede med lavere udgifter pr. borger over 80 år i 2023 end i 2022. Hver femte kommune budgetterer med et fald på fem pct. eller mere.

- Jeg tror, det er de færreste, der helt forstår, hvor stor denne udfordring reelt er, siger Martin Damm. 

De 650 mio. kr., regeringen ekstraordinært har afsat til den nære velfærd i kommunerne, er udhulet af inflationen og tager blot “de to værste spareforslag ud af sparekataloget”, påpeger Martin Damm.  Sparekataloget bliver på bordet.

Og selv hvis kommunerne havde pengene, mangler man stadig hænderne, for at ældreplejen kan følge med, tilføjer han. 

Vi er blot ved foden af bjerget, siger Martin Damm, og det er derfor alarmerende nødvendigt, at politikerne på Christiansborg forholder sig til den svære diskussion om, hvordan man vil klatre op ad bjerget. 

- Det er, som om vi i Danmark helst vil forholde os til problemet, når vi står i det. Vi bliver nødt til at have en diskussion om, hvad det er for et velfærdssamfund, vi skal have i fremtiden, for det, der vil ramme os, er massivt. 

På vej mod en humanitær krise

Bjarne Hastrup, administrerende direktør for Ældre Sagen, advarede allerede for to år siden på Ældre-topmødet om konsekvenserne: 

- Dengang sagde jeg det klart, at hvis der ikke skaffes penge og arbejdskraft, vil ældreområdet sejle ind i en krise. Vi står nu i starten af krisen, siger han.

Bjarne Hastrup kalder det derfor en absurd situation, at alt imens der bliver forhandlet om skattelettelser, ny sundhedslov og en ny ældrelov, er kommunerne nødsaget til at skære i ældreplejen. 

- Finansministeren sidder med 68 mia. kr. i statskassen, mens kommunerne står med nedskæringer. Det er en absurd situation, som illustrerer velfærdsstatens begyndende humanitære krise, vurderer han. 

- Mange, som modtager hjemmepleje, er meget syge mennesker med flere lidelser. De er enlige med meget små indkomster, dårlig uddannelse og ofte ensomme: En befolkningsgruppe, som ikke kan klare sig selv for egne midler. De har bidraget til det rige samfund, vi har i dag, og det er uværdigt, vi ikke kan give dem den hjælp, de fortjener. 

Bjarne Hastrup mener ligeledes, at medmenneskelige hensyn skal fylde mere i den nuværende pleje. Lige nu fylder regler og skemaer for meget og den ældre medborger for lidt.

- Pleje og kærlighed bør være nøgleord i stedet for dokumentation og skemaer, siger han. 

Ansvar for egen aldring

Debatten om ældreplejen tager oftest udgangspunkt i, hvordan man sikrer den bedst mulige pleje og alderdom. Synet på det gode ældreliv har ændret sig meget, siden den første ældrekommission blev nedsat af Anker Jørgensen i 1980. 

Tiden dengang var præget af udgiftspolitik og fokus på ressourcer og besparelser i den offentlige sektor, men netop ældreområdet gik fri fra privatiserings- og sparetankerne, fortæller Tine Fristrup, ph.d. og aldersforsker ved Aarhus Universitet. 

- Dengang var tanken, at det handlede om at være længst muligt i eget hjem, at det var sådan, den ældre bedst bevarede sin autonomi og selvbestemmelse og derigennem værdighed, fortæller Tine Fristrup. 

Tankegangen blev senere justeret, så ikke blot boligen var omdrejningspunktet, men snarere livet selv. “Længst muligt i eget hjem” blev til “længst muligt i eget liv”.

- Tankegangen var at tilføre ældreplejen et mere pædagogisk afsæt. At lave en indsats, som måske var lidt dyrere, men som kunne hjælpe den ældre til i højere grad at være selvhjulpen, siger hun. 

Gennemgående for ældrepolitikken har dog ifølge Tine Fristrup været en neoliberal politik med fokus på effektiviseringer, arbejdsudbud og demografi. 

- Det har ofte handlet om, at de ansatte skal løbe længere og hurtigere. Samtidig med et nedskærings- og effektiviseringsmantra har vi også lagt vægt på aktivering og det at være selvhjulpen. Vi har således nedprioriteret velfærdsstaten og er i dag endt der, hvor den ældre har ansvar for egen aldring, siger Tine Fristrup. 

“Organisation matters”

Når det kommer til at skaffe flere hænder, tegner der sig basalt set to hovedspor: Et er, hvordan man kan øge arbejdsudbuddet, så der er flere til opgaven, et andet at se på, hvordan man kan frigøre ressourcer, som allerede er i ældreplejen, som fx gennem velfærdsteknologi.  

I ældreplejen har man længe kritiseret blandt andet omfattende dokumentationskrav og besværlig lovgivning, som hæmmer kerneydelsen i landets kommuner. 

Derfor kan man med fordel se på, hvordan man organiserer ældreplejen, mener Pia Kürstein Kjellberg, projektchef og ekspert i organisation hos Vive. Hun er desuden formand for det ekspertråd, som Odense Kommune har nedsat til at finde ud af, hvordan man bedst kan imødegå rekrutteringsudfordringer lokalt.

- Organisation matters. Det er ikke kun et spørgsmål om rekruttering, men også om organisering, siger Pia Kürstein Kjellberg. 

Hun peger blandt andet på det høje sygefravær, som præger ældreplejen i dag. I gennemsnit har plejepersonalet i landets kommuner 21 sygefraværsdage, viser en undersøgelse fra SMV Danmark, og her peger pilen på organiseringen af ældreplejen, mener hun.  

- Der er kommet en alt for fragmenteret indsats i ældreplejen, fordi vi har organiseret os ud fra stordriftsfordele, hvor det ikke er så vigtigt, hvem der kommer. Denne organisering gør det alt andet lige lettere at vælge at stemple ud, siger Pia Kürstein Kjellberg. 

Det høje sygefravær bidrager til en ond spiral med flere vikarer og en endnu mere fragmenteret pleje uden kontinuitet. Derudover presses ældreplejen yderligere af besparelser lokalt.

- Vi kan ikke blive ved med at presse systemet. Hvis vi gør det, får vi bare endnu højere sygefravær og risikerer at overbelaste systemet. Vi er nødsaget til at overveje, om vi kan gøre det anderledes.  

Og der er netop løsninger at komme efter. Forsøg med mindre, faste teams, inspireret af den hollandske Buurtzorg-model, har vist, at de faste teams mindsker sygefravær og dermed behovet for eksterne vikarer. Flere kommuner har allerede taget metoden i brug.

- Hvis man kan mindske sygefraværet, har vi gjort noget godt for arbejdsudbuddet, siger Pia Kürstein Kjellberg. 

Derudover viser forskning, at netop kontinuiteten er vigtig for en høj faglig kvalitet i ældreplejen. Kontinuitet er dog ikke et nyt ønske i ældreplejen, bemærker Bjarne Hastrup. 

- Allerede tilbage i starten af 1980’erne understregede den første ældrekommission, at kontinuitet i ældreplejen var afgørende. Det er den stadig, og det er derfor et ønske, vi stadig har til ministeren og den kommende ældrelov. Med 40 års forsinkelse, siger han.  

Rekruttering bliver afgørende

Selvom man kan løse mange af udfordringerne i ældreplejen ved at organisere sig smartere, med velfærdsteknologi og ved at fjerne overflødigt bureaukrati, kommer man ikke uden om rekruttering, understreger både Martin Damm og Bjarne Hastrup. 

- Vi er et land, som kører på højeste klinge. Du kan derfor ikke bare flytte nogle ansatte fra en sektor og over i ældreplejen, for så opstår der bare huller andre steder i samfundet, siger Martin Damm. 

Det er derfor nødvendigt at skaffe flere hænder. En af metoderne, som KL længe har arbejdet for, er at få flere danskere op på fuld tid. Martin Damm påpeger ligeledes, at man kan gøre mere for at få flere unge på kanten af samfundet ind i arbejdsstyrken. Det største potentiale finder man dog i udlandet. 

- Jeg tror, vi skal vænne os til, at der er flere uden et efternavn, der ender på “-sen”, som skal arbejde i Danmark, siger Martin Damm. 

Diskussionen om udenlandsk arbejdskraft har udstillet en intern splittelse i regeringen, hvor Lars Løkke Rasmussen ønsker en “overhalingsbane”, der gør det lettere for virksomheder at rekruttere arbejdskraft udenfor Europa på danske overenskomster. 

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen er enig, men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har foreløbig skudt forslaget ned. I et interview med Politiken frygter hun, at lempelser ville have konsekvenser for “sammenhængskraften”. 

Det kræver, at arbejdsgiverne og arbejdsmarkedet udviser fleksibilitet og stopper diskrimination af de ældste ansatte. 

- Personer mellem 50 og 70 år er den vigtigste ‘ekstra’ arbejdsstyrke for Danmark. Vi skal inspirere vores seniorer til at fortsætte på arbejdsmarkedet i stedet for at diskriminere mod dem, siger Bjarne Hastrup. 

Under corona så man flere kommuner, der bad tidligere sundhedspersonale om hjælp, ligesom Region Midtjylland i december knyttede 30 pensionerede sygeplejersker til et covid-afsnit. 

“Vi har brug for alt den hjælp, vi kan få,” sagde Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner, til TV Midtvest.

Men hvis flere seniorer skal blive på arbejdsmarkedet, kræver det garantier den anden vej, mener Bjarne Hastrup. 

- Hvis man vil have, at folk op til 70-75 år fortsat skal være på arbejdsmarkedet, skal de være sikre på, at deres allerældste slægtninge får en værdig sundhedsbehandling, og de skal vide, at deres demente slægtninge bliver passet og plejet. Ellers vil de flygte fra arbejdsmarkedet, siger han. 

Velfærdsstatens dødsstød

Synet på aldring har ændret sig gennem årene, og i dag er alderdom nærmest endt som et fy-ord, mener Tine Fristrup. De “svage” ældre, som ikke er selvhjulpne, er forsvundet fra både debatten og bybilledet. 

Det store fokus på optimering, autonomi og sundhed gør, at vi som samfund har det svært med alderdom og “forfaldet”, som Tine Fristrup kalder det.

- Vi har en afsky for forfaldet. Vi tager afstand fra det at blive ældre, når det indbefatter afhængighed af andre.

Og fordi man i dag har fået ansvaret for egen aldring, kan forfaldet medføre stigmatisering og en følelse af skam. Skammen over eget forfald og at være afhængig af andre kan være en del af forklaringen på, at ældre mænd er overrepræsenteret i selvmordsstatistikkerne. 

De ældste mænd har ca. tre-fem gange så høj selvmordsrate som mænd mellem 15-19 år. Samme tendens gør sig i øvrigt gældende blandt kvinder, viser tal for Center for Selvmordsforskning. 

- Når man som ældre eller udsat bliver ramt af skam, fordi man rækker ud i forhold til det offentlige og måske oplever, at man er blevet en samfundsmæssig byrde, kan det få flere til at vælge aktiv dødshjælp, hvis det bliver en mulighed, siger Tine Fristrup. 

Tine Fristrup mener, at spørgsmålet om aktiv dødshjælp dermed også rokker ved  velfærdssamfundets fundament. 

- Grundprincippet er jo, at alle uanset situation og alder kan få den hjælp, de har brug for, siger hun og tilføjer: 

- Så da Mette Frederiksen åbnede for debatten om aktiv dødshjælp, tænkte jeg, at det her er velfærdsstatens dødsstød.

Selvom Martin Damm ikke taler om “dødsstød” eller “humanitær krise”, lægger han ikke skjul på alvoren i situationen, vi står overfor. 

- Generelt har vi i dag en fornuftig ældreomsorg, men vi snakker om fremtiden. Det er skræmmende. Den store udfordring er ikke engang kommet endnu, siger han. 

Han opfordrer derfor politikerne til at åbne de nødvendige diskussioner, hvis man skal undgå de værste konsekvenser. 

- Hvis vi bare bliver ved med at tale udenom, bliver vi ramt af noget, vi slet ikke kommer til at bryde os om, siger Martin Damm. 

Debatten er strukturel og ideologisk, den handler om arbejdsudbud og velfærdssamfundet. 

 - Vi har behov for at tage en diskussion af, hvad velfærdssamfundet skal stå for. Det offentlige har år efter år fået flere opgaver, og vi bliver nødt til at diskutere, om vi skal blive ved med at strække de offentlige ressourcer med flere og flere opgaver, eller om vi skal prioritere kernen i velfærdssamfundet, siger Martin Damm. 

På sin vis er ældreplejen dermed et spejl af velfærdssamfundet, medgiver Bjarne Hastrup. Krisen stiller dermed spørgsmål til den sociale kontrakt, der har været fundamentet for velfærdssamfundet op gennem de seneste 50-60 år. 

- Jeg ved ikke, hvad politikerne vil gøre nu, men de har ikke gjort særligt meget for at undgå krisen, vi har bevæget os ind i. Som jeg aflæser politikerne, forudser jeg et helt anderledes velfærdssamfund efter den kommende sundhedslov og den kommende ældrelov.