Da Barack Obama i 2014 sammen med high school-elever deltog i et kodekursus, lød kritikken, at det var for fotografernes skyld. Det var det ganske givet også, men han fik sat fokus på, at både topledelsen, den øvrige organisation og samfundet må interessere sig mere for digitalisering. Men hvad er det så lige offentlige topledere skal kunne, for det er vel ikke at programmere?

Lad os starte ved Grundtvig, der argumenterede for, at et menneske må have både teoretisk viden og praktisk erfaring, eksempelvis med at dyrke jorden, for at være dannet. Således stod Grundtvig fadder til folkehøjskolerne som et mødested for teori og praksis. Tilsvarende må offentlige topledere tilegne sig både teoretisk viden og praktisk erfaring med digitale teknologier for at opnå den nødvendige digitale dannelse til at lede digitalisering. 

De mere præcise kompetencer hertil må afhænge af opgaven. I sidste måneds klumme argumenterede jeg for, at tre centrale opgaver for topledelsen er: 1. at sætte digitalisering på den politiske og strategiske dagsorden, 2. at balancere gradvis digital udvikling med radikal digital forandring, og 3. at være garant for etikken i digitaliseringen af den offentlige sektor.

Fem nødvendige kompetencer

I min PhD-afhandling har jeg identificeret fem kompetencer, som er særligt nødvendige for, at topledelsen kan udfylde sin ledelsesopgave i digitalisering.

For det første må topledelsen beherske klassiske styringsværktøjer for at lede den gradvise udvikling (transition), fx at indføre et nyt it-system til byggesagsbehandling. Det kræver ledelseskompetencer inden for blandt andet at strukturere, planlægge, styre, implementere, følge op med videre, men er ingen garanti for gode resultater.

For det andet skal topledelsen kunne lede en radikal nytænkning af opgaveløsningen med anvendelse af digitale teknologier (transformation). Eksempelvis anvender Udbetaling Danmark i stort omfang tekst- og talegenkendelse til at behandle og journalisere borgerhenvendelser. En så omfattende forandring kræver kompetencer hos ledelsen til at sætte en tydelig retning, at mobilisere viden og ressourcer, at facilitere en eksperimenterende og smidig proces samt at integrere resultaterne i driften. 

For det fjerde skal topledelsen have et vist niveau af digitale kompetencer. Meget kan delegeres til tekniske specialister, men topledelsen må også selv have en vis teknisk indsigt for at kunne kommunikere med specialisterne og for at bygge bro mellem teknik og strategi. Det vil sige have et sprog, der ikke stopper brat ved dørtrinnet til den tekniske verden. Desuden er en vis teknisk forståelse nødvendig for, at topledelsen kan vurdere teknologiernes muligheder og risici, eksempelvis selvkørende busser. Samtidig understøtter teknisk forståelse hos topledelsen en troværdig transitions-og transformationsledelse. 

For det femte må topledelsen finde og stå ved sine egne værdier og etik i forbindelse med digitalisering. Selvom nogle etiske dilemmaer bør og skal besluttes af politikerne, så vil meget af gennemførelsen i praksis blive overladt til forvaltningen, og det er vel ikke it-chefen, der skal beslutte, om ChatGPT kan bruges i forvaltningen?

En god og en dårlig nyhed

Den gode nyhed er, at topledelsen i forvejen har de fleste kompetencer til at lede digitalisering, der på mange punkter ligner forandringsledelse.

Den dårlige nyhed er, at der ikke er et fast pensum eller et sæt af digitale færdigheder, som kan læres én gang for alle. Digitalisering er altid i hastig udvikling, og topledelsen må løbende vedligeholde sine kompetencer.

Det forudsætter netop den nysgerrighed, og det mod til at fremstå teknisk inkompetent, som Obama udviste.