Klumme/
Tillidsvalgtes vilkår er under pres
Klumme/
Tillidsvalgtes vilkår er under pres
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
OK24 er en realitet. Med en samlet stemmeprocent på 66 pct., hvoraf 87,2 pct. stemte ja, er de nye overenskomster på det kommunale og regionale område vedtaget.
Også blandt HK Kommunals medlemmer har tilslutningen til OK24 været stor. Hele 73,3 pct. af de stemmeberettigede afgav deres stemme, og 94,6 pct. stemte ja.
Jeg er stolt over det store medlemsengagement. Det vidner om, at medlemsdemokratiet lever. Ansatte i kommuner og regioner interesserer sig for deres løn- og arbejdsvilkår. Det har jeg bevidnet fra første parket, siden vi i efteråret 2023 modtog tusindvis af input fra medlemmerne forud for OK24. Det har givet et uvurderligt grundlag i forhold til prioriteringerne i forhandlingerne.
Medlemsopbakningen giver et stærkt fundament, når vi som faglig organisation forhandler med arbejdsgiverne. Det viser, at den danske model fungerer.
Grundpillen i den danske model
Det flotte resultat ville aldrig være blevet en realitet, uden den enorme indsats fra tillidsrepræsentanterne ude på de kommunale og regionale arbejdspladser. De er grundpillen i den danske model.
Tillidsrepræsentanterne har indsamlet krav forud for forhandlingerne. De har sørget for, at kollegerne har stemt om OK24. Og nu skal de sikre, at de nye overenskomstaftaler kommer til at leve ude på arbejdspladserne.
I min verden fortjener tillidsrepræsentanterne en kæmpe hyldest. Desværre er det ikke alle arbejdsgivere, der respekterer tillidsrepræsentanternes arbejde.
Tillidsrepræsentanter ignoreres
En repræsentativ undersøgelse blandt 869 af HK Kommunals tillidsrepræsentanter viser, at visse kommunale og regionale ledere i stigende grad ignorerer tillidsrepræsentantens berettigede forventninger til at blive inddraget i de forhold, der handler om medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår.
Flere af vores tillidsvalgte bliver ikke i tilstrækkelig grad orienteret og inddraget ved forestående ansættelser og afskedigelser. Visse steder modtager tillidsrepræsentanten ikke relevante oplysninger om løn- og ansættelsesforhold for HK’erne. Flere tillidsvalgte efterlyser fyldestgørende information, når de skal forhandle løn på medlemmernes vegne. I det hele taget får de ikke den nødvendige tid og plads til at udføre deres arbejde.
Det er ikke i orden. Tillidsvalgte er om nogen afgørende for den danske model. Som advokater for medlemmerne og bindeled til arbejdsgiverne bidrager de til at smidiggøre de forhandlinger, der på frivillig basis tegner de kommende års løn- og arbejdsvilkår. Og via tillidsrepræsentanten kan medarbejderne kanalisere deres ønsker til ledelsen angående løn, arbejdsvilkår og udvikling af arbejdspladsen.
Til alles bedste
Ordentlige vilkår for tillidsrepræsentanter er også i arbejdsgivers interesse.
Gennem tillidsrepræsentanten kan arbejdsgiver lede under strukturerede rammer. Det sikrer ordentlig dialog og mindsker muligheden for konflikt mellem arbejdsgiver og medarbejdere.
Modellen sikrer altså den fleksibilitet, der skal til for at opbygge attraktive arbejdspladser, hvilket er til alles bedste. Både arbejdsgiver og arbejdstager. Og i sidste ende borgere og patienter.
Fra HK Kommunals side gør vi alt, hvad vi kan, for at sikre vores tillidsvalgte de rette vilkår. Men det kræver velvilje fra arbejdsgivers side. Heldigvis tager de fleste ledere både den danske model og tillidsrepræsentanterne alvorligt. Men vi er nødt til at få alle med. Det skylder vi de nye overenskomster, den danske model og de hårdtarbejdende tillidsrepræsentanter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.