Ret præcist 60 år efter Ministeriet for Kulturelle Anliggender, som Kulturministeriet pompøst hed dengang, blev oprettet, udkommer Finkultur og mangfoldighed. 60 års dansk kulturpolitik af Poul Bache. 

Og det var ikke nogen pludselig indskydelse, som fik den daværende socialdemokratiske regering til at opfinde et nyt ressortområde. Det var derimod kronen på værket for arbejdersønnen, teologen, højskolelæreren og folketingsmedlemmet, Julius Bomholt, som gennem mere end 20 år havde kæmpet for at kultur skulle blive et statsligt indsatsområde. Ud over at støtte skabelsen af kunst og kultur var formålet også at udbrede adgangen til kulturelle oplevelser til andre end det urbaniserede spidsborgerskab, som indtil da stort set havde været eneste kunder i den kulturelle butik. Målet var gennem statslige initiativer at skabe en lang række nye lokale kulturtilbud samt at sikre udviklingen af de eksisterende, men med samtidigt fokus på kvalitet. En smuk mission, der da også var bred opbakning bag fra partierne i folketinget. Så var den ged barberet, skulle man tro.

Ministeriet ingen helt forstod

Fra første stund har det undseelige ministerium, som trods voldsomt øgede bevillinger stadig kun optager nogle få procent af det samlede statsbudget, imidlertid været på forsiderne igen og igen. Og ikke nok med det, mange af de angreb, der har ramt det, kommer fra netop de grupper, som ministeriet blev oprettet for at inkludere. Således løb et af ministeriets tidligste initiativer, Statens Kunstfond, allerede ved første uddelingsrunde i 1965 ind i en veritabel shitstorm ledet af den jyske lagerforvalter Peter Rindal og bakket op af mere end 50.000 vrede borgere. Ministeriet red stormen af, men sagen blev langt fra den sidste, hvor grupper udenfor den etablerede kulturverden udfordrede ministeriet. Således har forskellige grupper med mere eller mindre gennemskuelige socialistiske dagsordner sat ministeriet under pres med initiativer fra julegaveuddeling over blasfemiske projekter til et par fede røget på selve ministeriets trappe. Og som om det ikke var nok, så er ministeriet en enkelt gang blevet angrebet af en uhellig alliance mellem Ekstra Bladet og Fremskridtspartiet. Måske er en af ministeriets største succeser at få sat kulturen højt på den offentlige dagsorden. For det er vel ikke det ringeste resultat, man kan nå.

Poul Bache, der er bogens kyndige og veloplagte forfatter, har selv arbejdet 30 år i ministeriet heraf de fleste som leder i forskellige afdelinger og styrelser. Det sikrer ham et godt overblik over den indviklede opgave det altid vil være at skulle skrive en historiebog, som både tager hensyn til kronologien og til udviklingen i de forskellige sektorer, men Bache slipper fint fra det, ikke mindst fordi han har bevaret det kølige overblik, han opbyggede gennem sine mange år i magtens skygge.

Oplagt opslagsværk

Kronologisk deler Bache bogen op efter de forskellige ministerperioder, og selvom der er klare forskelle, har samtlige ministre haft offensive prioriteringer, som de har forfulgt. Bache giver en grundig indføring i de forskellige satsninger, og hans forståelse for det politiske arbejde, der foretages på Borgen, er samtidig godt formidlet. Demokratiet fungerer. Ikke kun som scene for intriger og rævekager, men som et værksted, hvor repræsentanter for forskellige politiske interesser arbejder åbent for at få disse interesser til at slå igennem både i de statslige initiativer og i den kommunale hverdag. Overordnet er det diskussioner om finkultur kontra breddekultur, om armslængdeprincipper, om multikultur og om børnekultur, der har fyldt internt på Christiansborg, mens det ude i kommunerne og blandt borgerne er musik- og kulturskoler, folkebiblioteker med kulturhusformat, teater- og musikforestillinger, som er de synlige resultater. Den brede opbakning til Bomholts tanker og grundlæggende ideer har været stabil. I hvert fald indtil i dag, hvor flere socialdemokrater udviser en mere tøvende tilgang til ministeriets opgaver og til kulturprioriteringerne i det hele taget.

Ved siden af de kronologiske afsnit, tager Bache i nogle tværgående kapitler nogle mere specifikke emner under behandling. Bogen er koncentreret om den overordnede statslige kulturindsats, men kommer også, hvor det er relevant, ind på de kommunale opgaver, der jo er de tilbud, som har den bredeste berøring med borgerne. Bogen kan læses i et (relativt langt) stræk, men da der er resumerende opsamlinger på nogle få sider efter hvert kapitel, og et godt note- og stikordsregister, kan den også fungere som opslagsværk for kulturansatte og politikere med interesse for området.

Ingen har derfor længere nogen undskyldning for ikke at være ordentligt klædt på, når hjulene skal rulle i de nye kulturudvalg landet over.