Forestil dig et land, hvor halvdelen af de største virksomheder har nul kvinder i deres bestyrelser. 

Forestil dig et land, hvor 90 procent af al barselsorlov tages af kvinder. 

Forestil dig et land, hvor mænd i gennemsnit tjener cirka syv procent mere i løn end kvinder for præcis det samme arbejde. 

Og hvis du så tilmed forestiller dig, at dette land har en lavere grad af ligestilling end for eksempel Rwanda og Namibia, og at landets siddende regering er fuldstændig uden ambitioner på området, ja, så vil du nok have svært ved at tro, at mange i dette land, Danmark, for alvor mener, vi er kommet i mål på ligestillingsområdet. 

Men sådan er det og sådan lyder ligestillingsdebatten i Danmark. Alt for mange meningsdannere og politikere er ude af stand til at se og forstå udfordringerne. Og sådan har det været i mange år. Det betyder, at det Danmark, der engang var en ledestjerne i ligestillingskampen for eksempel ved at lovliggøre abort og få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, nu sakker håbløst bagefter og må se alle vores nordiske nabolande klare sig markant bedre end os, når det kommer til ligestilling. 

Virksomheder skal se forbuften

At komme tilbage i kampen kræver mange forskellige ting. Men vi kommer ikke uden om lovgivningsværktøjet. 

Vi må stille flere ambitiøse krav til vores virksomheder om at få mere blandede bestyrelser med flere kvinder; både fordi det styrker ligestillingen i samfundet, men også fordi det giver bedre resultater for virksomhederne at have mangfoldige bestyrelser. Det kan simpelthen betale sig at få flere kvinder med ombord. 

Vi må være mere ambitiøse på barselsområdet. Det er rent ud sagt pinligt, at det er EU, der skal holde os i ørerne og bede os indføre to måneders øremærket barsel til fædre. Vi må gå skridtet videre og som en begyndelse indføre mindst tre måneders øremærket fædrebarsel.

Mere barsel til fædre vil desuden være et værktøj til at sikre mere ligeløn. Men vi må også sikre, at virksomhederne bliver mere gennemsigtige, når det kommer til deres lønforhold. Vi må have vished for, at virksomhederne ikke – bevidst eller ubevidst – giver mænd mere i løn end kvinder for det samme arbejde. 

Ikke tid til bortforklaringer

Men én ting er lovgivningsværktøjet. En anden ting er det personlige ansvar. For vi kommer aldrig i mål med ligestillingen, hvis vi ikke hver især tager ansvar. Det gælder også på vores arbejdspladser. 

Vi må løbende stoppe op og spørge: 

Kan det virkelig passe, at der ikke er en eneste kvalificeret kvinde til denne stilling? 

Kan det virkelig passe, at min arbejdsplads ikke gør mere for at sikre højere grad af fædrebarsel? 

Kan det virkelig passe, at mine chefer nægter at udarbejde en reel ligestillingspolitik, der sikrer lige løn- og pensionsvilkår for mænd og kvinder? 

Ligestillingskampen er allestedsnærværende og kræver handling på alle leder og kanter. Kampen foregår både i det små og i det store. Og alle kan bidrage. Så det er bare at tage handsken op og komme ind i kampen. Bortforklaringerne hører fortiden til.