Regeringen er begyndt godt med sin ældrereform. Men ældrereformen er efter min mening kun halvvejs, hvis ambitionen er at vi skaber en ældrepleje, der fungerer i hverdagen – og samtidig både lever op til de ældres ønsker og behov.

Jeg er så glad for, at ældrereformen sætter en ny standard for hele vores ældrepleje, som handler om, at vi skal levere, hvad de ældre efterspørger. Det skal være det DNA, som hele ældreplejen i Danmark er bygget op omkring. Vi skal levere, hvad borgerne prioriterer. Hvad borgerne gerne vil i deres hverdag. For de er stadig forskellige og har forskellige ønsker og prioriteringer, selv om de er blevet ældre. Vi skal se de ældre som et menneske - altid.

Og jeg glæder mig over, at regeringen nu leverer konkrete bud på, hvordan vi i landets kommuner og regioner kan rekruttere den arbejdskraft, som vi har brug for både i kommuner og regioner. Det er guld værd, at man investerer i sosuuddannelserne - og samtidig sikrer, at studerende og elever på sosuuddannelserne for fremtiden får løn under deres uddannelse. Jeg tror, det kommer til at gøre en kæmpe forskel i forhold til at tiltrække de hænder til vores ældrepleje og sundhedsvæsen, som vi virkelig får brug for.

Tilbage står stadig at integrere alle sundhedsfunktionerne i ældreplejen i hverdagen. Og det gælder også bemandingen af de nære teams, som skal udføre den helhedspleje, som regeringen så klogt tager til sig og gør til en fælles ambition for hele den danske ældrepleje.

Der skal nedbrydes faggrænser i hverdagen

Der bliver med andre ord brug for masser af konkrete beslutninger - både på Christiansborg og ikke mindst i landets kommuner og de sundhedsklynger, hvor den kommunale ældrepleje, de praktiserende læger og de specialiserede funktioner på de regionale hospitaler mødes.

For hvis ældreplejen i fremtiden for alvor skal levere, hvad de ældre ønsker og har brug for, så skal sundhedsfunktionerne være en integreret del af ældreplejen. Det bliver så meget desto vigtigere i de kommende år, hvor antallet af ældre over 80 år tredobles i forhold til i dag.

Vi har brug for meget mere sammenhæng mellem ældrepleje og sundhedsvæsen. Også helt ude ved de ældre. Vi har brug for alt andet end nye opdelinger og nye siloer mellem sundhed og ældrepleje - og dermed de mennesker, der kommer hos de ældre og gør deres liv og hverdag så god som muligt, uanset hvor gamle de er, og hvilke skavanker eller sygdomme, de måtte have.

Skal man lykkes med at lave et robust sundhedsvæsen og ældrepleje til de ældre, så skal man have fokus på sammenhæng og kompleksitet. Og det handler blandt andet om at nedbryde faggrænser i hverdagen.

Hjælpen skal ikke deles op i flere love

Ser man for eksempel på ældreområdet og arbejdet med de mindre selvstyrende teams, så er hele tænkningen her, at man sætter alle fagligheder sammen og nedbryder faggrænser. I princippet er det ikke vigtigt, om det er en sosuhjælper eller en sygeplejerske, der leverer hjælpen til borgeren.    

Det skal være kompleksiteten hos borgeren, der definerer, hvem der leverer hjælpen. Derfor kan man heller ikke dele hjælpen op i ældre- og servicelov og sundhedslov.

En sygeplejerske kan også smøre mad, hvis kompleksiteten hos borgeren er så høj, at sygeplejersken skal være primær person i hjemmet. Sygeplejersken skal i så fald sikkert have hjælp til de opgaver, hvor man skal være to personer for eksempel til personlig pleje og forflytning. Men kommer sygeplejersken for fx at rense et sår, og borgeren også skal have serveret mad, ja så kan en sygeplejerske begge dele.

Den effekt får man simpelthen ikke, hvis man deler ældre- og sundhedsområdet op. Alle faggrupper skal sidde sammen og være fælles om opgaverne. Ældreområdet er efterhånden også så komplekst, at der i høj grad er behov for kompetenceudvikling og sparring til sosuhjælpere og -assistenter. Og det behov får vi også meget bedre håndteret i hverdagen fra sygeplejerskerne, når alle faggrupper sidder sammen.