“Alle skal ikke have det alt, og alle skal ikke have det samme” - det var ordene fra Søren Brostrøm i forbindelse med offentliggørelsen af Robusthedskommissionenes anbefalinger tilbage i september. Som det i disse dage fremgår meget tydeligt, er vores sundhedsvæsen udfordret til det yderste. Mængden af sundhedsopgave overstiger hvad vi har hænder og økonomi til. Vi kan ikke blive ved med at gøre “mere af det samme” på sundhedsområdet, vi må gå nye veje.

Robusthedskommisionens anbefalinger retter sig primært mod styrkelse af selve det behandlende system. Altså hvordan får vi flere sundhedsfaglige hænder til de påkrævede opgaver. Hvordan skaber vi attraktive arbejdspladser og tid til kerneopgaven, og hvordan forbedrer vi sundhedsuddannelserne og gør dem attraktive.

Netop derfor synes det som “at tisse i bukserne for at holde varmen”, når vi i disse dage nedlægger stillinger og fyrer sundhedspersonale på hospitalerne i blandt andet Region Nordjylland. Vi får ikke flere hænder i driften eller flere studerende til at søge ind på sundhedsuddannelserne, når vi sparer på personalet. Men faktum er, at der mangler penge i de regionale pengekasser til at drive sundhedsvæsenet videre ad den vej, vi kender.

Veje man kan gå

Altså må vi finde nye veje og her har jeg et par forslag.

Lad os tage udgangspunkt i to af Robusthedskommissionens i alt 20 anbefalinger. Den allerførste anbefaling lyder således:

• Nationalt prioriteringsråd skal frigøre ressourcer til kerneopgaven.

Med andre ord; vi har fra politisk hold, brug for at “nogen” hjælper os med at udvælge opgaver som vi ikke i fremtiden skal prioritere i så højt som tidligere. Færre ambulatoriekontroller i stedet for flere. Færre kontrolscanninger, færre blodprøver og måske færre operationer? Som både læge og politiker er jeg da selv meget i tvivl om hvordan vi kommer igennem med disse prioriteringer.

Min anbefaling vil dog være følgende:

Der skal tages direkte kontakt med de faglige selskaber - altså de specialister som hver dag knokler med både at undersøge, helbrede og lave anbefalinger for hvad borgerne/patienterne skal tilbydes. Fagfolkene er kun interesseret i at gøre det bedst muligt for deres patienter, og hvis de får politisk rygdækning så kan vi helt sikkert finde områder. hvor færre kontroller, færre scanninger, færre blodprøver og mere hjælp til selvhjælp vil frigive ressourcer til de patienter, som har mest brug for hjælp.

Sådan en prioriteringsmanøvre kræver dog også at vi har en åben og inddragende samtale med borgerne om dette. Derfor har jeg også en kommentar til anbefaling nr. 3:

• Prioritering skal styrkes gennem fælles beslutningstagen, differentierede tilbud og øget egenomsorg.

I Danmark skal vi blive meget bedre til at uddanne borgerne i at tage vare på eget helbred. Vi er alle borgere og får alle med mellemrum brug for sundhedsvæsenet.  Bortset fra fødsler og barsel er et besøg i sundhedsvæsenet oftest forbundet med mulig sygdom, ængstelse og usikkerhed for fremtiden. Det er noget vi helst vil undgå, og faktisk kan mange sygdomme jo forebygges eller tilfældet mildnes ved egen eller fælles hjælp.

Helt konkret vil jeg foreslå at man i de 21 sundhedsklynger (samarbejde på tværs af kommuner og regioner og praktiserende læger) satser massivt på forebyggende indsatser sammen med borgerne. Vi har brug for patientskoler, hvor mennesker med kroniske lidelser kan møde hinanden og blive stærkere i at tage vare på eget helbred. Vi har brug for at inddrage skoler og uddannelsesinstitutioner.

Hjælp over kommunegrænserne

'Børn og unge skal have viden og sundhedskompetencer, som gør dem i stand til bedre at tage vare på eget helbred. Og så skal vi støtte politisk op omkring de forpligtende fællesskaber. Det er i sportsklubberne at både det fysiske og det mentale helbred får en booster. Det er ved korsang at patienter med KOL får trænet både lunger og lattermuskler og det er i kortklubben at den ensomme ældre, møder gamle skolekammerater og træner hukommelsen.

Det kan virke som uoverkommelige opgaver for en enkelt kommune at indlade sig på, men for et tværsektorielt klyngesamarbejde kan det give mening. Her kan vi hjælpe hinanden over kommunegrænserne og dele de gode erfaringer med hinanden og med borgerne.

I et velstående og veloplyst land som Danmark skal vi fortsat forpligte os til at tilbyde sundhed for alle. Men lighed i sundhed betyder ikke, at alle skal have det samme tilbud. Vi skal differentiere mere, vi skal prioritere mere og vi skal inddrage og samarbejde mere med borgerne og hinanden til fælles bedste.