I en situation med et aggressivt naboland og en allieret med muligvis vaklende standhaftighed er det naturligvis helt uholdbart, at Danmarks forsvar bruger sin kampkraft på interne stridigheder.

Bemærk: forsvar med lille f, idet Forsvaret som en tidligere forsvarsminister engang sagde, jo blot er en styrelse under ministeriet. En af flere styrelser, hvoraf en del af balladen kommer. Eksempelvis varetages indkøb af våben og vedligehold af kaserner ikke af Forsvaret, men af henholdsvis Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Ikke Forsvarets, som det i daglig tale og med anvendelse af almen journalistisk sjusk sædvanligvis kaldes.

De interne stridigheder mellem Forsvaret og Forsvarsministeriets andre styrelser er senest udløst af udsendelsen af en kun delvist funktionsdygtig fregat til Det Røde Hav og de deraf følgende uens redegørelser, der placerer skyld og ansvar forskellige steder, eller muligvis ultimativt ingen steder. Det må vise sig, når endnu en eller eventuelt flere redegørelser måtte fremkomme, eller måske som biprodukt af den efterforskning, som Forsvarets Efterretningstjeneste (endnu en styrelse) er sat til at udføre.

For dertil er det kommet. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har - med god grund, må man indrømme ham - en stærk fornemmelse af at blive modarbejdet af sine egne, hvilke(n) af hans styrelser de så holder til i.

Den første af de seneste redegørelser blev som bekendt lækket til TV2, men det er jo ikke første gang. Tilbage i efteråret blev den daværende forsvarschef Flemming Lentfers anbefaling af, hvad der skulle indkøbes for de mange nye forsvarsmilliarder, også lækket, og det skilte sig så meget ud fra, hvad Nato efterspurgte, at det falder nærliggende at mistænke, at lækket skulle svække Lentfer ved at udstille ham som politisk tonedøv. Til gengæld er det lige så oplagt, at seneste læk af den første redegørelse om våbensvigtet på fregatten i Det Røde Hav var designet til at tage trykket af Lentfer ved at placere aben i ministeriet.

Man forstår godt, at Troels Lund Poulsen ikke vedvarende gider det cirkus, og at han med Forsvarets Efterretningstjenestes mellemkomst vil have identificeret, hvem det er der går og lækker, så han derefter formentlig kan gøre kort proces med vedkommende. Det dur selvfølgelig ikke, at Forsvarsministeriet og dets styrelser inklusive Forsvaret er som en hullet si, når det kommer til fortrolige oplysninger.

Men når eller hvis det lykkes forsvarsministeren at gøre op med dette uvæsen, bør han tage sig tid til at give det en tanke, hvem der oprindelig viste vejen, og hvordan han selv på det tidspunkt hjalp til med det.

Nemlig da en af hans forgængere på posten, Claus Hjort Frederiksen, sad i tv og pludrede løs om en af de allerhemmeligste hemmeligheder i Danmarks efterretningssamarbejde med USA. En tilståelsessag, for “så må jeg jo risikere fængselsstraf”, sagde han koket. Først senere gik det op for ham, at det lige nøjagtig var, hvad han risikerede.

Men så ikke alligevel, for et politisk flertal rykkede sammen om Claus Hjort Frederiksen og forhindrede, at hans folketingsimmunitet blev ophævet. Hvad kunne man lære af det i Forsvarsministeriet og dets styrelser inklusive Forsvaret? At det er OK at lække, hvis formålet er at sætte en minister på plads.

Præcis det var som bekendt Claus Hjort Frederiksens ærinde i kølvandet på den daværende minister Trine Bramsens håndtering af FE-sagen, og det var det, Troels Lund Poulsen og andre af Claus Hjort Frederiksens politisk ligesindede faciliterede ved at beskytte ham mod retsforfølgning. Det kommer så tilbage til ham nu.

Det henstår indtil videre i det uvisse, om Troels Lund Poulsen har lært af forløbet, eller om hans irritation blot skyldes, at det denne gang er ham selv, det går ud over. Uanset det ene eller det andet må man for alles skyld håbe, at han lykkes med at rydde op. Det er ikke kun ham, der ikke kan leve med, at forsvaret og Forsvaret ikke holder samme retning.