En principiel strid med søgsmål på tværs af Rigsfællesskabet er nu afgjort ved Højesteret. De to danske kommuner Randers og Lolland taber igen i den retssag, som den grønlandske kommune Sermersooq tidligere har anlagt om regninger for anbringelser af dømte udviklingshæmmede grønlandske borgere.

Dermed skal Lolland og Randers kommune hver især sende penge mod nord for to dømte grønlandske tvillingebrødres anbringelser i Danmark. 

Det er den grønlandske kommune Sermersooq tilfreds med.

“Vi er tilfredse med afgørelsen, da den viser, at vores fortolkning af loven er korrekt. Som kommune må vi kun afholde de udgifter, som vi har lovhjemmel til at afholde. Det var derfor, vi reagerede i denne sag,” lyder det i en pressemeddelelse. 

Højesteretten er dog nået til en anden vurdering af betalingskravenes størrelse end landsretten. Det betyder at Randers og Lolland Kommune skal af med henholdsvis  261.454 kr. og 1.199.523 kr. 

I landsretten blev de samlet set dømt til at betale til lidt over fem mio. kr. Et beløb der også var anseeligt mindre end de knap 20 mio kr., der var det oprindelige betalingskrav fra Sermersooq Kommune. 

Borgmester i Lolland, Holger Schou Rasmussen (S), er ikke overrasket over afgørelsen, men kalder den “urimelig”. 

- Dommen er ærgerlig, men forventelig. Vi har jo godt kunne læse lovgivningen. Men det er urimeligt, at vi skal betale. For mig kommer det ikke an på, hvor stor regningen er. For mig er det ligegyldig, om det er en krone eller én million kroner - det er bare princippet det handler om, siger han.  

Efterlyser lovgivning

KL har tidligere også været inde over sagen og advarer om, at den kan få betydning for andre danske kommuner. 

“KL finder Social-, Bolig- og Ældreministeriets udmelding på området, [...], meget problematisk i forhold til den økonomiske situation, hvorefter enkeltkommuner pålægges potentielt store økonomiske udgifter,” har det blandt andet lydt i et høringssvar til Socialministeriet. 

Med højesterets dom er praksis endnu en gang slået fast, og det betyder, at nye anbringelsesdomme til allerede anbragte grønlandske borgere kan forpligte danske kommuner til at betale store beløb for potentielt livslange anbringelser.

Holger Schou Rasmussen fortæller, at han ikke har noget imod, at grønlandske borgere bliver anbragt på danske institutioner, når man netop, modsat Grønland, har de rette institutioner. 

Han mener dog, at det er uretfærdigt, at Lolland og andre kommuner kan blive forpligtet til borgeres ophold på sikrede institutioner på grund af deres beliggenhed. 

- Det er ikke fordi vi regner med en horde af grønlandske borgere, som vi skal betale for, men det er princippet i det. Det er også problematisk for borgerne, at de er anbragt 4.000 kilometer væk fra deres familie, siger han og henviser til, at borgerne kan ende i en gråzone i forhold til deres rettigheder og tilknytning til deres hjemstavn. 

Ministeriet er dog opmærksom på de problemer, som “visse danske kommuner” oplever af den nuværende retsstilstand og er i gang med at afdække mulige løsninger på problematikken. 

Tvillingebrødre midt i sag

Midt i striden på tværs af Rigsfællesskabet står to grønlandske tvillingebrødre, der flere gange er dømt for kriminalitet i både Grønland og Danmark. 

Under deres opvækst i Grønland var der flere gange indberetninger til kommunen om svigt, og episoder med brandstiftelse, butikstyveri og vold. 

I 2010 endte begge med at blive dømt for flere forhold, herunder vold og forsøg på manddrab, mens de var bosiddende i Sermersooq Kommune. Dommen fastslog, at de skulle anbringes på en sikret institution, men da Grønland ikke selv har de nødvendige institutionstilbud,  endte de på en institution i Danmark. 

Her begik de dog ny kriminalitet i form af et overfald mod en medarbejder på deres anbringelsessted i Hedensted Kommune. 

Da de modtog dommen for overfaldet, var de dog allerede skilt ad og endt på hver deres institution i henholdsvis Randers og Lolland Kommune. Og med den nye dom om vold, blev brødrene igen idømt anbringelse på en  institution for personer med vidtgående psykiske handicap. 

Samtidig overgik betalingsforpligtigelsen også til Randers og Lolland kommune ved den nye domsafsigelse. Det er netop betalingsforpligtigelsen, som de tre kommuner på tværs af Rigsfællesskabet har været uenige om, og som Højesteret nu har givet Sermersooq medhold i. 

Helt indtil 2018 var det normal praksis, at de grønlandske kommuner betalte for opholdene på de danske institutioner - også hvis borgerne begik ny kriminalitet. 

Men det blev for få år siden ændret. De grønlandske myndigheder havde opdaget, at de ifølge loven ikke var forpligtet til at betale for borgeres ophold, hvis de begik ny kriminalitet. 

Den nye fortolkning, som Højesteret nu også har slået fast, er at betalingsforpligtigelsen overgår til opholdskommunen ved datoen for domsafsigelsen. 

Den fortolkning er også tidligere slået fast af den danske Ankestyrelse. I et brev fra Socialministeriet til KL lyder det, at den historiske praksis ikke har haft “grundlag i lovgivningen”. 

Det er endnu uvist, hvornår Socialministeriet er færdigt med sin afdækning af mulige løsninger på problemstillingen for de danske kommuner. 

Holger Schou Rasmussen mener, at loven bør justeres. Og i forhold til regningen for den konkrete sag bør staten betale, for en lovgivning vil ikke virke med tilbagevirkende kraft, siger han. 

- Jeg håber, at loven bliver ændret i samarbejde med Grønland. For vi skal som kommune ikke straffes for at huse en regional institution, der er den eneste i rigsfællesskabet af den type, siger han.