Debatten om aktiv dødshjælp fik fornyet vind i sejlene, da statsminister Mette Frederiksen tog den op til Folkemødet. Om det kunne være lovligt og ønskeligt med en aktiv hjælp til at afslutte livet.

Den slags diskussioner er altid svære, da de handler om etik og personlig indstilling. Men det gør indtryk på mig, når jeg taler med fagfolk (læger, sygeplejersker, sosuer og andre). De bekræfter nemlig ikke billedet af, at uhelbredeligt syge folk ønsker at blive taget af dage. Tværtimod.

Hvis dette ønske kommer, så er det ofte de pårørende. Det kan være en barsk omgang at se et menneske man har kendt i fuld vigør pludselig ligge syg og dårlig i en seng. Man kan synes, det er helt forkert at se funktioner høre op, og at den syge er henvist til intens sygepleje og intet kunne selv. Det lyder hårdt, fordi det er hårdt. Men det skal ikke, efter min mening, være muligt, selv i den bedste mening at tage livet af folk. Selv hvis der er store smerter, kan man smertedækkes indtil det er slut.

Til gengæld er vi, også i Danmark, slemme til at overbehandle i livets sidste faser. Det gælder eksempelvis, hvis der tilkaldes ambulance med udrykning til plejehjemmet grundet hjertestop hos en patient med flere alvorlige lidelser. Det kan give mening at genoplive, men det er værd at overveje, inden det bliver aktuelt, hvad man vil gøre når det enkelte, meget syge, meget gamle menneske tydeligvis nærmer sig den død, som vi jo ikke kan undgå.

Jeg har hørt en anekdote om en meget syg, gammel dame, som lå i sengen og hørte pårørende og behandlere mumle om næste skridt i behandlingen og på stedet med klar røst bekendtgjorde: "Kan man ikke få lov at dø i fred?!"

Her var der da i det mindste nogen, der tog stilling, om man så må sige, og måske skulle vi netop tilbage til at døden godt må indtræffe ude i kommunerne i stedet for på sygehusene.

At vi ikke med vold og magt og blå blink kører måske demente mennesker på sygehuset i stedet for at de får den kærlige pleje og nødvendig smertelindring, som kunne gøre den allersidste tid varm og rolig. Måske var det værd at overveje om det netop er dér vi gør livet uværdigt - når vi forlænger ikke livet, men døden, fordi der ikke er mere liv tilbage, at holde liv i.