Vi har mere end nogensinde før brug for en omstilling til vedvarende energikilder. Mere vindkraft, flere solceller og mere biogas. Det kræver mange nye anlæg til at producere grøn energi, og det er først og fremmest kommunernes landområder, der skal levere plads til større anlæg. Det er dog ikke let at planlægge for VE-anlæg. Vindmøller på land er et godt eksempel på, at VE-udbygningen har krævet meget af kommunernes planlægning, af forvaltningerne og af politikerne, de seneste år. Denne udfordring er langt fra  slut.

Særligt regeringens nye målsætning om en tidobling af produktion fra solceller bør få kommunerne til at løfte øjenbryn. Ti gange mere solenergi er temmelig meget. Når man som os arbejder tæt sammen med energiselskaberne om nye projekter, får man en god ide om, hvad der er på vej: De kommende solcelleanlæg vil både blive mange og store i forhold til, hvad kommunerne hidtil har set. Kommunerne mangler både værktøjer og bedre modeller for den fysiske planlægning, hvis det skal lykkedes at få gennemført og vedtaget gode planer for nye solcelleprojekter.

Planlægning i to trin

Planlægningen for solceller foregår naturligt i to trin, og begge trin kan være udfordrende for kommunen: 
1) prioritering af potentielle projekter i kommunen 
2) planlægning og miljøundersøgelser for det enkelte projekt

For det sidste trin kan man lidt forsimplet sige, at proceduren for solcelleanlæg ikke er meget anderledes end for andre tekniske anlæg. Udfordringen bliver her, at man skal have tilstrækkelige ressourcer og gerne erfarne forvaltninger og politikere for at komme godt igennem planprocessen. 

Derimod er der behov for nytænkning i det første trin. Solceller er en type anlæg, der i planlægningsmæssig forstand opfører sig meget anderledes end de fleste andre anlæg, vi kender. Derfor kan vi ikke bruge så mange af erfaringerne fra planlægning af f.eks. vindmøller - selv om det er netop dét, en del kommuner forsøger sig med. Der bliver i øjeblikket gjort en del erfaringer med planlægning for solceller rundt i kommunerne, og de er langt lige gode alle sammen. En del tilgange kommer til at føre mod blindgyder, hvor planlægningen går i stå, så projekter ikke bliver realiseret. Andre steder har man derimod fat i nogle gode hjørner af, hvad der på sigt kommer til at fungere forvaltningsmæssigt og politisk i de kommende års planlægning for solceller. 

Sol kræver meget plads

I den fysiske planlægning opfører solcelleprojekter sig markant anderledes end andre typer VE-anlæg som f.eks. vindmøller. På grund af afstandskrav til naboer er vindmøller begrænsede til ganske få områder, hvor der overhovedet er plads nok. Derfor er det også begrænset, hvor mange projekter en kommune har at prioritere imellem. Solceller kan derimod opføres stort set alle steder, hvor der er lidt større marker. Det er dog langt fra sikkert, at de lokale jordejere er interesseret i det. For jordejeren er indtjeningsmulighederne for en solcellepark mindre end for et vindmølleanlæg, hvor man fortsat kan dyrke jorden. Det påvirker typen af arealer, hvor der er ønske om at lægge jord til solceller. For eksempel hvor en landmand ønsker at nedlægge landbrugsbedriften til fordel for at omlægge sine marker til solenergi. Det kan resultere i ansøgninger for tilfældigt udformede projekter, uden sammenhæng med de større linjer i kommunens planlægning og ofte uden videre hensyn til de lokale omgivelser. 

De tilfældigt udformede solprojekter er samtidig svære for kommunerne at gå ind i. En god planlægger vil søge at finde muligheder for at tilpasse arealer, frie arealer og beplantning, så det visuelt passer godt ind i lokalområdet og tager størst muligt hensyn til naboer, udsigt osv. I praksis er det dog noget af en dyne at bokse i, hvis projektansøger og markejer allerede har lavet aftaler med hinanden om arealer og økonomisk fordeling, som er sværere at rokke med. 

I Faaborg-Midtfyn Kommune er man kommet tættere på, hvordan man kan knække den kode. Først skal man erkende, at den landskabsmæssige påvirkning af omgivelserne er den største og vigtigste gene ved solcelleparker. Vi har derfor på projektniveau været med og bidraget med grove landskabsvurderinger, der giver forvaltninger og politikere et meget bedre grundlag for at vurdere projekternes kvalitet, når man også tager påvirkningen af omgivelserne i betragtning. Det er en nøgle til at få sorteret de mindre gode projekter fra, inden man går videre til den ressourcekrævende projektplanlægning i trin to. Det er også en rigtig god optakt til en konstruktiv dialog med projektansøgeren om, hvorfor nogle marker er bedre til sol end andre, når man ser bredere på helheden.   

Model for en god solcelleplan

Vi skal gribe den fysiske planlægning for solcelleanlæg anderledes an end hidtil. På den ene side skal der være retningslinjer, der sikrer, at nye store solcelleparker opføres i en rimelig overensstemmelse med kommunernes overordnede beboelses, natur- og landskabshensyn. På den anden side skal kommunerne give projektudviklerne manøvrerum til at finde områder, hvor man kan indgå aftaler med jordejeren om gode, sammenhængende lokale solprojekter. Endelig skal vi have nogle andre værktøjer frem fra kassen, når kommunerne skal i dialog med ansøgerne om at tilpasse til mere helstøbte, harmoniske projekter, der tager hensyn til det omkringliggende miljø.

I den helt korte udgave kan en model for den overordnede planlægning for solanlæg i kommunen se ud som følgende: 

* Få styr på velfungerende geografiske retningslinjer

* Indkald bredt, så man får samlet overblik over potentielle projekter

* Brug retningslinjerne til en grovsortering af potentielle projekter

* Brug landskabsvurderinger til en finsortering af egnede projekter

* Lav en prioriteret liste over de næste fire års udbygning

* Gentag processen, når kommuneplanen hvert fjerde år revideres, for at holde fokus på de bedste og nyeste projekter.