Forråelse i ældreplejen, psykiatrien, jobcentret og kommunalbestyrelsen. Debatten om forråelse har raset de seneste år antændt af diverse TV-dokumentarer, men også genkendt i hverdagen af borgere, medarbejdere og ledere. Nu har to modige kommunalpolitikere i et debatindlæg i KLs blad, Danske Kommuner, erkendt, at der også er politisk forråelse i kommunalbestyrelserne.

Medarbejdere og borgere fra nær og fjern jubler på sociale medier over selverkendelsen. 

Fisken rådner fra hovedet, som et oldgammelt ordsprog siger. Derfor er det også naturligt, at lokalpolitikerne forholder sig til deres ansvar for kulturen og forråelsen i hele den kommunale organisation.

Ifølge psykolog Dorthe Birkemose er kendetegnene ved forråelse i en organisation bl.a. ansvarsfralæggelse, resignation, mistro og negativ sprogbrug om andre. Disse kendetegn er desværre let genkendelige i det politiske liv.

Ansvarsfralæggelse smitter

I en kommunalpolitisk kontekst kommer ansvarsfralæggelsen til udtryk, når politikerne på budgetmøder overfor borgerne fraskriver sig ansvaret for den kommunale service og giver staten hele skylden for den økonomiske prioritering med formuleringer som "servicerammen er opbrugt" eller "udligningsordningen er for dårlig". Denne form for politisk ansvarsfralæggelse smitter. For så kan ledere og medarbejdere også afvise problemer og prioriteringer ved at bebrejde kommunen og politikerne, som i næste led bliver ophav til alle problemer, på samme måde som kommunalpolitikerne gør staten til skurken i deres fortælling. 

En anden variant ses, når politikere skubber ansvaret over på politiske modstandere eller forvaltningen. Længere nede i organisationen ses det som silotænkning og "blame-game" mellem forskellige forvaltnings- og budgetområder.

En del af kuren mod den her skitserede politiske afmagt er at sætte fokus på handlemulighederne på alle niveauer. Ifølge en undersøgelse fra Momentum sommeren 2022 synes kun 44 pct. af kommunalpolitikerne, at det politiske mulighedsrum i en sag er tydeligt i forvaltningens sagsindstilling.

Det er for lidt.

Både flertallet, oppositionen og direktionen har en fælles interesse i at udvide og synliggøre det politiske mulighedsrum og dermed øge den politiske kompetence og oplevelse af mestring hos såvel nyvalgte som genvalgte politikere. 

Mistro stresser

En anden oplagt mulighed for at tage fat i den politiske forråelse er at forholde sig til den mistro, der kan være imellem politikerne indbyrdes og mellem politikere og forvaltning. Den politiske kultur i et byråd eller et parti kan være så indgroet, at det kan blive svært at slippe fortidens konflikter, hvis ikke alle arbejder aktivt for det.

Derfor må udgangspunktet være, at borgmesteren som øverste leder sætter en tydelig retning og jævnligt bringer den politiske kultur og sprog på dagsordenen i kommunalbestyrelsen. Den enkelte gruppeleder og vælgerforening har et tilsvarende ansvar for den politiske kultur i partiet og mellem partierne.

Det er situationen i Aarhus et eksempel på. Her har to toppolitikere forladt politik efter bare et halvt år på grund af stress. Så nu taler de højt om udfordringerne i Aarhus byråd. Det samme vil jeg opfordre andre kommunalbestyrelser til, også når det gælder forholdet til forvaltningen.

Mistilliden til embedsmændene bliver konstant fodret i den nationale debat om mink-skandalen og Forsvarets Efterretningstjeneste. Det ligner heldigvis stadig langt fra debatten i kommunerne, hvor samarbejdet mellem embedsmænd og politikere overordnet set er godt og tillidsfuldt. Alligevel advarede Djøf på Folkemødet om politiske fyringer i kommunerne. Risikoen for, at den nationale politiske kultur påvirker kommunerne, er overhængende. Fisken rådner som bekendt fra hovedet, men den politiske forråelse i kommunerne må lokalpolitikerne selv tage fat på.

Alt andet vil være ansvarsfralæggelse.