Vi så de første tegn på en større politiske interesse for personalepleje under pandemien. Den lokalpolitiske interesse for medarbejdernes ve og vel vil kun blive større efterhånden som konkurrencen om velfærdsmedarbejderne spidser til, men det kan let gå galt. For medarbejderne er allergiske overfor tomme ord og kvalmede kager, især hvis de kommer fra politikere uden kontakt med medarbejderen på gulvet. 

Det så vi blandt andet under pandemien, hvor den politiske og øverste administrative ledelse i Region Hovedstaden sagde tak for indsatsen med en kampagne på sociale medier og honninghjerter til alle medarbejdere i den regionale sundhedssektor. Det faldt ikke i god jord. Virkede snarere som en provokation fra en fjern ledelse uden føling med hverdagen. Medarbejderne syntes ikke, det gav mening at bruge 780.000 kroner på honninghjerter, når kolleger gik ned med stress, og der manglende alt fra værnemidler og oplæring til sammenhæng i vagtplanen. Sygeplejerskerne iværksatte derfor en modkampagne, hvor politikerne i Region Hovedstaden fik honninghjerterne retur.

I 2021 blev den rollefordeling så vendt på hovedet i Frederikshavn, hvor kommunen i hvert fald i første omgang måtte forlange personalegaver retur, fordi en distriktsleder på eget initiativ havde givet sine medarbejderne en julegave, hvilket viste sig at være imod kommunens generelle retningslinjer. 

Borgmester Birgit S. Hansen (S) forklarede overfor TV2, at hvis kommunen skulle give alle medarbejdere et salt og pebersæt, ville det koste 1,1 millioner kroner, og der ville alligevel være medarbejdere, der skuffet tænkte, ”jeg har allerede et salt og pebersæt, hvad skal jeg med det?”

Taknemmeligheden over den kommunale julegave ville med andre ord ikke stå mål med udgifterne. 

Mistilliden vokser

Historien endte med, at medarbejderne fik lov at beholde deres gaver, men Birgit S. Hansen havde alt andet lige en pointe.

Hun ville hellere arbejde med personalepleje på andre måder, fordi en julegave fra kommunen næppe nogensinde vil blive vurderet som tilstrækkelig. Især ikke, hvis medarbejdere oplever manglende anerkendelse og værdsættelse i hverdagen fra såvel nærmeste leder som fra politikere og lokalsamfund. Mistilliden til politikerne er generelt stigende, og det gælder også blandt velfærdsmedarbejderne, som synes, at de har råbt op om velfærdskrisen længe uden at få en politisk reaktion. Jeg ved fra kontakt med op mod 1.000 kommunale medarbejderrepræsentanter, at afstanden mellem politikere og medarbejdere føles rigtig stor i mange kommuner. 

Politikernes rituelle taksigelser og anerkendelse af medarbejderne i taler i byrådssalen trænger også kun sjældent ned i organisationen. Så hvis politikernes interesse i personaleledelse og personalepleje ikke skal ende som årets fuser, skal dialogen og kontakten mellem politikere og velfærdsmedarbejdere gentænkes. 

Inddragelse virker bedre

Kommunerne har de sidste mange år arbejdet med nye former for borgerinddragelse og samskabelse i alt fra 17.4 udvalg til sociale medier. Det er godt for lokaldemokratiet, men hvad har det betydet for driften og medarbejderne i hverdagen? Sat på spidsen kan man spørge, om adgangen til den politiske beslutningsproces bør være større for en borger på Facebook end for en leder i en børnehave?  Hvordan sikrer de politiske processer og beslutninger, at medarbejderne bliver både hørt og set og får større indflydelse på deres eget arbejdsliv? 

Det er bare et par eksempler på spørgsmål, som kommunale beslutningstagere kan stille sig selv på baggrund af politikernes stigende interesse for personaleledelse og personalepleje. For det er en helt ny arena, som vil kræve nye samarbejdsformer og mere direkte dialog mellem politikere og medarbejdere. Er kommunerne klar til det, eller foretrækker man så alligevel at fejre jul med ”salt og pebersæt” for millioner?