Der findes ikke noget vigtigere og mere meningsfuldt end at hjælpe vores børn godt på vej i deres udvikling. Men pædagoger har samtidig et meget krævende arbejde, hvor løn og vilkår slet ikke står mål med den vigtige opgave.

Det skal de kommende overenskomstforhandlinger gøre noget ved.

Pædagoger næres fagligt af at gøre en positiv forskel for børnene. Når et barn langt om længe mestrer noget svært, vi har øvet i lang tid. Når en gruppe børn, som igen og igen skal hjælpes med at løse konflikterne, endelig finder sammen i en dyb og harmonisk leg. Eller når vedholdende relationsarbejde sikrer et tillidsfuldt samarbejde med et forældrepar til gavn for barnets trivsel.

Pædagogers oplevelse af, at vi har mulighed for at lykkes, er ikke alene godt for arbejdsmiljøet, men også for børnene. Det viser Unni Linds forskning. Hun har fulgt hverdagen i daginstitutioner og dokumenteret, at voksnes pressede arbejdsliv har stor betydning for børnenes trivsel.

Som pædagog er der en høj risiko for, at man kommer til kort i hverdagen. Jeg været allermest frustreret over mit job som pædagog, når jeg følte, at min faglighed eller de ressourcer, jeg havde til rådighed, ikke rakte. Men også når der er manglende lønmæssig anerkendelse af min og kollegernes faglighed og hårde arbejde.

Vilkårs- og ansvarschok

Ligesom mange af mine kolleger har jeg på egen krop mærket afmagten og udbrændtheden, der endte med en langtidssygemelding. Belastningen blev simpelthen så stor, at jeg ikke kunne sove om natten, få en hverdag til at fungere eller komme i nærheden af min arbejdsplads uden at mærke kvalmen bølge op i mig. Den slags situationer skal vi som parter forebygge. Alt andet er for dyrt - menneskeligt og økonomisk.

Desværre oplever alt for mange pædagoger, særligt de nyuddannede, et vilkårs- og ansvarschok, når de står med eneansvaret for en stor børnegruppe. Drømmen om at bruge sin faglighed til at skabe rammerne for det gode børneliv ender ofte som enkeltstående brudstykker i en travl og kompleks dagligdag.

Ærlig talt. Det føles som en langefinger til vores profession, når politikere og arbejdsgivere med vilje skruer ned for pædagogandelen. Når de ikke ser betydningen af at afsætte tid og økonomi til, at vi kan udvikle det pædagogiske arbejde, tage på uddannelse eller holde en pause. Og når de ikke sørger for, at vi får en løn, der står mål med vores vigtige opgave, ikke mindst. Og det er med til at udmatte en hel profession.

Professionen skal have anerkendelse

Faktum er, at lige nu er kun hver anden ansatte i daginstitutionerne pædagoger, og hver fjerde af dem er den eneste pædagog på stuen. Reelt betyder det, at ledere og pædagoger har ansvaret for en hverdag for børnene, der i praksis varetages af unge og ufaglærte, der ikke har kompetencerne. Det er en politisk falliterklæring, men det er også et wake-up call. De er nu, der skal sættes ind, så professionen får de vilkår og den anerkendelse, at flere vælger den til. 

Konsekvenserne, hvis der ikke gøres noget, kender vi fra den seneste kvalitetsrapport for dagtilbud. Hvis ikke fagligheden er til stede, halter kvaliteten. Faglighed gør altså en kæmpe forskel. Derfor skal det blive mere attraktivt at blive og være pædagog. Og altså ikke alene at tage en pædagoguddannelse, men også at bruge den i mange år. Derfor er ordentlige vilkår og løn så vigtigt!

Vi ved, at unge i dag fravælger pædagogfaget netop på grund af lønnen. Det samme gør mange af dem, der forlader faget. Samtidig er det umuligt at købe en bolig, der er stor nok til at få børn i, når du bor i de store byer, hvor pædagogmanglen er størst.

Lønnen skal op og vilkårene følge med

Hvis vi i højere grad skal kunne konkurrere med universitetsuddannelserne og som samfund vise værdien af omsorg og dygtige pædagoger, så skal lønnen op.

Men arbejdsvilkårene helt lokalt skal som sagt også følge med. Vi har brug for faglige ledere tæt på opgaven, der har næse for at nære den faglige dømmekraft og som har budgetter til at skabe løbende faglig udvikling - både i dagligdagen og via formel efter - og videreuddannelse. Ledere der selv har et psykisk arbejdsmiljø, de kan holde til, og som derfor kan være fyrtårn for en tryg og udviklende arbejdspladskultur. En kultur hvor der er plads til, at man både kan have små børn og mærke alderen i kroppen, og som har de ledelsesværtøjer, der skal til.

Rammerne for alt det bliver en del af de kommende overenskomstforhandlinger, men også af den måde vi omsætter det på i kommuner og på arbejdspladserne.

At skabe en god arbejdsplads med høj faglighed og høj kvalitet, bør i den grad være i parternes fælles interesse. Lad os løse den opgave sammen. Næste skridt er OK24.