På Claus Hjorts skrivebord i Finansministeriet stod et skilt med teksten ”Hvor skal pengene komme fra?” Det spørgsmål stillede han de ressortministre, som kom forbi kontoret med et nyt forslag. Spørgsmålet er genkendeligt fra de kommunale budgetforhandlinger, hvor det bliver stillet igen og igen af landets borgmestre og kommunalpolitikere.

Hvis politikere forivrer sig og selv glemmer at svare på spørgsmålet, så kan de være helt sikre på, at de lokale medier stiller det til dem. Ingen politiker i Danmark får lov til at komme med et forslag uden at forholde sig til økonomien.

Det sker helt rutinemæssigt og er med til at sikre at både Folketinget og kommunalbestyrelserne holder styr på finanserne og ikke bruger flere penge end budgetteret. Det er en frustrerende spændetrøje at være i som politiker, men der er en fælles forståelse af nødvendigheden, som jeg ville ønske også gjaldt på klimaområdet.

Kun en del af historien

Det er ikke blevet rutine at spørge til konsekvenserne for klimaet af et politisk forslag.

Det er efterhånden 25 år siden den tredobbelte bundlinje med de 3 P’er: Profit, Personer og Planet kom frem som en ny målestok for erhvervslivet. Virksomheder og institutioner skulle ikke kun måles på deres profit, men også på deres bidrag til social og miljømæssig bæredygtighed.  Virksomhederne fik CSR- og senere ESG-rapportering, mens CO2-regnskaber blev udbredt i kommunerne.

Alligevel er det, som om det bæredygtige fokus ikke for alvor er blevet integreret i hverdagens politikudvikling. Det er ikke blevet rutine at spørge til konsekvenserne for klimaet af et politisk forslag på kultur- og ældreområdet, hverken blandt politikerne eller i medierne.

I foråret stillede beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken (V) i København fx et forslag om, at hjemmehjælpsmodtagere i Københavns Kommune kan få en uges charterferie sydpå for kommunens regning. Helt rutinemæssigt udfordrede medierne økonomien i forslaget. Først efter en debat på sociale medier, ansporet af DR-journalist Iben Maria Zeuthen, kom der fokus på forslagets konsekvenser for klimaet og Københavns mål om at blive CO2-neutral.

På samme måde har mangen en borgmester lanceret nybyggeri af diverse institutioner, ældreboliger og så videre uden at forholde sig til, at byggeri globalt bidrager med omkring 39 pct. af de samlede klimapåvirkninger. Ligesom borgmestrene i Midtjylland kæmper uanfægtet for at bevare en lufthavn til indenrigsflyvning, samtidig med at den ene klimaekspert efter den anden taler om, at vi skal reducere flytrafikken, og Frankrig indfører forbud mod korte indenrigsflyvninger.

Eksemplerne er symptomatiske og viser, at den tredobbelte bundlinje ikke er en del af rutinen i hverken politikudviklingen eller journalistikken.

Ryd fladen for klimaet

Det har en gruppe journalister anført af Iben Maria Zeuthen sat sig i spidsen for at ændre med initiativet #rydfladenforklimaet. Initiativet fokuserer på at ændre journalistikken i Danmark, så klimaet ikke kun er et stofområde, men også en linse, hvorigennem alle politiske forslag måles og vejes.

Målet er at skabe en mediedækning, der i rette størrelsesforhold afspejler klimakrisens alvor. Det betyder lidt forenklet, at medierne ikke kun skal spørge politikerne ”Hvor pengene skal komme fra?” men også altid skal spørge ”Hvilken betydning har forslaget for klimaet?”

Nogle kommuner har taget hul på den opgave og er begyndt at forholde sig til konsekvenserne for både økonomien og klimaet i sagsfremstillinger og sparekataloger. Det er første skridt mod en ny rutine og en politisk bevidsthed, hvor beslutningstagerne både forholder sig til penge, personer og planet.

Jeg ser frem til den dag, hvor landets finansminister og kommunernes borgmestre har et skilt på skrivebordet, hvor der står ”Hvad betyder det for klimaet?”