Klumme/
Ny sundhedsstruktur bør aflive den offentlige silotænkning én gang for alle
Klumme/
Ny sundhedsstruktur bør aflive den offentlige silotænkning én gang for alle
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Som de fleste kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer ved, er det svært at træffe beslutninger i landets kommuner og regioner, før de længe ventede økonomiaftaler med regeringen er på plads. Derfor drog de fleste embedsfolk og politikere formentlig et lettelsens suk, da det efter traditionelt svært udgangspunkt alligevel lykkedes med få dages mellemrum at lande begge økonomiaftaler med KL og Danske Regioner.
Økonomiaftalerne gør det samtidig muligt at se fremad, og det er der behov for. Af alle de store opgaver, der venter om hjørnet, står Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger og det store forventede forhandlingsforløb, som følger i slipstrømmen frem mod KV25 som den klart største opgave.
Med afsæt i Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger bør det være alle partiers og politikeres ambition at bidrage til at skabe varige og bæredygtige forandringer, så borgerne endelig kan få det nære sundhedsvæsen, som de har sukket efter i årevis.
Kommissionen skal derfor bevise, at den ikke blot er en politisk syltekrukke fra Marienborg, som lukkede de svære sundhedsdiskussioner for en stund og samtidig banede vejen til ministerbilerne. For der er udfordringer nok at tage fat på.
Silotænkning får sundhedsvæsenet til at lukke sig om sig selv
Det har længe stået klart, at sundhedsvæsenet trods reformer og alle gode intentioner er fastfrosset i den nuværende struktur, og at borgerne ofte og i mange sundheds- og sygdomsforløb er fanget mellem kommuner og regioner. Succeskriteriet for god velfærd bliver alt for ofte defineret af den offentlige sektor, fagbevægelsen og mange politikere ud fra, om der er tilført flere penge til sundhedsvæsenet - men ikke rigtig om der så bliver leveret, og om borgerne reelt har oplevet værdi.
Denne logik burde ellers være afgået ved døden i 1990’erne, da Nyrup-regeringens konstante tilførsel af flere midler til sundhedsvæsenet ikke fik en effekt på ventelisterne. Det var derimod indførelsen af frit valg og private alternativer, der gav mulighed for at komme til bunds i behandlingsefterslæbet.
Derfor kan det undre, at vi bliver ved med at falde ned i den samme ideologiske økonomisnak, hvor patienterne skubbes i baggrunden til fordel for ideologi.
Tag udgangspunkt i borgernes behov - ikke det offentliges
Vi har set det i forbindelse med sidste års akutaftale, hvor de private aktører gav et afslag i prisen mod at kunne hjælpe med at nedbringe ventelisterne. Mere end et år efter aftalen er det stadig ikke lykkedes at nedbringe ventelisterne.
Det skyldes blandt andet stigende medicinudgifter, men i samme ombæring kommer vi ikke udenom, at regionerne har udvist for stor tøven i forhold til at anvende de private aktører til at indhente behandlingsefterslæbet, selvom det ellers var en del af aftalens formål. Af samme grund kan man undre sig over, at regionerne alligevel har haft ressourcer til at styrke egne tilbud og hjemtage patienter til de regionale nærklinikker.
Derfor er det min klare forventning, at de 600 mio. kr. der er afsat i økonomiaftalen til i indeværende år at nedbringe ventelister, vil resultere i en saglig anvendelse, hvor de private aktører også inviteres indenfor i processen - og at pengene ikke bare ender i nye konkurrenceforvridende tiltag, som har til formål at samle opgaverne i regionerne.
Regeringens opfordring til at inddrage private aktører og civilsamfundet i opgaveløsningerne i fremtidens velfærdssamfund skal vi tage imod ude i kommuner og regioner. For de fleste borgere er ligeglade med, hvem der leverer behandlingerne - hvilket bekræftes i en ny analyse fra Dansk Erhverv.
Gør brug af de gode erfaringer
Vi skal som lokal- og regionalpolitikere prioritere korte ventetider og høj kvalitet i behandlingen og ikke tænke i, hvilken silo opgaverne skal samles i. Derfor er det min klare forhåbning, at Sundhedsstrukturkommissionen også vil adressere dette, når de barsler med deres oplæg inden længe.
En stor del af Sundhedsstrukturkommissionens arbejde har været centreret om at skabe et nært sundhedsvæsen, som er klar til at håndtere den stigende gruppe af kronikere og multisyge, som forventes at stige kraftigt i takt med den demografiske udvikling.
Derfor bør kommissionen komme med reelle åbninger for, at vi også kan få sat fuldt tryk på øget hjemmebehandling, så folk med et i forvejen hårdt sygdomsforløb - så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt - skal have mulighed for at kunne modtage behandling i hjemlige, trygge rammer og ikke på en steril hospitalsstue. Der er ifølge Vive gode erfaringer med det, så lad os nu komme i gang med en mere fordomsfri indretning af sundhedssektoren, der tager afsæt i borgernes behov og ikke systemets.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.