Kommunen.dk
MENU

Nærhospitaler er lappeløsninger. Giv os sammenhæng og samtaler

Mangel på sammenhæng og uretfærdige geografiske forskelle præger sundhedssektoren, skriver Gigtforeningens direktør og slår et slag for helhedssamtaler.
Patienter vil ses som hele mennesker og ikke bare som en fod eller en diagnose, skriver Mette Bryde Lind. Billedet stammer fra Gigtforeningens kampagne for mere helhed i behandling.

Nærhospitaler er lappeløsninger. Giv os sammenhæng og samtaler

Patienter vil ses som hele mennesker og ikke bare som en fod eller en diagnose, skriver Mette Bryde Lind. Billedet stammer fra Gigtforeningens kampagne for mere helhed i behandling.
Foto: Gigtforeningen
5. dec. 2021
Mette Bryde Lind
METTE BRYDE LIND
DIREKTØR
GIGTFORENINGEN
Email
Mangel på sammenhæng og uretfærdige geografiske forskelle præger sundhedssektoren, skriver Gigtforeningens direktør og slår et slag for helhedssamtaler.

I hver enkelt kommune, er der rigtigt mange borgere, der lever med en kronisk gigtsygdom og har hårdt brug for hjælp fra både det nære og det specialiserede sundhedsvæsen. Rigtigt mange af dem oplever desværre, at der ikke er nogen, der tager ansvar for deres forløb, de får behandling på en række afdelinger og sektorer, hvor ingen tager ansvaret for den samlede behandling. Mange får samtidig ikke de rigtige tilbud kommunalt. Der er store forskelle på forebyggelsestilbuddene på tværs af kommunerne. Kvaliteten afhænger af, hvor i landet du bor. Og flere kommuner har slet ikke nogen tilbud.

Der er brug for kommunalpolitikere og ledere, der tager patienternes parti. Der er optaget af at give borgere med en kronisk sygdom de bedste forløb. Hvor behandlingerne ikke er opdelt, hvor man ser hele mennesket og kan forvente gode ensartede tilbud i alle kommuner.

Det er ikke rimeligt, at der skal være så stor forskel i så et lille land. Smerterne er jo de samme, om du bor i Roskilde eller Randers.

De aktuelle initiativer med sundhedsklynger og nærhospitaler er udtryk for gode intentioner om at skabe sammenhæng. Jeg synes, de forslag begynder det forkerte sted. Det er lappeløsninger i et system, der er alt for opdelt. Det er flere lag i et sundhedsvæsen med alt for mange lag i forvejen. Risikoen er, at der nu kommer flere stole, som de kroniske gigtpatienter kan falde ned imellem, og flere administrative lag, der skal koordineres. I stedet skal vi give patienterne rettigheder til sammenhæng og tværfaglige teams.

Ulighed mellem kommuner

Den kommunale sundhed varierer alt for meget i vores lille land. Vi hører fra reumatologer og ortopædkirurger på specialafdelingerne, at mange reelt ikke ved, hvad der sker med deres patienter, når de bliver sendt videre til kommunens genoptræningsforløb.

En ny Kantar-Gallup-undersøgelse viser, at kun 34 af landets 98 kommuner har bekræftet, at de reelt har et tilbud til borgere med artrose, mens 36 kommuner har tilbud til rygpatienter.

Vi hører fra reumatologer og ortopædkirurger på specialafdelingerne, at mange reelt ikke ved, hvad der sker med deres patienter, når de bliver sendt videre til kommunens genoptræningsforløb 

Gode kommunale forløb med træning og patient uddannelse har potentiale til at give store samfundsgevinster. Nye beregninger fra Kraka-Advisory viser, at patientforløb kan spare det offentlige for mellem 5.000 og 31.000 kr. pr. borger i den erhvervsaktive alder. Samlet er der derfor store milliardbeløb at hente for de offentlige kasser, ligesom virksomhederne kan beholde deres erfarne medarbejdere i en tid, hvor arbejdsmarkedet råber på flere hænder.

Ret til sammenhæng

Det bør være gigtpatienters sygdom, ikke postnummer eller pengepung, der afgør behandlingen. Det er ikke rimeligt, at der skal være så stor forskel i så lille et land. Smerterne er jo de samme, om du bor i Roskilde eller Randers. Som det ser ud nu, er der simpelthen for meget kassetænkning og for lidt patienttænkning. Løsningen er derfor ens og bindende kvalitetsstandarder i alle landets kommuner. Så ved man, hvad kommunen som minimum skal tilbyde af trænings- og uddannelsestilbud. Det er både til fordel for patienterne og samfundet som helhed.

Selvom en kronisk syg borger kan have to, tre eller fire læger på samme tid, oplever mange, at lægerne ikke drøfter behandlingen samlet. Hjertelægen ser på hjertet, gigtlægen ser på foden, og lungemedicineren ser på lungerne. Patienterne bliver i tvivl, om de får den rigtige behandling, og om deres medicin passer sammen.

Derfor foreslår Gigtforeningen, at alle kroniske patienter med komplekse forløb får ret til en årlig helhedssamtale. Det kan være den praktiserende læge eller den patientansvarlige læge, der ser på patientens behandlinger samlet, taler om den mentale trivsel, og hvad der fylder lige nu, så man sammen kan lægge en behandlingsplan for det næste år.

Færre smerter og bedre liv

Hvis politikerne for alvor er optaget af, at patienterne skal hjælpes bedre, skal vi have patientforløb uden brud og med sammenhæng i behandlingen. Derfor skal helhedssamtaler ikke blot være en mulighed, men en rettighed for alle patienter med kronisk sygdom.

Det er vores vurdering, at omkring 300.000 gigtpatienter har brug for en helhedssamtale. Hvis der sættes et beløb af svarende til tre konsultationer pr. patient, koster det omkring 200 mio. kr. Det er mindre end 1,3 promille af de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet. Og så er der ikke taget højde for, at helhedssamtalen kan føre til besparelser, fordi vi forebygger sygdomme og mindsker behovet for øvrige kontakter til sundhedsvæsenet.

Mennesker med kronisk sygdom har brug for sammenhæng i deres forløb og gode kommunale tilbud, som man kan regne med. Uanset hvor i landet man bor. Lad os tage udgangspunkt i gigtpatienterne og andre med kroniske sygdomme, når vi skal forbedre sundhedsvæsenet. Lad os skabe et system, der hænger sammen for dem og støtter kronikere i at have en aktiv hverdag med arbejde, familie og fritidsinteresser. Lad os skabe et sundhedssystem, der ser det hele menneske og tilbyder hele forløb. Det er der god økonomi i for den offentlige sektor, og det giver meget bedre liv for mennesker med kronisk sygdom. Lad os komme i gang!

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR