Jeg bliver glad, hver gang et medie beder om et debatindlæg fra mig. Således også, da Kommunen.dk spurgte om et indlæg til  ”Morgendagens Meningsdannere”. Tiltaget er godt og hensigten ligeså, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at man på den måde er med til at skubbe i en lidt skidt retning.  

Ikke fordi, jeg er i tvivl om de gode hensigter. Jeg vil ikke skyde debatredaktøren motiver i skoene, hun næppe har. Det kommer bare let til at virke som om, ”de unge” ikke er en del af den ”rigtige debat”. 

Da jeg blev valgt til Europa-Parlamentet i 2019, blev jeg det yngste medlem nogensinde. Det blev bemærket i hele Europa, og jeg fik henvendelser fra alt fra lettiske til britiske medier, der alle ville høre, hvordan jeg følte og havde det med at være ungt  parlamentsmedlem. 

Ældre mænd bliver målt politisk

I Europa-Parlamentet er medlemmernes gennemsnitsalder knap 50 år, og gennemsnitsalderen for de mere end 9.000 kandidater, der stillede op til sidste års kommunalvalg, var godt 52 år. 

I det lys kan jeg godt se, at det er usædvanligt, når kandidater på min alder bliver valgt. Men når vi så er valgt ind, så er vi det fuldt ud på lige vilkår med vores ældre kolleger, og vores stemmer vejer det samme. 

Det til trods oplever jeg igen og igen at blive set på som den ”unge kvindelige politiker”. Jeg tvivler på, mine mandlige kolleger i Parlamentet bliver behandlet eller beskrevet anderledes på grund af deres køn eller alder. De er bare politikere og bliver i højere grad målt på deres arbejde. 

Unge skal bevise mere

En af mine tyske, konservative kollegaer fortalte mig, hvor sej og dygtig, han syntes, jeg er, og at han kunne være min far og følte sig ansvarlig for at bakke mig op og beskytte mig. Det kan meget vel komme fra et godt sted. Men det eksemplificerer én til én, hvad problemet er: Et ulige magtforhold, hvor det at være ung ses som noget sårbart og skrøbeligt. 

Den slags situationer opstår tit. Det er ikke sådan, at jeg går hjem og græder over det, men jeg er meget bevidst om de fordomme, jeg bliver mødt med. Det kan let give mig en følelse af, at jeg skal arbejde endnu mere og hårdere for at kompensere for min alder, og når jeg taler med andre politikere på min alder, fortæller de det samme.

Forleden var vi til folketingsvalg, og aldersrepræsentationen blev bredere. Men også her ser vi, hvordan unge politikere møder modstand alene på baggrund af deres alder. Helena Artmann Andresen på 21 år og nyvalgt MF’er fra LA er blevet kaldt en ”pudderdåse”, og TV2 havde en historie om hende under overskriften ”Farvel til Partyland”. Sofie Lippert fra SF måtte også stille op til interview om, hvorvidt hun nu var sikker på, at hun havde erfaring nok til at sidde i Folketinget. Hun er på gaden blevet mødt med, at hun hellere bør tage sig en uddannelse end at engagere sig i politik.

Stress afskrækker

At unge politikere bliver sygemeldte med stress eller lignende er desværre ikke usædvanligt. Jeg tror, at det kan være medvirkende til at afskrække andre unge fra at engagere sig i politik, og det er ærgerligt. 

Vi har brug for en mangfoldig repræsentation i vores demokrati, hvor der ikke bliver set skævt til en, bare fordi man ikke ligner en ”typisk politiker”. Jeg er ikke ude på at melde ”Morgendagens Meningsdannere” ned, og jeg er glad for at få ordet. Men sådan et format er på en måde med til at fastholde forståelsen af, at vi er lidt udenfor og ikke kan komme til orde, uden der bliver taget særlige hensyn til os.

Jeg kan tage fejl, men jeg tror næppe, at noget medie ville slippe afsted med at have et format forbeholdt ældre.