Russiske investeringer og venskabsbyer skaber debat i kommunerne, men også før krigen i Ukraine har lokalpolitik jævnligt smagt af udenrigspolitik. Det har blot i mange år været pakket ind i kommunalt købmandskab. Nu sætter værdipolitikken nye standarder, og det er desværre ikke kommunerne selv, der driver udviklingen. 

“Kendskab giver venskab” lød rationalet bag de første nordiske venskabsbyer. Nordiske kommuner gik sammen på tværs med det mellemfolkelige og kulturelle i centrum. Det var dengang. Efterhånden som videnssamfundet tog over, blev dannelsesrejser i Norden suppleret eller ligefrem udskiftet med studierejser til hele Vesten for at importere nye idéer  til udviklingen af velfærden i kommunerne. Om det så var pædagogik i Italien, undervisning i Finland, Canada og New Zealand eller organisering med Buurtzorg-modellen i Holland.

Ud med de russiske aktier

Sikkerheds- og forsvarspolitik har de senere år i kommunerne ikke handlet om dialog over grænser, men om at fastholde og tiltrække lokale arbejdspladser på kasernerne. Samtidig er kommunernes forhold til Europa og EU især blevet defineret af jagten på penge fra strukturfondene, som i 00erne fik lokalkontorer i Bruxelles til at fokusere på fundraising frem for fred. 

Derfra tog de kommercielle interesser fart, og konkurrencestatens kommuner blev aktive i alt fra eksportfremstød for lokale virksomheder til investeringsfremme overfor multinationale virksomheder. 

“Vi har igen haft besøg af en delegation fra Kina,” pralede kommuner typisk for få år siden. I dag taler man knap så højt om den slags relationer.

For nu har værdipolitikken holdt sit indtog i den lokale udenrigspolitik. Investeringsstrategien handler ikke om størst muligt afkast. Den handler om klima, bæredygtighed, etik og moral. Det så vi senest i Vejen kommune, hvor borgmesteren først synes det blev for dyrt at frasælge de russiske aktiver i porteføljen og senere måtte rette ind efter et flertal, der ikke ville lade købmandskabet vinde over principperne. 

Frasalget af de russiske aktiver kommer i forlængelse af pres fra klimapolitiske foreninger og meningsdannere for at frasælge investeringer i sort energi. Oxfam Ibis kører samtidig kampagner for at få kommunerne til at droppe investeringer og handel med virksomheder i internationalt skattely. 

Gamle venner er blevet upassende

Værdipolitikken påvirker også kommunernes venskabsbysamarbejder. Russiske byer er ikke længere velsete handelspartnere for kommunerne, og det er de kinesiske byer heller ikke. Der var færre penge i de kinesiske samarbejder end forventet lyder en forklaring, men også i forhold til Kina spiller værdipolitikken en større rolle i dag.  

Kendskab fører ikke længere kun til venskab men også til medansvar.

Men den lokale udenrigspolitik kommer først på dagsordenen, når pressen og sociale medier sætter fokus på området. Strategien bliver svær at følge, og det ser ud som om, kommunerne lader sig lede af foreningernes værdipolitik. 

Krigen i Ukraine har tydeliggjort behovet for et mere strategisk og værdipolitisk sigte i den lokale udenrigspolitik. Hvis ikke kommunerne selv igangsætter skiftet, så vil det være medier og meningsdannere, der driver udviklingen. Det er ikke godt nok. Kommunerne skal igen selv sætte det lange lys på og stikke kursen ud.