I denne kommunale valgperiode har kommunerne taget et stort ryk på den grønne dagsorden. De fleste kommuner har fået vedtaget deres klimahandlingsplaner, og nogle er i gang med at genbesøge dem. 

Rigtige mange kommuner kan sætte flueben ved den grønne energi og alle har indført affaldssortering. Der bliver arbejdet med lokale fødevareindkøb og udtagning af lavbundsjorde. Resultaterne fra klimaplanerne er mange. Men det er ikke nemt.

 Der bliver brug for ”lokale grønne treparter”. Der skal findes løsninger på, at der bliver bygget for meget og boet på for meget plads. Byerne bliver ved med at vokse udad, selvom der er brug for, at de vokser opad, så der er plads til naturen. Transportområdet er meget vanskeligt. Gennemsnitligt er der ikke meget trængsel på cykelstierne.

Staten skaber usikkerhed

Den største udfordring lige nu og det næste år frem er imidlertid, at ingen i staten har kommunernes ryg. 

Staten skaber usikkerhed om den store infrastruktur, som skal lægge sig i bunden for det næste kapitel af den grønne omstilling. Fem eksempler fra den seneste måned: 

Jysk Backbone, der skal sende grøn brint til Tyskland, bliver ikke klar i 2028. 
Energi-ø Bornholm kritiseres for at blive for dyr. 
Borgerne vil alligevel ikke tilsluttes den fjernvarme, som statsministeren bad kommuner om at rulle ud. 
Forskerne foreslår, at regeringens dropper målet om firedobling af den grønne energiproduktion på land. 
Det går skidt med at få genanvendt den plastik, der bliver sorteret i sin egen fraktion.
I skrivende stund forlyder det, at kravene til kvælstofreduktion i næste vandplan vil blive så lempelige, at det ikke som forventet bliver den motor og prismekanisme i omlægningen af det åbne land, vi havde regnet med. 

Det skaber alt sammen usikkerhed om rammerne for den grønne omstilling lokalt.

Mere natur og europæiske målsætninger

I optakten til kommunalvalget giver usikkerheden en fantastisk spillebane for de kommunalpolitikere, som har været kritiske overfor klimaindsatsen og peget på, at velfærdsdagsordenen var vigtigere, og at klima ikke er en kommunal opgave. De kan lave ”hvad sagde jeg”-dansen og satse på genvalg til byråd og kommunalbestyrelser.

Hvad gør man så som kandidat til kommunalvalget med det grønne hjerte på rette plads? Jo, man gør det, at man springer over koblingen til regeringens 70 pct. målsætning i sin valgkamp. I stedet koncentrerer man sig om de europæiske målsætninger om mere natur og de internationale målsætninger om klimaneutralitet i 2050. 

Det handler om at kunne stå vagt om det rene drikkevand og borgerens adgang til spændende rekreative muligheder i nærheden af byen. Som de gør i Århus. Det handler om at se på muligheder for at ændre forbrugsmønstre, som de gør i København. 

Og så handler det om at fastholde, at selvom brintledningen og energi-øerne ikke kommer lige rundt om hjørnet, så vil de blive budt velkomne, og borgmestrene forventer teknologisk fremgang og beskæftigelsesudvikling i deres kølvand. Som de siger i Holstebro, Struer, Lemvig, Herning, Skive og på Bornholm og Lolland. 

Der høres stemmer i debatten fra kommunalpolitikere, der beskriver, hvordan klimatilpasningen vil skabe skønnere byer med mere vand. Som i Vejle og Roskilde. 

Det er ikke nogen let opgave, men det er klart, at hvor den grønne omstilling kobles på den store udviklingsklinge og visioner for fremtiden om mere natur, sundere mad, smukkere byer, flere karrieremuligheder og bedre naboskab længere fremme end bare de næste fire år og den kommende valgperiode – der har kandidaterne med de grønne hjerter de bedste chancer for at få opbakning fra borgerne. 

Den grønne omstilling fremmes lokalt med meget store armbevægelser. Flere end man skulle tro. Det handler om at kunne give troen på en kommune, der er på forkant teknologisk set, og hvor man styrker sit brand ved at bo.