Kommunale kuriositeter: Ærø Kommune har fundet sin nye flaghejser
Kommunale kuriositeter: Ærø Kommune har fundet sin nye flaghejser
Med en årsløn på ca. 12.500 kr. er det ikke noget, man bliver rig af. Ikke desto mindre repræsenterer det aflønningen for at hejse Dannebrog fra de to offentlige flagstænger i Ærø Kommune i Ærøskøbing på de 20 officielle flagdage i løbet af året.
Og ja, så er man rent faktisk ansat i kommunen.
Det er ret snævert, men det er ingen problemer for mig. Jeg er ret smidig og adræt. Men man skal da sno sig.
Ærø Kommunes nye kommunale flaghejser hedder Morten Aunsborg. Til daglig fungerer han som landbetjent på øen.
- Jeg er jo vokset op som præstesøn i Tranderup her på øen, så Dannebrog og flagdage har altid været en naturlig del af mit liv. Da jeg var ung, var det min opgave at stå for flaghejsningen. Det er noget, jeg altid har sat en ære i, siger han.
Morten Aunsborg er 61 år og er frisk og rørig af sin alder. Han har altid været eventyrlysten og klar på nye udfordringer. I starten af 2000’erne var han eksempelvis med i én af de tidlige udgaver af Robinson Ekspeditionen, ligesom han har været ejet både en kænguru, struds, lama og et vaskebjørnepar, der blev døbt Hans og Grethe.
- Jeg blev opfordret til at tage jobbet, og det er jeg da glad for. Jeg synes jo, vores flag er smukt og fantastisk. De traditioner, der er forbundet med flaget, sætter jeg stor pris på, og jeg elsker at se det flagre, siger han.
Du skal være tynd, tak
Det er da heller ikke alle og enhver, der kan varetage jobbet som flaghejser i Ærø Kommune. I jobopslaget var der nemlig én ganske særlig betingelse for at komme i betragtning. Flaghejseren må ikke være for tyk. I disse krænkelsestider kan det måske skurre i nogens ører, men der er en helt gyldig grund.
Ærøs kommunale flaghejser
Morten Aunsborg
61 år
Født og opvokset i den lille landsby Tranderup inde midt på Ærø
Uddannet politimand. Har arbejdet som politiassistent siden 1981 - de seneste ti år som landbetjent på Ærø. Et job, han stadig bestrider.
Blev 31. maj ansat som kommunal flaghejser i Ærø Kommune. Hans job er at hejse flaget på de to kommunale flagstænger ved Ærø Rådhus og på Dommergården i Ærøskøbing på alle officielle flagdage. Der er godt 20 officielle flagdage om året.
For at komme op til den ene af kommunens to kommunale flagstænger, der står på taget af Dommergården med byens museum og bibliotek, skal flaghejseren passere et lille 30 x 35 cm. vindue.
- Alle til samtale, havde jeg lige med oppe for at se, om de kunne komme igennem hullet. Det er ligesom et kriterie for at kunne varetage jobbet. Det kunne alle fire, der var i spil til jobbet, fortæller Martin Madsen, der er teknisk serviceleder i Ærø Kommune.
Selvom Morten Aunsborg rager 190 cm. i vejret og tvinger vægtnålen op på 90 kg., var det ingen sag.
- Det er ret snævert, men det er ingen problemer for mig. Jeg er ret smidig og adræt. Men man skal da sno sig. Og når man først kommer op, bliver man altså belønnet. Der er så flot deroppe med udsigt ud over hele Ærøskøbing og det sydfynske øhav, fortæller han.
17 til 628
Martin Madsen har ikke overblik over, hvor mange år Ærø har haft tilknyttet en decideret flaghejser. Men han kan fortælle, at tjansen er blevet en del mere profitabel, som tiden er gået.
- Det er blevet noget bedre betalt med årene, kan jeg godt afsløre. Min bror havde tjansen for 20 år siden. Dengang fik han 17 kr. om måneden. Og så måtte han ikke engang komme med til julefrokosten - det var han meget fortørnet over, siger han og bryder ud i latter.
Martin Madsens bror måtte i sidste ende se jobbet glide af hænde. Det var nemlig lige lovlig hårdt at møde op 1. januar et år, og så mistede han altså tjansen.
I dag lyder lønnen på hele 628 kr. pr. arbejdsdag. Og den dag Morten Aunsborg ikke kan kravle op på taget længere, er Martin Madsen allerede beredt.
- Jeg har rent faktisk en på venteliste allerede nu. Så når Morten går på pension, har jeg hans arvtager parat. En ung mand ovenikøbet. Eller ung og ung - han er 48. Men det er da sjovt ligefrem at have en venteliste til det her job.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.