Vi kender alle sammen forløbet. Et medie afslører en kritisabel sag i en kommune. Måske endda en regulær skandale. Det kan være på et plejehjem eller i en daginstitution, hvor svækkede ældre eller børn er blevet dårligt behandlet. Der rejser sig et ramaskrig. Medierne kræver svar og ikke mindst handling. Noget må gøres! Nogen skal have skylden!

Borgmesteren skyder skylden på forvaltningen. Eller går måske i flyverskjul. Næste skridt bliver en intern redegørelse, som hurtigt kan ende i en syltekrukke. Måske håber man i kommunen, at sagen bliver glemt, når den næste afsløring buldrer derudaf og mediecirkusset er rykket videre.

Samme manus hver gang

Sagen finder lynhurtigt vej til Christiansborg. Ordførere er ved at falde over hinanden for at komme først med fordømmelse og krav om handling nu. Først ind foran kameraet. Først på de sociale medier. Meget få af os kan sige os fri for at have bidraget til showet.

På den måde kan vi næsten på forhånd skrive manuskriptet til håndteringen af den næste skandalesag.

Ofte er det selvsagt i den bedste mening, når vi alle kaster os ind i en sag. Fordi man er reelt rystet og forarget eksempelvis over skjulte kameraoptagelser af en dement beboer på et plejehjem, som udsættes for uværdig og afskyelig behandling. Det må man som politiker reagere på. Som menneske.

Men der, hvor hele denne karrusel risikerer at gøre mere skade end gavn, er, når vi i Folketinget med udgangspunkt i en specifik sag i én kommune reagerer med nye love og regler, nye krav, flere indberetninger og mere bureaukrati. Som selvsagt herefter gælder i alle landets 98 kommuner. Har man så reelt løst noget som helst? I bedste fald er den konkrete sag løst. Men samtidig er der skabt en ny regel, mere bureaukrati.

Ansvarlig ledelse kan skabe ro

Hvordan sikrer man en mere hensigtsmæssig politisk reaktion, når dårlige sager opstår? At man reelt løser problemet uden at opstille en masse ekstra – og måske reelt unødvendigt – bureaukrati?

Et godt første skridt vil være, at den ansvarlige kommunale myndighed, typisk borgmesteren eller en udvalgsformand, tager ansvaret på sig. Tager ansvaret for at få løst det konkrete problem. Stiller sig op i medierne og svarer på kritiske spørgsmål. Ikke går i flyverskjul eller skyder skylden på andre - typisk nogen i forvaltningen, som ikke har samme mulighed for at udtale sig om sagen. 

Det vil være et meget vigtigt første skridt. For det vil gøre det langt lettere for os i Folketinget at træde et skridt tilbage. At sige, ja, det her er virkelig kritisabelt, men borgmesteren er på sagen og tager hånd om problemet. Det må vi afvente, inden vi kræver ny lovgivning og andre forhastede tiltag.

Så ville vi være nået langt.

Men det kræver selvfølgelig også, at politikere som os på Christiansborg vil være villige til engang imellem at sige nej tak til kameratid og droppe jagten på hurtige likes på Facebook.

Det er nok ikke den mindste udfordring i denne sammenhæng…