Kommunernes økonomi er presset. Meget presset. Flere kommuner forventer ikke engang, at økonomiaftalen for 2023 kan dække omkostningerne forbundet med et stigende antal børn og ældre. Det, og meget andet, sætter især yderkommunerne i en umulig situation. For hvor skal man spare? På børn, ældre, eller måske på ydelserne til udsatte borgere? 

Det er ikke et problem, som kommunerne selv kan løse.

Flere børn og ældre og stigende udgifter på det specialiserede område betyder, at den kommunale velfærd ikke kan følge med. Konsekvensen er, at der skal spares på velfærden. Og er det Alma på 4 år, der må klare sig selv på legepladsen, Jytte på 80 år der må overlades til sig selv på plejehjemmet, eller Henning og Hanne der selv må tage sig af deres fysiske og/eller psykiske problemer? 

Der skal prioriteres, men prioriteringerne må heller ikke blive urimelige. Som forhenværende byrådsmedlem og medlem af økonomiudvalget i Vesthimmerland kender jeg om nogen til dilemmaet.

Send opgaver tilbage til regionerne

Lad mig begynde med det specialiserede område.  For flere borgere end før er belastede af fysiske, psykiske og sociale problemer. Det betyder, at flere efterspørger hjælp fra kommunen, hvilket presser kommunernes økonomiske ramme. I sidste ende betyder det, at vi ikke kan tilbyde vores udsatte borgere den hjælp, de har brug for. Jeg mener, at dele af det specialiserede område skal tilbage til regionerne. Og jeg er ikke alene med den holdning. Hos Danske Regioner og Danske Handicaporganisationer bakker man op. For som de selv siger det, så ”skal det være slut med, at økonomi vægter tungere end faglighed på handicapområdet”. Det er jeg enig i.

Det demografiske træk og færre ansatte i kommunen betyder, at man forventer at mangle 24.000 offentligt ansatte i 2030, og det betyder, at vores børn ikke får den omsorg i daginstitutionerne, som et godt børneliv kræver, og at vi ikke kan tilbyde vores ældre en værdig alderdom.

Udfordringerne er ulige fordelt

Fremskrivningerne er ikke sjov læsning, når man som social- og kommunalordfører læser dem. Det bliver dog endnu mindre sjovt, når jeg også som ordfører for landdistrikter og tidligere viceborgmester i Vesthimmerlands kommune kan læse, at udfordringerne ikke vil blive lige fordelt. Er du bosat i en yderkommune, vil ovenstående tal højst sandsynligt være endnu mere røde. Det synes jeg ikke er i orden.

Som nyvalgt kan udfordringerne virke store, men jeg er af den overbevisning, at danskerne har et ønske om at bevare den velfærd, vi har opbygget gennem mange år. Og jeg synes, at det er urimeligt, at kommunerne skal prioritere mellem Alma, Jytte, Henning eller Hanne. Derfor vil jeg trække i arbejdstøjet og starte en dialog om, hvordan vi løser udfordringen. Jeg har selv mange bud, men jeg vil her starte med at slå et slag for at rykke det højt specialiserede område tilbage til regionerne, sikre det demografiske træk i den næste økonomiaftale, og sikre at vi ikke smider yderkommunerne under bussen.

Måske er utopi at tro at jeg som nyvalgt folketingsmedlem kan udrette alt hvad jeg drømmer om, men vil arbejde hårdt for at min kommunale erfaring kommer i spil – og jeg glæder mig til at tage fat.