Kommunen.dk
MENU

“Jeg samler ikke på dårlige oplevelser”

Kom med bagom Gladsaxes nye borgmester Trine Græse (S), der ikke fortryder noget i sit liv… udover et par ekstra kilo på sidebenene måske…

“Jeg samler ikke på dårlige oplevelser”

Kom med bagom Gladsaxes nye borgmester Trine Græse (S), der ikke fortryder noget i sit liv… udover et par ekstra kilo på sidebenene måske…
Trine Græse ved søen i Værebro
Trine Græse ved søen i Værebro
Foto: Stevnsborg Creative

Hvordan har dine to første måneder som borgmester været?

Jeg synes, at jeg er blevet rigtig godt modtaget. Den store udfordring lige nu er jo, at hver gang jeg skal noget, så er det første gang. Der er rigtig mange nye ting og mennesker, jeg skal lære at kende. Men jeg synes, jeg er kommet rigtig godt fra start. Der er ikke noget, der har skræmt mig. Jeg trives med det.

Har der været en situation, som har skilt sig ud, har været sjov eller anderledes for dig?  

Noget, der er helt nyt, er, når jeg er gået ind i en tøjbutik og så pludselig har oplevet mig selv stå og tænke: Hvad passer egentlig til en borgmesterkæde? Det har været lidt pudsigt.

Derudover har den største begivenhed for mig indtil nu været at holde min første tale til alle medarbejderne, som jeg er chef for nu. Fortælle om mig selv og de prioriteringer, som jeg lægger vægt på i mit politiske arbejde. Jeg følte stor opbakning. Det, synes jeg med ærefrygt, var kæmpestort.

Har du haft høj puls? Fået sovet?

Der har været travlt. Der har været meget nyt. Men der skal en del til at ryste mig. Udover at jeg måske var lidt længere om at falde i søvn natten op til min første tale - så har jeg sovet om natten.

Hvilket konkret projekt i kommunen har du mest fokus på lige nu?

Letbanen, som skal være færdig i 2024. Det er et super vigtigt projekt for Gladsaxe Kommunes infrastruktur, by- og erhvervsudvikling. Dén kommer vi, jeg, til at bruge rigtig meget tid på, særligt nu, hvor jeg er valgt som formand for Borgmesterforum og som næstformand i Letbanens bestyrelse.

Hvis du ikke var blevet politiker, så var du blevet …?

Jeg har arbejdet som bogholder og som produktionsplanlægger og har været glad for det. Men jeg har sagt i mange år, at jeg stadig ikke helt har fundet ud af, hvad jeg skal lave, når jeg bliver stor. Det tænker jeg, at jeg har fundet ud af nu.  

Noget, der er helt nyt, er, når jeg er gået ind i en tøjbutik og så pludselig har oplevet mig selv stå og tænke: Hvad passer egentlig til en borgmesterkæde?

Hvilken anden nuværende borgmester ville du helst strande på en øde ø med? Og hvorfor?

Nu er jeg så ny, så jeg kender personligt ikke de andre borgmestre særligt godt. Men jeg har lagt mærke til Erik Lauridsen fra Sønderborg. Jeg kender ham ikke, men han virker for mig som en mand med lune og fødderne dybt plantet i menneskers hverdag. Ham kunne jeg godt tænke mig at lære bedre at kende.

Hvad har været det største vendepunkt i dit liv?

Det at få børn har været det altoverskyggende største i mit liv - og at få børnebørn. Det er rigtigt stort at blive mormor. Lige så stort som at blive borgmester, ha ha.

Hvad er det første, du gør om morgenen?

Når jeg vågner om morgenen, så er jeg sulten. Det er det, det handler om.

Hvad er det mest besynderlige, en person har sagt til dig?

Jeg kan ikke komme i tanke om noget besynderligt, men jeg bliver stadig meget forundret over, når folk udtaler sig om mine intentioner uden at kende til dem. Også fordi de tit skyder forkert. Det sker ofte i mit politiske liv, men ikke kun, og jeg tænker tit: “Hvor kom dét fra?”

Kan det være, fordi du fylder meget som person? Gør du det ... fylder?

Hvis ikke man fylder noget, så kommer man ikke dertil, hvor jeg er. Hvis ikke man har en holdning til tingene, så ville det jo være den forkerte branche, jeg havde valgt. Jeg er et engageret menneske og gør mig umage med at udtrykke mig klart og tydeligt i forskellige forsamlinger. Derfor bliver jeg så forundret over, at folk drager konklusioner om noget, som jeg slet ikke har sagt. Lige for tiden hører jeg jo den der med: “Det siger hun kun, fordi der snart er valg.” Og det bliver jeg faktisk lidt ramt af. For jeg mener ting af hjertet og er ikke god til at forstille mig. Men det er selvfølgelig meget en valgkampsting og en generel holdning til politikere. Det er mere det, at folk tror, at jeg har en bagtanke, som jeg ikke giver udtryk for. Det er den største frustration som politiker. Hvordan kan man forklare, at man ikke har bagtanker? Men kan man ikke ændre på det, så må man sige pyt. Og det gør jeg også.

Det er den største frustration som politiker. Hvordan kan man forklare, at man ikke har bagtanker?

Er du en god eller dårlig taber?

Uanset om vi snakker det politiske liv eller familiespillet derhjemme, så er det spændende for mig processen; det at spille sammen, det at være sammen, drøfte noget sammen, komme til konklusioner sammen - det er det vigtige. Så går jeg ikke så meget op i, om jeg har vundet eller tabt. Målet er vigtigt, men jeg er meget procesorienteret.

Hvad er din største feminine side? Og maskuline?

Min største feminine side, tror jeg, er min prioritering af børn og familie. Nu har jeg ikke noget klart billede af det maskuline, men jeg kan godt finde ud af at holde på en hammer. Jeg synes, det er sjovt at bygge et legehus, hvis det er maskulint?!

Hvornår føler du dig lykkelig?

Det er enten sammen med familien eller sammen med gode venner i et fællesskab om et eller andet. Eller i partisammenhæng - at være sammen med meningsfæller og drøfte noget, man synes er interessant. Jeg er et ret socialt menneske.

Hvilken rolle havde du i din skoleklasse?

Jeg kan ikke finde en kasse at putte mig og en rolle ned i, tror jeg. Men jeg var den, der hjalp med lektierne. Jeg var den, man kom og spurgte om hjælp.

Var du en Kloge-Åge?

Jeg oplever ikke, at jeg er klogere end gennemsnittet, men jeg tænker, at jeg er god til at forstå og regne ud, hvordan man kan få andre til at forstå noget. Både som barn og senere har jeg været løsningsorienteret og optaget af at hjælpe andre. Jeg har altid været den, der siger: Nå, hvad kan du gøre? Og hvad kan jeg gøre? Hvordan kommer vi videre? Jeg var også med i elevrådet og som elevrepræsentant i skolenævnet, så jeg har hele tiden været engageret og handlingsorienteret.

Din største skuffelse i livet?

Jeg samler ikke på dårlige oplevelser.

Men har alt bare været godt?

Der er ikke noget i mit liv, som jeg har fortrudt. Der har været forskellige faser i mit liv, men jeg har befundet mig godt i dem alle, og når jeg så har sadlet om, er det ikke, fordi jeg har været skuffet. Kald mig et privilegeret menneske ... Så skulle det da være det med at tabe nogle kilo, som ikke er lykkedes mig at få til at ske. Dér mangler jeg rygrad. Jeg rører mig for lidt. Men nogen kæmpestor skuffelse er det nu ikke.

Hvis ikke man fylder noget, så kommer man ikke dertil, hvor jeg er.

Hvad kan give dig pip?

Mennesker, der gør små problemer til store problemer. Problemer, som i virkeligheden er luksusproblemer set i forhold til nogen med virkelig store og eksistentielle problemer. Jeg tager alle folks problemer seriøst, men det kræver et øjebliks omstilling at skulle gå fra en dialog med seriøse problemer til en problem-snak om to klasser, der skal lægges sammen, fordi der ikke er nok børn ... Nogle gange kunne jeg godt ønske, at folk ville se livet lidt mere fra et helikopterperspektiv.

Er du en “pris-prutter?”

Det kan jeg godt finde på … Nogle gange så godt, så mine børn bliver flove over mig. Andre gange siger de: “Du skal lige komme med her.”

Fordi de vil have dig væk fra situationen?

Nej. For at jeg kan hjælpe dem med at få en ordentlig pris, haha.

Hvis du så et stjerneskud i aften – hvad ville du så ønske?

Fred. Og respekt mellem mennesker.

Gladsaxe Kommune

Seks gode + en øjebæ


Hvad er dit yndlingskvarter? 

Jeg synes, Høje Gladsaxe er et meget smukt byggeri - specielt fra bagsiden henover moseområdet og de grønne områder.

Hvad er din yndlingsudsigt? 

Fra min altan på 6. sal i Værebroparken, hvor vi i øvrigt spiser alle vores måltider, medmindre der er frostgrader.

Det mest romantiske sted?

Aldershvile Slotspark.

Hvilken butik ville du ikke undvære?

Det nærmeste supermarked.

Kommunens bedste kulturtilbud?

Kulturhuset Telefonfabrikken.

Hvad vil du gerne have, at din kommune skal være kendt for?

Kvalitet i velfærden.

Den største øjebæ?

Den gamle Gladsaxe Skole.

Blå bog

  • Trine Græse (S), 56 år
  • Borgmester i Gladsaxe siden juli 2017
  • Gift med Sten.
  • Har tre døtre på 36, 33, 25.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR