Da Thomas Gyldal Petersen gik i folkeskolen, anede han ikke, at der var noget, der hed gymnasiet. Det gik først op for ham senere, da han kom hjem til kammerater, som havde akademiske forældre og store søskende, som gik på gymnasiet.

Selv voksede han op i det sociale boligbyggeri Hjortegården i Herlev sammen med sine to søskende og sin mor, der var pædagog og sin far, der var maskinarbejder. Selvom forældrene blev skilt, da Thomas var to år, var hans opvækst tryg og stabil. Forældrene bosatte sig med kort afstand, så Thomas nemt kunne løbe til og fra.

Hjortegården er i dag, som dengang, præget af stor social mangfoldighed, hvilket betyder alt for ham.

“Det er i det mangfoldige fællesskab, at vi har vigtige vinduer ind til verdener og til liv, som er anderledes fra vores eget. Det er enormt betydningsfuldt, at man kan spejle sig i forskellige miljøer - særligt for dem, hvis verden ikke er så stor, og hvor forældrenes tilknytning til arbejdsmarkedet ikke rigtig er til stede.”

Han erkender betydningen af, at han selv så, at man kunne gå gymnasievejen. På Thomas Gyldal Petersens CV står der cand.scient.pol., og han er i dag borgmester på 7. år.

Hvad har været din største triumf som borgmester?

Det har været at vende krise til fremgang. Vi har fået skabt brede budgetaftaler. Fået bred opbakning i kommunalbestyrelsen til bolig- og erhvervsprojekter. Vi bliver flere indbyggere, får skabt nye arbejdspladser - så optimismen stiger i Herlev. Og det er jeg stolt af.

Og den tungeste oplevelse?

Den 4. november sidste år blev en ung, gravid kvinde bestialsk myrdet i Elverparken. Det var en mavepuster. Det er det stadig - også fordi morderen ikke er fundet endnu. Vi var en by i sorg, og folk var bange. Hændelsen satte en dagsorden og en stemning i vores by, som vi har arbejdet rigtig meget med: Hvordan kunne vi skabe tryghed og hjælpe hinanden i Herlev?

Sammen med borgerne har vi nu udviklet en trygheds-app, hvor man kan indrapportere, hvis der er noget, der gør en bange. Og er man utryg ved at lufte sin hund, så er der borgere, der hjælper med det. Vi har også iværksat et stort lysprojekt i Elverparken, som åbner her i november. Det første lysprojekt ud af fire, som skal gøre os trygge, når vi færdes der. Det hedder nu ‘Herlev passer på Herlev’.

Det har været - og er - rørende at se og opleve, hvordan alle i det her mørke står sammen og hjælper hinanden.

Hvilken anden nuværende borgmester ville du helst strande på en øde ø med? Og hvorfor?

Min gode kollega Erik Nielsen i Rødovre, som jeg har kendt i rigtig mange år, også før jeg blev borgmester. Han er en særlig god ven og én af dem, jeg søger råd og vejledning hos. Han er erfaren uden at være belærende, og han har respekt for det, jeg kan, så han er ikke alfaderlig. Han har hjulpet mig meget. Vi ser også ishockey sammen. Men på isen er vi store rivaler.

Hvordan leder du?

Jeg gør mig umage med at sætte en klar politisk retning. Hvad er det for en rejse, vi er på? Hvad er målet? Jeg sætter barren højt og har høje forventninger til, at folk kan løfte opgaverne. Jeg giver dygtige mennesker plads til, at de kan fylde deres roller ud. Men der er ingen tvivl om, at der er mennesker både i det politiske rum og også blandt vores medarbejdere, der synes, at jeg er en type, der stiller store krav, og som gerne vil have, at tingene sker hurtigt og effektivt. Jeg er et utålmodigt menneske. Og kæmper, når jeg synes, at ting går for langsomt. Jeg er meget: For fanden, vi kan jo se, at det her ikke virker … lad os få det til at virke nu, ikke?!

Er der noget i dit arbejde, der fylder for meget? Noget du gerne ville være fri for?

Alle de statslige benspænd. Styringen af den kommunale økonomi. Anlægslofter- og budgetter, som gør, at vi ikke kan gøre, som vi vil - også selvom vi har finansieringen på plads til at løfte og udbrede vores servicetilbud. Derfor er der noget i den statslige styringsmekanisme, som grundlæggende er helt forkert tænkt. Dybt generende. Af og til kunne jeg godt tænke mig at være en stat i staten og være helt fri af det der Folketing.

Hvad synes du selv er det klogeste, du har sagt?

Det er tak! Man skal huske på, at hver eneste gang noget går godt, så er det fordi, andre har gjort en forskel - der er ingen, der skaber resultater alene. Jeg takker stort set hver dag - for al den støtte og opbakning, der er for den socialdemokratiske sag.

Og hvad er det klogeste, Thomas som privatperson, har sagt?

Det er ja! Da præsten spurgte, om jeg ville giftes med min kone. Det var en meget klog beslutning. Og når alt kommer til alt vigtigere end alt det andet, man render rundt og laver. Og det kan man nogle gange godt komme til at glemme i en travl hverdag. Det er vigtigt at gøre sig umage med at spille en rolle for andre - det siger jeg også til min børn.

Hvem eller hvad kan få dig op i det røde felt?

Det gør mig tosset, at det stadig, på trods af måske 50 års ihærdighed, ikke er lykkedes os at få gjort noget ved den negative sociale arv. Og jeg bliver tosset, når andre politikere eller borgere negligerer eller udtaler sig nedladende omkring den opgave. Som sagt er jeg vokset op i Hjortegården, hvor jeg har set mennesker leve hårde og usunde liv med kort levetid. Jeg har set, hvordan mennesker kan falde til bunds, hvis der ikke er nogen til at hjælpe dem.

Hvilket råd ville den, du er i dag, give dig selv som teenager?

Husk at tale med dine bedsteforældre! Jeg ærgrer mig rigtig meget over, at jeg ikke fik stillet mine bedsteforældre alle de spørgsmål, som jeg savner at få svar på i dag. Fortællingerne om de store skelsættende verdenshistoriske begivenheder, verdenskrigene, deres tanker og oplevelser med den kolde krig, fremvæksten af velfærdssamfundet, deres egen rolle i det? Nu er det for sent. Den autentiske familiefortælling og stemme er væk.

Hvilket karaktertræk kan du bedst lide ved dig selv?

Jeg har det bedst med at tale lige ud af posen. Sådan har jeg altid haft det. Jeg har altid hadet sociale sammenhænge, hvor folk går og putter med tingene. Det med at skulle prøve at regne ud, hvad folk mener eller tænker - det er ikke mig. Jeg sætter pris på, at man ved, hvad man får og står overfor - ved andre og ved mig selv.

Oplever du, at det bliver taget godt imod? At være direkte?

Ja, det synes jeg. Som tidligere nævnt, jeg synes, det er vigtigt som øverste leder at vise en klar retning, og det kan man ikke, hvis man putter et ‘måske’ ind i hver sætning. Folk skal have klare pejlemærker. Jeg siger min mening, også når der opstår konflikter. Men det er klart; det betyder, at der er folk, der slår sig på mig. Og jeg er bevidst om, at når folk slår sig på mig, så virker det mere voldsomt i kraft af min position, så det tænker jeg da over.

Og hvad kan du mindst lide?

Altså … mit temperament. Som i øvrigt blev meget synligt, da jeg som 25-årig smadrede mit knæ i fodbold, så jeg ikke kunne spille mere … Men mit temperament er også en vigtig drivkraft. Havde jeg ikke det, så ville jeg nok ikke være i stand til at holde momentum og holde bevægelse i alle de ting, som jeg er dygtig til at holde bevægelse i. Når jeg er irriteret, er det godt for mig at gå tur med vores hunde; Blixen og Ella. En lille fransk bulldog og en stor fransk Mastiff. Navnene er demokratisk valgt af familien, haha.

Man siger, at man vælger hunde, der matcher ens personlighed …

Det er i alt fald hunde, der er relativt karakterfaste. Jeg kan godt lide hunde med personlighed og som ved, hvad de vil. Som ikke bare sætter sig, fordi man siger ‘sit’, men som ser på en med et blik, der siger: Og hvorfor er det lige, du vil have, at jeg skal sætte mig ned?

Har du en drengedrøm, du endnu ikke har udlevet?

Ja. Hver eneste gang fodboldlandstræneren skal udtage spillere, så sidder jeg og håber på, at han ringer efter mig, ha ha. Fra jeg var seks, til jeg var atten, var jeg stort set på en bold, og indtil jeg blev 17-18 år, havde jeg en naiv drøm om, at jeg ville blive opdaget. Men jeg var ikke dygtig nok. Desværre. Drømmen var ellers at spille i Liverpool.

Hvilket (selvoplevet) årti mindes du med størst glæde? Og hvorfor?

90’erne. Jeg har altid været dybt engageret i samfundsspørgsmål. Murens fald, Sovjetunionens fald, Østblokkens sammenbrud - den der oplevelse af at være ung i en tid, hvor demokratiet vandt over diktaturet, og hvor en spirende optimisme og fremtidstro brød frem. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig. Og så var det også det årti, hvor jeg gik fra barn til voksen. Kom på gymnasiet, fik kærester, startede på universitetet - skabte mig selv som professionelt menneske.

Hvilken rolle falder du tilbage i, når din gamle skoleklasse mødes til jubilæum?

Jeg bliver hurtigt ham, der taler meget, og ham som hele tiden synes, at vi skal sætte Wham! på. Der er mange, der taler meget, på forskellig vis, i min gamle klasse, men jo, jeg er meget talende og kan godt komme til at fylde meget. Jeg er dog blevet lidt mere rund med årene, lidt mindre skråsikker. Ikke som i gymnasiet, hvor jeg nok var lidt en ‘pain in the ass’. Jeg kan huske, at mine klassekammerater skrev i min blå bog: ‘Prøv at lytte lidt til os andre. Vi er faktisk ikke idioter alle sammen,’ haha.

Når jeg ser et dansegulv, så …

skynder jeg mig i baren og bruger mit knæ som undskyldning for ikke at danse. Jeg er en håbløs danser.

Hvornår blev du for alvor voksen?

Det er klart, at når man får børn, stifter familie, bliver valgt til kommunalbestyrelsen som 22-årig ... så bliver man voksen.  Jeg tror, det handler meget om det med at få ansvar for andre.

Hvis du så et stjerneskud i aften – hvad ville du så ønske?

At mine børn vil finde godt og lykkeligt fodfæste i den utrolig hastigt udviklende verden, der venter dem forude.