Kommunen.dk
MENU

Jeg er helt vildt dårlig til at sige nej

Fanøs nye borgmester er vokset op på øen. Som ung havde hun stor udlængsel og var i flere år ude at snuse til verden, før hun vendte snuden hjem igen – til et mere ‘easy going’ liv som fannik. Kom med bagom Sofie Valbjørn (ALT) der efter en tumultarisk valgperiode nu glæder sig til at udvikle Fanø på helt nye måder.

Jeg er helt vildt dårlig til at sige nej

Fanøs nye borgmester er vokset op på øen. Som ung havde hun stor udlængsel og var i flere år ude at snuse til verden, før hun vendte snuden hjem igen – til et mere ‘easy going’ liv som fannik. Kom med bagom Sofie Valbjørn (ALT) der efter en tumultarisk valgperiode nu glæder sig til at udvikle Fanø på helt nye måder.
Alternativets nye borgmester er en anden støbning, mere kommunikativ, end den tidligere borgmester Erik Nørreby - og det kommer man til at mærke på Fanø, siger Sofie Valbjørn.
Alternativets nye borgmester er en anden støbning, mere kommunikativ, end den tidligere borgmester Erik Nørreby - og det kommer man til at mærke på Fanø, siger Sofie Valbjørn.
Foto: Alternativet, Polfoto.

Spørger man Sofie Valbjørn, hvad der har været hendes livs længste minutter, nævner hun to situationer. Den ene var, da hun stod på skadestuen med sin paniske tre-årige søn og måtte holde ham fast, mens han fik syet en flænge i hovedbunden uden at have fået nok bedøvelse. Den anden situation fandt sted på valgnatten i november 2017.

- De minutter, da jeg sad i byrådssalen​ den fredag, og vi skulle lande konstitueringen, og jeg ikke vidste, om jeg blev valgt eller ikke valgt - de var rimelig lange. Ville vi tabe det hele på gulvet? Havde jeg nu den opbakning, jeg var blevet lovet?

Kommunalvalget blev som bekendt hverken noget enkelt eller hurtigt overstået forløb på Fanø. Faktisk landede det hele først en lille måned efter valget – og altså med Sofie Valbjørn som den nye borgmester.

Fortæl om forløbet; hvad var det, der skete?

- Der skete det på valgnatten, at vi samlede os i en syvmands-gruppe, som Miljølisten dog forlod sidst på natten. Vi konstituerede os med Kristine Krog (L) som borgmester, men allerede dagen efter kunne vi godt se, at vi burde have inviteret bredere ud i stedet for at lukke den. Det var vi helt enige om, at vi ville gøre. Så fortællingen i medierne om, at Kristine alene pludselig bare meldte ud, at det ville hun - det passer ikke. Set fra min stol gik der kludder i den efterfølgende proces, fordi der var for meget fokus på egne poster frem for politisk indhold og samarbejde. Kristine lykkedes som forhandlingsleder ikke med at trække af og lande en aftale, og til sidst måtte vi opgive og nøjes med en seksmands-gruppe. Og det var dér, de andre kom og hørte, om ikke jeg ville sætte mig for bordenden og prøve at lande en bredere konstituering. Men det lykkedes desværre heller ikke for mig. Den gruppe, jeg var gået fra, ville slet ikke i dialog med os, selvom vi var villige til at tilbyde dem både ekstra poster og indflydelse på det politiske indhold. Men vi har forsøgt at række hånden ud og også formuleret en konstitueringsaftale, som jeg tænker, de andre kan genkende sig selv i, og der er som udgangspunkt en stor villighed til samarbejde.

 Selvom Sofie Valbjørn karakteriserer sig selv som en, der er god til at følge sin mavefornemmelse, så lærte valgkampen hende alligevel, på den helt hårde måde, vigtigheden i at holde fast i sig selv. Ikke ligge under for presset. For der var i den grad pres på, fortæller Sofie Valbjørn.

- Jeg blev meget overrasket over at opleve hele den her magt-ting, hvor stærkt et politisk spil der er i en lille andedam som vores. På Christiansborg, ja. Men på Fanø?! Det gør mig samtidig stædig - og holder mig fast i vigtigheden af at arbejde for en ny politisk kultur, hvor vi har fokus på det politiske indhold.                                                                                                                               

   Jeg vil gerne det hele. Jeg er for eksempel altid den, der ikke kan lade være med at række fingeren op, når der skal vælges en kontaktforælder.

Hvordan oplever du stemningen omkring dig og hele udfaldet i dag?

- Det skabte en del postyr, at jeg gik fra den aftale, vi først havde lavet, og mange var skuffede og vrede og kunne ikke forstå, hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde. Men jeg har forsøgt at formidle min version af forløbet, og nu oplever jeg i stigende grad forståelse for mine valg, og folk er spændte på, at vi kommer i gang med arbejdet.

Fanø har haft den samme borgmester siden 2005; nemlig Erik Nørreby fra Venstre. Nu får øen så en alternativ kvinde som borgmester. Hvordan kommer fannikerne til at mærke dén forskel?

- Forskellen på mig og Erik er stor. Jeg er en helt anden støbning, end han er, og det kommer man til at mærke på Fanø. Jeg er mere kommunikativ, end han er. Med ham er der truffet beslutninger - også svære beslutninger, men der er ikke gjort så meget ud af at forklare bevæggrunde og sammenhænge. Der er jeg anderledes. Jeg mener, vi bliver nødt til at udvikle Fanø anderledes - mere sammen med borgerne, så jeg vil gå meget mere i dialog med borgere og medarbejdere, end Erik har gjort. Men jeg oplever, at der er en gensidig respekt mellem ham og mig, og jeg tror, at vores samarbejde bliver rigtig godt.

Selvkørende midterbarn med udlængsel

Sofie Valbjørn er vokset op på Fanø, som den midterste i en søskendeflok på fire. Hendes forældre blev skilt, da hun var ni. Typisk midterbarnsagtigt fandt hun sine egne veje at gå. Hun var selvkørende og også dygtig i skolen.

- Karaktermæssigt var jeg en 12-talspige, men ikke på den stille og pligtopfyldende måde. Jeg var ret dominerende - meget aktiv og snakkende og havde en mening om alting.

Sofie Valbjørn fik tidligt udlængsel. Hun ville ud og opleve verden. Hjemme havde de altid haft mange udvekslingsstuderende boende til stor inspiration for Sofie. Så da hun var 16, rejste hun til Mexico i et år - og da hun vendte hjem var udlængslen endnu større. Så efter gymnasiet tog hun af sted igen - denne gang til Belgien for at arbejde. Her mødte hun manden i sit liv, Olivier.

Fortæl om mødet med din belgier.

- Jeg mødte ham på en restaurant, hvor jeg arbejdede. Jeg skulle stå i baren og se lækker ud-agtigt og tale med kunderne - uden at kunne sproget. Så jeg øvede mig på et fast repertoire af restaurant-floskler. Og så kom Olivier som gæst, og jeg syntes, han var ret sød. Han kom tilbage dagen efter, og ret hurtigt blev det så til, at jeg skulle ikke stå der og hænge med gæsterne! Så inviterede han mig ud, og så blev vi kærester. Efter vi havde tilbragt et par år ude i verden med at rejse og arbejde, tog jeg hjem til Danmark, fordi jeg ville videre med mit liv, begynde at studere.

Lidt efter fulgte Olivier og sammen flyttede de til København og siden Helsingør og stablede uddannelser, hus og børn på benene.

   Jeg blev meget overrasket over at opleve hele den her magt-ting, hvor stærkt et politisk spil der er i en lille andedam som vores. På Christiansborg, ja. Men på Fanø?!

For fem år siden flyttede I så - hele familien - tilbage til Fanø. Hvordan har det været?

- Vi søgte et andet liv med mere plads til spontanitet og kvalitet. Jeg var dog usikker på, om øen kunne få os ud af hamsterhjulet, eller om det bare var en romantisk forestilling? Men det kan Fanø. Jeg har aldrig haft så socialt et liv som her. Ungerne kan være med til det meste, og man kan bare lige bære dem hjem, for alt ligger lige rundt om hjørnet. Livet her er bare mere easy going.

Hvad synes du selv, at du er god til som menneske?

- Jeg er generelt god til at forfølge min mavefornemmelse. Jeg bliver ikke siddende i noget, som ikke er godt for mig. Og hvis jeg alligevel kommer i tvivl, så er min mand god til at sige: “Nu holder du fandme op og gør, som du havde tænkt, du ville gøre.”

Er der noget, du ikke er god til?

- Jeg er helt vildt dårlig til at sige nej. Jeg vil gerne det hele. Jeg er for eksempel altid den, der ikke kan lade være med at række fingeren op, når der skal vælges en kontaktforælder. Eller som da min ven Jesper, som laver Fanø Vesterland, en lokal festival herovre, spurgte mig, om jeg ville være formand for festivalens bestyrelse. Da havde jeg lige besluttet mig for at stille op til kommunalvalget, min mand var i England og studere, jeg var alene med drengene - timingen var mildest talt dårlig. Så jeg sagde nej, men han overtalte mig til lige at drikke en kop kaffe. Da kaffen var drukket, var jeg formand for bestyrelsen.

Hvad er dit nytårsønske for Fanø?

- Mit nytårsforsæt for Fanø er, at der kommer bedre forudsætninger for iværksætteri, som kan styrke den grønne omstilling og skabe endnu bedre rammer for turismen på Fanø.

Og dit personlige nytårforsæt?

- Det er, at jeg skal være der noget mere for mine unger. Det skylder jeg dem simpelthen.

Så der skal fingeren holdes nede i lommen?

- Ha ha, ja det skal den!

BLÅ BOG:

Sofie Valbjørn (ALT), 42 år.

Borgmester på Fanø Kommune fra januar 2018.

Uddannet Cand. Scient. Soc.

Gift med Olivier.

Har sammen tre drenge på 15, 12 og 5.

                                                                                                        

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR