Flere regeringer har de seneste 40 år haft et ønske om, at private virksomheder skal overtage en stor del af de fælles offentligt finansierede opgaver. Den officielle begrundelse var - og er stadig - at det ville effektivisere og udvikle den offentlige service. Altså nærmest billigere og bedre for skatteyderne.

Det har imidlertid ikke været i de skiftende regeringers store interesse at få undersøgt resultaterne - eller nærmere konsekvenserne - af den “frisættelse” som konkurrenceudsættelsen og “det gode samarbejde “ mellem offentlig og privat.

Virkeligheden er da også en ganske anden. 

Privat er dyrere. Altid

I regionerne er vi fuldt bevidste om at privathospitalerne tjener stort på at udføre behandlinger, som der ikke er kapacitet til i vores eget offentlige sundhedsvæsen. 

Det er dyrere. Altid. 

Det udvidede frie sygehusvalg som er knyttet til patientrettigheder, betyder at når regionerne ikke selv har økonomi til at have kapaciteten, der er behov for, så får regionerne lov til at betale for behandlingen på privathospital. For penge som regionen ikke har - for havde regionerne dem, så havde regionerne jo øget kapaciteten og givet flere patienter mulighed for at få den nødvendige behandling.

En særlig måde er OPP - Offentligt-Privat Partnerskab - som især bruges på anlægsområdet. Her tænkes i forskellige modeller anlæg, drift og vedligehold sammen. Private opfører og drifter i forskelligt omfang, regionerne betaler årligt OPP afgift og forpligter sig til tilbagekøb efter 20-30 år.

Statsrevisorerne undersøgte i 2021 beslutningsgrundlaget i staten og regionerne forud for beslutning om OPP. Konklusionen fra statsrevisorerne var ganske klar: Regionerne har ikke haft dokumentation for, at fordelene ved OPP-projektformen opvejer de forøgede finansieringsomkostninger. Bemærk hvordan statsrevisorerne nævner, at forudsætningen allerede i udgangspunktet er forøgede finansieringsomkostninger.

Færre penge til velfærd

Og der er tale om ganske meget forøgede finansieringsomkostninger. De business-cases der lægges frem, viser mellem 50 pct. og 100 pct. dyrere - en fordyrelse som ville kunne bruges på mere sundhed og flere sundhedsydelser i stedet for i private lommer.

Og uden dokumentation for at denne finansieringsform skulle være en fordel - hvad det jo også skriger til himlen om at det ikke er – men det har ikke hindret flertallene i regionsrådet i at vende det blinde øje til og stemme økonomiske katastrofeprojekter igennem.

Fra den kommunale verden er det velkendt, at fællesskabets penge til udsatte børn, unge og voksne ender i private millionærers lommer, når overskuddet trækkes ud. Overskud som ville kunne være brugt til kompetenceudvikling, flere kolleger og mere offentlig velfærd.

Det har ingen borgere imidlertid gavn af – om man er patient, skolesøgende barn eller udsat barn, ung eller voksen på et botilbud. For når overskuddet og merbetalingen er faldet i de private lommer, så er der kun færre penge til velfærd.

Private leverandører til offentlige sundheds- og velfærdsløsninger er ikke en del af løsningen, men entydigt en del af problemet.