Kommunen.dk
MENU

Kronik/

I Hvidovre hjælper sundhedsplejersker unge med trivsel og seksualitet 

Tilbud til unge efter grundskolen. Dejligt med et sted, der er for os, lyder tilbagemeldingen fra de unge om UngeLiv i Hvidovre.

Kronik/

I Hvidovre hjælper sundhedsplejersker unge med trivsel og seksualitet 

Tilbud til unge efter grundskolen. Dejligt med et sted, der er for os, lyder tilbagemeldingen fra de unge om UngeLiv i Hvidovre.
Unge kan komme og tale med en sundhedsplejerske om prævention, præstationsangst, stress, rusmidler, spiseforstyrrelser og hvad der ellers fylder. Det er med til at lukke et hul, der opstår, når de unge forlader grundskolen, og kontakten med sundhedsplejersken stopper, og der ikke længere er noget, der hedder seksualundervisning.
Unge kan komme og tale med en sundhedsplejerske om prævention, præstationsangst, stress, rusmidler, spiseforstyrrelser og hvad der ellers fylder. Det er med til at lukke et hul, der opstår, når de unge forlader grundskolen, og kontakten med sundhedsplejersken stopper, og der ikke længere er noget, der hedder seksualundervisning.
Foto: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix
19. sep. 2023
Harun Demirtas
HARUN DEMIRTAS
1. NÆSTFORPERSON
DANSK SYGEPLEJERÅD
Email
Sannie Gøtze
SANNIE GØTZE
SUNDHEDSPLEJERSKE, DAGLIG LEDER
UNGELIV
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Vi har hørt det igen og igen. Det går den forkerte vej med de unges trivsel, og særligt de 16-24-årige scorer lavt på skalaen over mental sundhed. Den dårlige mentale sundhed har store konsekvenser for de unges livskvalitet og kan udvikle sig til decideret psykisk sygdom. Derfor er det også noget, vi bliver nødt til at tage alvorligt.

Området er komplekst, og intet enkelt tiltag kan stå alene. Vi er i en situation, hvor der er brug for at gøre flere ting, hvor der skal tænkes nyt, og hvor vi skal lade os inspirere af de gode erfaringer, der er. 

Et godt eksempel på det sidste er Hvidovre Kommune, som med midler fra en pulje i Sundhedsstyrelsen har valgt at investere i et nyt tilbud til unge. I nyoprettede lokaler, hvor der også er klinik, kan unge nu komme og tale med en sundhedsplejerske om prævention, præstationsangst, stress, rusmidler, spiseforstyrrelser og hvad der ellers fylder. 

Det er med til at lukke et hul, der opstår, når de unge forlader grundskolen, og kontakten med sundhedsplejersken stopper, og der ikke længere er noget, der hedder seksualundervisning. Tilbuddet hedder UngeLiv og er placeret i rare omgivelser tæt på kommunens fire ungdomsuddannelser og jobcenteret. Teamet er ledet af en sundhedsplejerske, men har derudover både en anden sundhedsplejerske, en pædagog, en gynækolog, en jordemor og en sygeplejerske tilknyttet.

Trivselssamtaler registreres ikke som fravær

I UngeLiv kan de unge komme til drop-in to gange om ugen, hvor de kan blive testet for kønssygdomme, få hjælp til prævention og rådgivning om alt det der vedrører deres mentale trivsel. 

Tilbagemeldingen fra de unge er, at det er dejligt med et sted, der er for dem. De oplever med deres egne ord, at det er "walk of shame", når de skal testes for kønssygdomme hos lægen. Den er væk her, og nogle gange kommer de op til fem sammen. Så kan der også tages en snak om prævention. Er man ung i Hvidovre Kommune kan man få gratis kondomer og spiral samt gratis p-piller de første tre måneder. Der er en gynækolog tilknyttet, som kan sætte spiral op. 

UngeLiv tager også ud på ungdomsuddannelserne nogle timer hver uge. Her tilbyder en sundhedsplejerske og en pædagog samtaler og øreakupunktur (NADA) mod blandt andet eksamensangst. Det tiltaler de unge, at det er uden samtale, men så kommer snakken måske alligevel. Skal eleverne til trivselssamtaler bliver det ikke registreret som fravær. 

Et initiativ der aflaster og forebygger

UngeLiv lukker ikke bare et hul, det kan også aflaste andre steder i systemet. Eksempelvis på ungdomsuddannelserne, hvor de unge har en studievejleder, men mange af de unges udfordringer handler om andet end skolen. Her kan UngeLiv aflaste studievejlederne.

På samme måde kan den praktiserende læge skubbe de unge i retning af UngeLiv, hvis der er lang ventetid på psykologhjælp. Det er sket i flere tilfælde og kan være med til at forebygge, at dem, der bare har det lidt skidt, når at få det meget skidt. 

Siden åbningen i november 2022 har UngeLiv været i kontakt med ca. 460 unge. Og tallet vokser. Det har indledende taget noget tid at få gjort opmærksom på tilbuddet. Derfor har sundhedsplejerskerne været meget opsøgende og er mødt op til sundhedsdage på skolerne, besøg på ungdomsuddannelserne og undervisning af 8. klasserne. Der er også blevet sendt en besked ud i de unges e-boks, om at der var åbent for test over sommeren. 

Det er selvfølgelig svært at vurdere forebyggelsespotentialet, og den forskel tilbuddet gør. Når projektet udløber med udgangen er 2024 skal et eksternt konsulentbureau samle op og evaluere projektet. Vi er ikke i tvivl om, at det gør en positiv forskel på mange planer. 

En model der kan skaleres op og ned

UngeLiv har også mulighed for at tilbyde gruppeforløb i for eksempel mindfulness. På den måde kan tilbuddet fungere i større og mindre udgaver, og ikke mindst tilpasses efterspørgslen fra de unge selv. 

Udgangspunktet er, at der overhovedet findes et tilbud, hvor unge efter grundskolen kan møde op og få hjælp, hvis de ikke trives mentalt eller har spørgsmål om seksualitet. 

Ros til Hvidovre Kommune for at åbne øjnene op for sundhedsplejerskernes kompetencer og ros til Sundhedsstyrelsen for at skyde penge i dette fælles projekt. 

Vi håber, at flere kommuner lader sig inspirere.  

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR