Det er ugen før, kommunalvalget 2017 eksploderer. Michael Ziegler byder velkommen på sit kontor. Der er kaffe på kanden, smilehuller i kinderne og bunker af rod bag ham på hans skrivebord. Han rækker ud efter fjernbetjeningen. Lyden af TV2 News nyhedsjingle fylder rummet, og dagens tophistorie om den politianmeldte medarbejder i KL toner frem på fladskærmen. Michael Ziegler undskylder. Han skal bare lige høre, om der er noget nyt i sagen. Det er der tydeligvis ikke, for han slukker hurtigt igen.

“Der kan jo desværre være brodne kar i alle organisationer. Men det rydder man op i … ledelsesmæssigt. Så er den ikke så meget længere, set med mine øjne,“ siger han og sætter sig.

Han dvæler ikke ved sagen, for han ved godt, at vi ikke skal snakke så meget om politik. Vi skal snakke om Michael, manden bag politikeren. Manden, der aldrig har været gift eller fået børn.

Men er der en samlever? Vil den ‘Blå bog’ vide.

“Nej, men der er en kæreste. Jeg har faktisk altid boet alene på nær lige, da jeg var 21 år, hvor jeg kortvarigt boede med en kæreste.”

Michael Ziegler famler en anelse, men lyder alligevel, som om han har bestemt sig for, at det her emne tør og vil han godt fortælle om.

“Det har ikke været et aktivt valg at bo alene, men mere et spørgsmål om, om man lige finder den rigtige og sådan noget … Der har været forskellige kærester gennem tiden; ikke fordi jeg er en charlatan, men det har været sådan, det har været.”

Den nye kæreste vil Michael Ziegler dog ikke komme nærmere ind på her og nu. Udover at det er et nyt forhold og én, han er meget glad for.  

    Michael Ziegler er også meget glad for at være borgmester. Han deltager i stort set det meste, han bliver inviteret til som borgmester - og skeler ikke til, om det ligger på en onsdag, en lørdag eller en søndag. Borgmester jobbet er hans hobby. En livsstil. Han kunne ikke drømme om et borgmesterliv, der sluttede kl. 18. Heller ikke, hvis han havde familie. En samlever skal også vide og kunne acceptere, at det er en væsentlig del af ham - at være synlig og tilgængelig. Og det er helt op til hende, om hun vil tage del i det liv eller lade være.

“Selvfølgelig værner jeg om, at der er weekender, der skal være helliget privatlivet. Klart. Men jobbet er en vigtig del af mig,” siger Michael Ziegler uden tøven.

Du har siddet næsten 12 år som borgmester, og det ser ud som om, at det godt kan gå hen og blive til fire år mere? Det mener din sekretær i alle fald.

“Ja, det er der en fair chance for.” Han smiler beskedent.

Det er jo mange år. Bliver du aldrig træt af rollen?

Ha ha. Michael griner kort, så bliver han alvorlig.

“Det er et meget, meget hårdt job at være borgmester. Altså jeg ved ikke, om det er specielt hårdt i Høje Taastrup, men der sker jo rigtig meget her. Det er knaldhårdt. Derudover har jeg mine opgaver i KL som bestyrelsesmedlem, så det runder rask væk 60 timer om ugen, det gør det. Og det er klart min udfordring, at jeg ikke er så god til at sige stop. Når jeg giver den for meget gas, så kommer regningen, hovedpinen. Så skruer jeg lidt ned, og så går det over, og så … skruer jeg lidt op igen.”

Zieglers comfort zone

Michael Ziegler er kendt for at være en rolig og pragmatisk fyr med fødderne solidt plantet på jorden. Ikke en mand, man nødvendigvis er enig med, men en mand, man respekterer uanset.

Er det også sådan, du ser dig selv?

“Ja. Jeg er i øjenhøjde med folk. Jeg kan begå mig med alle lag - det er sådan, jeg bliver opfattet og det er sådan, jeg er. Det er ægte.”

Zieglers blik falder over termokanden. Han lader det hvile på den, mens han reflekterer højt:

“Jeg tror i virkeligheden, det hænger sammen med min personlighed, som har været en udfordring for mig - særligt i mine unge år.” Han ser op.

“Jeg har været ekstremt introvert - også på en måde, som har været hæmmende for min livskvalitet. Både i forhold til det med kvinderne ... “

Michael Ziegler ler let forlegent og fortsætter:

“Men også i forhold til det at have venner. Jeg har været en meget indelukket person. Og det har jeg arbejdet rigtig meget med. Det er her, at politik har givet mig noget, fordi man bringer sig selv i situationer, hvor man skal stille sig op og tale for andre mennesker. Og hver gang man gør det, så bevæger man sig ud af sin comfortzone. Måske ikke mere end en millimeter, men det gør ikke så meget, for når du har gjort det tusind gange, så har du pludselig flyttet dig en meter. Det introverte er stadig en side af mig, men det er ikke en begrænsende side af mig længere. Og jeg tror, at den snert, jeg stadig har med mig, kun er charmerende. Med til at holde mig nede på jorden, som gør, at jeg møder folk i øjenhøjde. Og det er vigtigt for mig at være sådan. Meget vigtigt.”

Michael Ziegler stopper pludselig sin talestrøm. Vigtigheden hænger i luften, og hvis nogen havde novemberkolde kinder med sig ind på borgmesterkontoret, så blev de varme nu.

“Jeg har endda sagt til mine venner, at hvis jeg begynder at blive en anden - så sig lige til!” tilføjer han.

Hvor stammer din introverthed fra?

“Det har jeg spekuleret meget på, for det har været dyrt for mig at have været programmeret på den måde. Om det er genetisk, eller om det er opvækst … det kan jeg ikke svare på. Jeg har en storebror, men han har overhovedet ikke den side. Nej, jeg tror ikke, at jeg kan udpege, hvor det stammer fra?”

Du virker meget afslappet nu og ikke særlig introvert?

“Nej, men jeg er jo også kommet langt, og i dag kan jeg tale frit om det. Det havde jeg ikke kunnet eller villet i et interview for ti år siden, da var jeg ret forlegen omkring det. Det er jeg ikke mere.”

Stille og målrettet nørkler

Som barn var Michael Ziegler meget stille. Og han havde ikke ret mange venner. Hans tid gik mest med at læse bøger eller være sammen med de voksne.

“De pakkede mig måske lidt for godt ind, mine forældre,” siger Michael Ziegler og pakker hænderne rundt om sin kop.

“De kunne måske godt have udfordret mig lidt mere; have sagt: “Kom Michael, gå nu ind og leg med de andre børn. Vi skal nok hjælpe dig i gang. Når først du er i gang, så synes du, det er sjovt.” Det er det der med at blive set, udfordret. Mine forældre kunne måske have forudset, at det her ville gå hen og blive et problem for mig senere, og have tænkt på, om ikke de lige skulle hjælpe mig lidt her tidligt i … en tidlig indsats.”

Michael Ziegler griner over sit utilsigtede brug af det socialpædagogiske fagudtryk.

“Men altså, det er ikke noget, som jeg på nogen måde holder dem ansvarlig for, nej nej. De har gjort deres bedste, har de.”

Og hvordan med teenageren Michael?

Da jeg blev teenager, sad jeg og nørklede med elektronik på værelset. Jeg var radioamatør. Jeg vidste allerede i 7. klasse, at jeg skulle være elektroingeniør, civilingeniør. Jeg var meget, meget målrettet. Jeg var 23 år, da jeg blev færdig med kandidatgraden, og 21 år, da jeg kom i byrådet. Jeg havde så også kun én eller to nære venner, ikke 10, 20 eller 30 venner, som mange unge mennesker har. Det var ikke et aktivt valg. Det var sådan, det var … ja.”

Han holder en pause.

“Jeg var ikke festaben. Jeg var med til nogle fester, men jeg var ikke god til den del. Det var ikke min comfortzone.”

Dine forældre har været vigtige i forhold til det boglige. De fodrede dig med bøger?

“Ja, i særdeleshed min far. Han er mønsterbryder. Han voksede op i et arbejderhjem, men tog studentereksamen som den første, og så juridisk embedseksamen og blev dommer. Han endte med at være præsident for Østre Landsret, så han har haft et meget fint karriereforløb. Han har selvfølgelig præget min bror og jeg i retning af det boglige.”

    Michael Ziegler kunne godt have ønsket sig, at han ikke havde haft så travlt med at etablere sig og blive voksen.

“Jeg havde så meget fart på,” siger han. “Ikke med de der vilde fester og vilde udskejelser, men med uddannelse, og job og hus.”

Hvilket råd ville voksne Michael have givet teenageren Michael?

“Tag nu et sabbatår, Michael! Jeg skulle ikke have skyndt mig så meget. Jeg skulle have været mere fandenivoldsk, have arbejdet med de sider af mig, som jeg ikke var så god til. Det ville have været godt for mig at bo på kollegie eller have været på højskole. Tvunget mig selv ude i nogle sociale relationer, ikke?!”

Romantisk rodehoved

Det er november udenfor. Virkelig november. Tungt og gråt skydække. Og det regner.

Hvilken årstid er du, Michael?

Michael Ziegler slår det lange blik på. Han ligner én, der både er lidt imponeret og lidt slået til vægs over spørgsmålet. Nok mest det sidste. Lang pause.

“DET var godt nok et godt spørgsmål," udbryder han endelig. 

"Jeg … jeg er ikke efterår …” siger han så mest til sig selv og begynder at gå ind i spørgsmålet. Arbejder med det.

“Det er jeg ikke. Jeg tror heller ikke, at jeg er vinter … altså, når du spørger, er det så, hvilken årstid jeg bedst kan lide eller?”

Hvad er du for et gemyt? Hvad er din grundstemning?

“Mmmm … jamen, så kan det da godt være, at jeg er efterår? Sådan lidt eftertænksom? Men på den anden side … efterår er jo ikke rolig … så det passer jo ikke. Efterår er jo sådan lidt stormfuldt, ik?!”

Du er ikke stormfuld?

“Ikke udadtil i hvert fald. Jeg kan godt være meget rolig udadtil, og så kan jeg samtidig godt blive vældig, vældig vred over noget, som så meget ofte foregår indvendigt … nogle gange … bare rolig.”

Han rykker sig i stolen.

“Nej, måske er jeg mere over i forsommeren, ja, forsommeren. Lun og … håbefuld, der venter noget godt … Han smiler og gnækker.

“Det øh, bliver bedre i morgen-agtigt … ja, nej, nu bliver det sgu lidt for langhåret det her for mig.” Den lille protest fremkalder små smil i lokalet.

Hvad med laster? Har du en last, du er mest forsonende overfor?

Michael Ziegler kaster hovedet bagover.

“Kig på mit skrivebord,” siger han. “Det er min last. Jeg er et rodehoved. Og det afspejler sig ikke kun her, men også nogle gange i privaten. Jeg bliver bedre, men jeg er ikke i mål. Og så har jeg en anden last. Jeg spiser slik. Rub og stub.”

Man kan ikke se det på dig?

“Nej, for nu kører jeg 5:2 kuren. Kender du den?” siger han.

"Jeg renser ud mandag og onsdag. Principielt skal man faste, men man må godt spise 500 kalorier de to dage. Jeg spiser 3-4 bananer og 3-4 knækbrød fordelt ud over dagen. Jeg er på min fjerde uge nu, og jeg har smidt omkring fem kilo. Det er den mest effektive slankekur, jeg nogensinde har prøvet. Jeg tror, det er vældig sundt. Og det virker for mig.”

5:2 kuren plus en forelskelse lyder som en god kombination, hvis man vil tabe sig.

Hvilken plads har kærlighed i dit liv?

"Jamen, den har en stor plads. Jeg er faktisk meget romantisk! Jeg har mange romantiske drømme. Jeg ville utrolig gerne have fundet én at blive gift med og få børn med, men det er nok … det løb er nok kørt.” Han ser ned på sine hænder.

“Men nu har jeg en kæreste, der har to børn, og jeg tror, det er vigtigere for mig nu at være sammen med den rigtige kvinde end at jagte et barn. Så har jeg i stedet rigtig stor fornøjelse af andres børn. Jeg er god til børn. Jeg har rigtig god kontakt til børn."

Hvad skal mænd vide om kvinder?

“De skal vide, at kvinder er fra Venus.” Michael Ziegler smiler lunt. “Er det ikke, sådan, det er? Jeg mener, hvis kvinder har noget, der går dem på, så skal mænd ikke komme rendende og servere en løsning. De skal komme og tale om, hvordan kvinderne OPLEVER det der problem. Ikke fikse det … Er det ikke rigtig,” griner han.

   Michael Ziegler runder et halvt århundrede næste år. Og har besluttet sig for, at han kommer til at runde de 100. Så der er mange år til, at han går ind i ‘sit livs efterår.’ Men derfor kan man jo godt kaste et par tanker efter alderdommen.

Fortæl, hvad en lykkelig alderdom vil være for dig?

Jeg bor i Danmark, her i kommunen. Måske har jeg en hytte i Spanien? Jeg forsøger faktisk on and off at lære spansk, når jeg kører bil. Men ellers er jeg engageret i en masse frivillige aktiviteter, og måske spiller jeg et musikinstrument? Jeg går i hvert fald rundt i ‘Danmarks bedste hverdagskommune - også i weekenden’ hånd i hånd med en kæreste og nyder at se alt det, der lykkedes for mig som borgmester. Særligt mine livtag med de sociale udfordringer, de udsatte boligområder. Jeg holder mig åndsfrisk og rimelig rørlig. Jeg kommer ikke på plejehjem. En aften går jeg i min seng, og så vågner jeg ikke op.