Statslig frisættelse af kommunerne er som at åbne vinduerne i et indelukket rum - det giver frisk luft og nye perspektiver. Når regeringen giver kommunerne mere autonomi, skabes der grobund for lokal innovation og skræddersyede løsninger. 

Det bør ikke ikke ses som en udelukkende administrativ manøvre, men en anerkendelse af, at én størrelse ikke passer alle. Statslig frisættelse giver kommunerne mulighed for at tage ansvar og finde unikke veje til at imødekomme lokalsamfundets behov. 

Det er vel sagtens de færreste der kan være uenige i dette - det virker i al fald sådan når man følger debatten om frisættelse. Det virker nogle gange som om, at alene ordet “frisættelse” fremført i en tale, viser at man woke og at den hellige gral er velbevaret.

To vidt forskellige svar

Vi hører det ofte, særligt fra regeringens partier - og gudskelov for at det er kommet på dagsordenen. Alligevel sidder jeg som kommunalpolitiker tilbage med en følelse af at jeg mangler noget konkret handling.

Det svæver i luften og har efterhånden gjort det i mange måneder, “vi skal afbureaukratisere og fjerne unødige regler og krav”. Men hvad er egentlig unødvendigt, og hvad må bestå?

Det virker sommetider til, at de folkevalgte på Christiansborg og vi ude i kommunerne har to helt vidt forskelllige svar på dette spørgsmål.

Så hvordan mødes vi på midten og får skabt nogle løsninger der er både solide, nogenlunde retfærdige og ikke mindst forståelige for borgerne? Det sidste er måske endda det vigtigste.

Selvfølgelig er der udfordringer ved frisættelse, herunder risikoen for ulighed mellem kommuner og behovet for at sikre, at alle borgere stadig har adgang til grundlæggende tjenester. Det er afgørende at implementere en ansvarlig overgangsproces og opretholde et solidarisk grundlag.

Kommunerne kan godt - hvis de får lov

Den opgave tror jeg faktisk godt at kommunerne kan løse - hvis blot vi fik lov. Vi bliver udfordret af sektorspecifikke reguleringer, der opleves som alt andet end frisættelse.

Når man så efterfølgende hører udtalelser fra regeringspartierne, bliver det om muligt mere tydeligt at der er to meget forskellige opfattelse af virkeligheden. De samme fortællinger om frisættelse genfortælles igen og igen, velvidende at vi i kommunerne oplever en ganske anden virkelighed.

Frisættelse af kommunerne ville ikke kun øge lokal beslutningskraft, men også styrke borgerdeltagelsen ude hos os lokalt. Når vi giver borgere mulighed for at se deres lokale myndigheder har reel indflydelse, øges motivationen for at deltage i samfundsforholdene og påvirke beslutningstagningen. Det aspekt har vi om noget brug for anno 2024.

Så kære politikere på Christiansborg: Tænk over hvordan frisættelse af kommunerne kan være et skridt mod et mere bæredygtigt og velfungerende samfund, der bedre afspejler og tjener mangfoldigheden af vores lokalsamfund. Og hjælp os med en reel frisættelse frem for nålestiksoperationer, der dikterer og giver os meget smalle rammer for handling.