Kommunen.dk
MENU

Klumme/

Forventet knaphed kalder på handling og ny tillid

Der skal prioriteres politisk på sundhedsområdet, og medarbejderne skal inddrages reelt og ikke kun proforma. Vi skal turde sætte fingrene på de ømme punkter.

Klumme/

Forventet knaphed kalder på handling og ny tillid

Der skal prioriteres politisk på sundhedsområdet, og medarbejderne skal inddrages reelt og ikke kun proforma. Vi skal turde sætte fingrene på de ømme punkter.
Det er ikke de sundhedsfagliges skyld. Vi skal ikke pege fingre af læger, sygeplejersker, psykologer, fysioterapeuter, sosuer og laboranter, radiologer med flere. Det er os politikere (læs: Christiansborg) der tvinger systemet i knæ ved konstant at komme med nye prioriteringer og indsatsområder og glemme finansieringen, skriver byråds- og regionsrådsmedlem Karsten Byrgesen (Nb)
Det er ikke de sundhedsfagliges skyld. Vi skal ikke pege fingre af læger, sygeplejersker, psykologer, fysioterapeuter, sosuer og laboranter, radiologer med flere. Det er os politikere (læs: Christiansborg) der tvinger systemet i knæ ved konstant at komme med nye prioriteringer og indsatsområder og glemme finansieringen, skriver byråds- og regionsrådsmedlem Karsten Byrgesen (Nb)
Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
4. jul. 2023
Karsten Byrgesen
KARSTEN BYRGESEN
BYRÅDSMEDLEM (NB)
FREDERICIA KOMMUNE
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Indsatsområderne på sundhedsområdet i Region Syddanmark trænger til at blive rusket op i. Stigende mistillid til sundhedsvæsenet og troen på at væsenet kan redde den enkelte patient understøttes desværre på landsplan af groteske og umenneskelige beretninger om patientsvigt. 

Det skal holdes op imod en udmelding om forventet knaphed på ressourcer på sundhedsområdet. Dette kalder på handling og der er behov for, at vi skal genoprette tilliden til ”systemet”. Medarbejderne skal inddrages reelt og ikke kun proforma, og der skal prioriteres politisk.

Politisk skal vi turde sætte fingrene på de ømme punkter. Det er direkte skræmmende, at en målrettet OECD-rapport konkluderer, at 20 pct. af det vi laver i sundhedsvæsenet, kan være unødvendigt. Det er også særdeles bemærkelsesværdigt, at 98 pct. af spurgte danske læger siger, at der udføres unødvendige undersøgelser og behandlinger i Danmark. 

Og nej. Stort nej. Det er ikke de sundhedsfagliges skyld. Vi skal ikke pege fingre af læger, sygeplejersker, psykologer, fysioterapeuter, sosuer og laboranter, radiologer med flere. 

Det er os politikere (læs: Christiansborg) der tvinger systemet i knæ ved konstant at komme med nye prioriteringer og indsatsområder og glemme finansieringen. Det skader patienterne, og alle sundhedsfaglige grupper gøres til skydeskiver og udstilles offentligt. Det tager vi i Nye Borgerlige skarpt afstand fra. 

Ingen nye krav uden penge

Nye politiske krav der ikke følges med penge og klare sundhedsfaglige prioriteringer, ødelægger sundhedsvæsenet. 

Lægerne har udtalt sig om frås og spild, men Nye Borgerlige vil også høre de andre faggrupper og patientorganisationerne. Vi er helt sikre på, at der bredt i vores sundhedsvæsen - altså ved inddragelse af alle faggrupper - kan peges på problemerne og anvises løsninger. Nye Borgerlige er mere end villige til at tage fat og der er flere områder der ligger lige for. Det er blandt andet området med børn og unge som patienter. Det er afgørende at inddrage erfaringer fra Kræftplan IV med ungestuer og fællesrum målrettet unge med kræft indlagt på sygehusene. 

Det er også vigtigt at uddanne medarbejdere i at håndtere de særlige problemstillinger, som kronisk eller alvorligt syge unge og deres familie står med. 

Der er ligeledes vigtigt, at hele det psykiatriske område gives et alvorligt løft. Det er ikke en opgave vi som region kan løfte, fordi midlerne til effektive forbedringer og en forøgelse af senge er er nationalt anliggende og behovet er stigende. Der er helt enkelt brug for et stort psykiatrisk hospital i Øst- og i Vestdanmark.

Det skærer i min ordentlighedsopfattelse, når der som et af Region Syddanmarks tre strategiske mål peges på at prioritere og afvikle spild eller frås. Det gør det fordi, det burde være en daglig rutine at arbejde ud fra at nå de fastsatte mål, under anvendelse af færrest mulige ressourcer.

Tværfaglige indsatser skal gentænkes

Det præhospitale område skal styrkes. En styrket visitering på AMK (akut medicinsk koordinering) og en stærkere rolle til dygtige ambulancereddere og paramedicinere kunne med stor sikkerhed minimere antallet af kørsler og indlæggelser. Der er behov for at gentænke tværfaglige indsatser. 

På den anden side er presset på afdelingerne på sygehusene i mange tilfælde så stort, at patienter udskrives til hjemmet, inden det er forsvarligt, hvilket fører til en dårlig helbredelseskvalitet. Det fører til genindlæggelser og utryghed og sidst men ikke mindst giver en unfair belastning af det kommunale sundhedssystem. Det har jeg selv været vidne til som praktikant hos Ambulance Syd for præcis et år siden.

Sidst men ikke mindst er det meget dyrt at bespise patienter og pårørende på vores institutioner, sygehuse og hospitaler. 

Region Syddanmark har valgt at købe alle fødevarer som såkaldte økologiske fødevarer. Det er stærkt fordyrende og der kunne spares et større millionbeløb på den konto. Der er ikke ført evidens for at såkaldt økologiske fødevarer påvirker sundheden. Jeg vil også antage, at mange patienter ikke bruger økologiske fødevarer i den private husholdning. A la carte bespisning på sygehusene er en dyr og ikke sundhedsfaglig nødvendig måde at drive bespisning på. Vi skal i stedet servere sund og ernæringsrig mad til indlagte mennesker. Vi har også forståelse for, at der hos visse patientgrupper, der er kritisk syge, kan serveres mad til en enkelt nærtstående person der våger over en syg medborger, men raske mennesker skal ikke under nogen omstændigheder bespises på det offentliges regning. 

Spild, unødvendige undersøgelser og behandlinger, dyre indkøb af fødevarer og forringede arbejdsvilkår og meget mere er desværre med til at sætte sundhedsvæsenet på en nedadgående kurs.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR