Vores forsyningssektor er ofte lidt usynlig. Som en god fodbolddommer, hvis præstation ofte er bedst, når man slet ikke bemærker vedkommende. På samme måde er det primært når affaldet ikke hentes, radiatoren er kold eller vandet ikke kommer ud af hanen, at man forholder sig til at vores helt afgørende forsyningsselskaber.

Det er også en sektor, der stort set totalt er ejet af os borgere. Enten direkte hos forbrugerne eller gennem vores kommuner. Det er en sektor, der har vist, at effektiv drift og udvikling går hånd i hånd med demokratisk ejerskab. En sektor, der har fungeret ud fra en logik om samarbejde og vidensdeling fremfor konkurrence.

Faktum er, at fjernvarmen er billig og i høj grad kommer fra vedvarende energikilder, vandsektoren har den laveste lækage i verden og affaldsforbrændingen en af miljømæssigt bedste i verden. Sektoren har samtidig været hjemmemarked og udviklingsplatform for nogle af Danmarks mest innovative eksportvirksomheder såsom Kamstrup, Grundfos og Danfoss.

Enøjet tiltro til at markedsgørelse og konkurrence 

Men den lidt stille tilværelse synes dog ovre. Administrative byrder, markedsgørelse, kontrol og privatisering. Det har været hovedlinjerne i tænkningen hos det embedsværk og de konsulenter, der har udformet lovgivningen på forsyningsområdet de sidste 10-15 år. Udgangspunktet synes at være en enøjet tiltro til, at markedsgørelse og konkurrence er den rigtige måde at regulere naturlige monopoler. Dertil kommer en stor mistro til den demokratiske ejerform.

Resultatet er bl.a., at man i affaldssektoren har brugt de sidste 4½ år på at selskabsgøre forbrændingsanlæg og stadig forsøger at selskabsgøre alle affaldsydelser, men er løbet ind i juridiske udfordringer. Hvor man på hele det offentlige område forsøger at skabe mere tillid og færre regler for at skabe bedre velfærd, så har man indenfor forsyning gjort det stik modsatte, hvor komplicerede regler og selskabslovgivning nu fylder frem for at bruge tiden på grøn omstilling, klimatilpasning, cirkulær omstilling.

På den måde har brugt utrolig meget tid og mange ressourcer på en strukturændring, hvis formål er fuldstændig uklart fremfor at fokusere på opgaven med at skabe mindre affald.

Demokratisk ejerskab trender i hele Europa

Den danske model for demokratisk ejerskab og planlægning i forsyningssektoren bliver i dag kopieret i resten af verden, da de skal have rullet fjernvarme ud for at blive uafhængig af russisk gas. F.eks. har bystyret i Paris købt deres vandforsyning tilbage og Berlin deres fjernvarme tilbage. Der er altså en ny bølge af demokratisk ejerskab i forsyningssektoren i hele Europa.

Men i Danmark er man desværre blevet fanget i et spor af mistillid til sektoren og det demokratiske ejerskab. Det fører til for få investeringer. Den udvikling må vendes.

Netop derfor er vi også glade for at deltage i den nye tænketank Brundtland, som netop skal løfte viden på området og være med til at finde bedre løsninger, der gavner forsyningssektoren og indfrier potentialet.

Derudover er der naturligvis behov for forandringer, fordi opgaven med den grønne omstilling kræver det. I 3F er vi fx meget optagede af, om medarbejderne har de rette kompetencer, når opgaven forandrer sig, og om vi skal kigge på nye uddannelser. Det er helt afgørende, at medarbejderne på gulvet er klædt på til i det daglige at forbedre processer og indsatser, så vi høster alle gevinster. Den opgave ser vi frem til at løse sammen med arbejdsgiverne.

Der skal naturligvis også skrues på andre håndtag, så ny teknologi kan udvikles og indarbejdes. Men først og fremmest skal man huske, at forsyning er en kerneopgave, som med stor succes har været varetaget af kommunale selskaber eller forbrugerejede selskaber, der tjente borgerne og samfundet. Det er en sektor, som har vist, den kan omstille sig.

Så drop bureaukratiseringen. Hav nogle klare politiske mål og med en regulering, der bygger på tillid, langsigtet planlægning og demokratisk kontrol, og lad forsyning og kommuner finde de gode løsninger.