”Man kan jo godt selv finde mange informationer. Men det har været svært at vide, hvor man går hen på hvilket tidspunkt, og hvem står for hvad? Hvad er PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning)’s rolle, hvad er egen læges rolle? Hvad kan de forskellige instanser tilbyde? Man skal som forældre selv opsøge meget hjælp og skubbe på. Tingene går ikke af sig selv.”

CITAT: Mor til barn henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. 

Blandt børn og unge har omkring hver syvende en psykisk lidelse (Polanczyk et al., 2015). Nogle psykiske lidelser er kroniske som ADHD og autisme, mens andre kan være forbigående som angst og depression. Vi ved fra internationale undersøgelser, at de fleste børn og unge med psykiske lidelser ikke har kontakt til børne- og ungdomspsykiatrien, og mange modtager slet ingen former for hjælp. Da der ikke er lavet lignende undersøgelser i Danmark, kender vi ikke de præcise tal fra Danmark.

En sammenhængende indsats for børn og unge med psykiske lidelser baserer sig på tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.  Det betyder dog også, at familier til børn med psykiske lidelser skal navigere i et system med mange aktører, og det kan være en udfordring at finde den rigtige indgang til at få hjælp på det rigtige tidspunkt. De mange aktører kan også medføre, at information går tabt i overleveringerne. I tillæg har den regionale børne- og ungdomspsykiatri i Danmark ressourcemæssigt haltet bagefter gennem de seneste to-tre årtier i forhold til det behov, der har været for børne- og ungdomspsykiatrisk bistand.

Forældre spiller central rolle

Børn og unge søger sjældent på egen hånd hjælp mod psykiske problemer. De er derfor afhængige af, at de voksne omkring dem opdager, at de har det så psykisk dårligt, at der er brug for hjælp, og viser dem vejen til hjælpen. 

Her spiller forældre en helt central rolle. 

I samarbejde med den børne- og ungdomspsykiatriske klinik i Psykiatrien, Region Nordjylland har vi i Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri samme sted i de seneste par år kørt et forskningsprojekt, hvor vi har set på vejen ind i børne- og ungdomspsykiatrien og blandt andet undersøgt, hvordan forældre har søgt hjælp til deres barn forud for henvisning, og hvilke barrierer de er stødt på. 

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at for over halvdelen af de henviste børn har forældrene set tegn på psykiske vanskeligheder i mere end fem år, før barnet henvises til børne- og ungdomspsykiatrien. Kun omkring 10 procent bliver henvist inden for et år efter, at symptomerne er opdaget af forældrene. Symptomvarigheden forud for henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien er især lang for børn, der henvises på mistanke om autisme eller ADHD, hvor forældrene i gennemsnit har været bekymrede i seks år forud for henvisningen. Seks år er utrolig lang tid i et børneliv, og det betyder for mange af disse børn en svær start på deres skoleliv, som sætter spor langt ud i fremtiden. Det er velkendt, at tidlig indsats til børn med autisme og ADHD er vigtig for at øge trivsel og optimere mulighederne for optimal udvikling (Hyman et al., 2020), men vi har i Danmark en høj diagnosealder i hvert fald for autisme sammenlignet med andre lande. 

Lange ventetider

At symptomerne har været til stede gennem længere tid, kan selvfølgelig skyldes, at der går noget tid, før det erkendes i familien, at der er tale om problemer, familien ikke selv kan håndtere. Herudover kan en forklaring være, at andre sektorer end børne- og ungdomspsykiatrien er i gang med at hjælpe og støtte barnet og familien. I vores undersøgelse fandt vi, at familierne i gennemsnit var i kontakt med 2,9 andre instanser med henblik på at få hjælp til deres barn i de to år forud for henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien. Næsten alle familier havde kontakt med institution/skole, og for to tredjedele var der kontakt til PPR. Fire ud af fem havde haft kontakt med egen læge, og over halvdelen af familierne havde haft kontakt til socialforvaltningen. Dette er positivt, hvis det er et udtryk for, at familier til børn med psykiske problemer får den rette hjælp, men det mangler vi fortsat viden om. 

Forældre rapporterer om betydelig nedsat funktionsevne hos langt de fleste henviste børn, hvilket kan vise sig ved, at barnet ikke fungerer som andre børn, isolerer sig måske og trives ikke. Ligeledes er andelen af børn med forældrerapporteret funktionsnedsættelse højere hos de børn, der har haft symptomer længst. Dette kan give en indikation af, at børnene ikke hjælpes tilstrækkeligt forud for henvisning. Dette bør medføre et øget politisk fokus på, om den hjælp og støtte, der ydes til børn med psykiske vanskeligheder, medfører reelle forbedringer, og hvor lang tid man bør vente, før man inddrager mere specialiseret hjælp.

Familier bliver budbringere

Forældrene rapporterer også om mange barrierer i forhold til at få hjælp og støtte til deres barn. 60 procent af forældrene har haft svært ved at finde information om, hvor og hos hvem de kunne søge hjælp til deres barn. Lige så mange forældre rapporterer, at de undervejs i deres hjælpsøgning har oplevet, at de ikke er blevet lyttet til og taget alvorligt af de fagprofessionelle, når de har henvendt sig med deres bekymring, og omkring halvdelen rapporterer, at de har en oplevelse af ikke at kunne få adgang til specifikke tilbud, ligesom de har oplevet, at dårlig kommunikation mellem de fagprofessionelle har været med til at forsinke relevant indsats for deres barn. 

Når det så er blevet anerkendt, at barnet/den unge har vanskeligheder, som vores samarbejdspartnere mener, bør vurderes i børne- og ungdomspsykiatrien med henblik på at kunne igangsætte den rette indsats, oplever familien måske endnu en forhindring. Op til en fjerdedel af henvisningerne til børne- og ungdomspsykiatrien afvises, og nogle af disse familier sættes i en situation, hvor de selv bliver budbringer mellem forskellige sektorer, da der i et afvisningsbrev for eksempel kan stå, at der ikke er lavet de nødvendige tiltag, før henvisningen sendes, eller at der ikke er lavet psykologisk undersøgelse ved PPR, og familien skal så finde ud af, hvordan de skal få disse ting foranlediget. 

Først og fremmest har formålet med projektet været at sætte fokus på de åbenlyse problemer, vi ser, at familier, der henvises til os, står i. Såsom vanskelighederne med at navigere i de mange sektorer, der er involveret i processen, når et barn har det svært psykisk, og de barrierer, der formentlig er med til at gøre, at der går unødig lang tid, før barnet og familien får den rette hjælp. Det vil vi gerne være med til at sætte fokus på, så vi som system sammen kan forsøge at lette vejen ind til os i børne- og ungdomspsykiatrien. 

Udbredt vilje til forandring

Meget har gennem tiden været afprøvet for at forbedre den service, der gives til familier med et barn med psykiske vanskeligheder, men med varierende succes. Der er eksempelvis kontinuerligt brug for information og viden om, hvilke tegn og symptomer, der skal rejse mistanke om en psykisk lidelse hos børn og unge. Det kan være på skolerne eller andre steder eksempelvis via sundhedsplejersker og andre kommunale medarbejdere. Herudover er der brug for, at vi sikrer, at der er evidens for de tilbud, som familierne tilbydes.

Tidlig indsats virker kun, hvis det er den rette indsats, vi sætter ind med. Blandt andet derfor er der også brug for, at vi i børne- og ungdomspsykiatrien arbejder mere ”uden for” murene, hvilket blandt andet vil sige, at vi bidrager med vores viden og udfører rådgivning uden for børne- og ungdomspsykiatrien (også kaldet fremskudt børne- og ungdomspsykiatri). Dette kan potentielt også medføre, at flere borgere kan få adgang til de kompetencer, der er til stede i børne- og ungdomspsykiatrien.

Et andet område, hvor der er plads til forbedring, er samarbejdet mellem de servicesektorer, der er involveret, når et barn har en psykisk lidelse. Det er vigtigt at understrege, at der hos de involverede parter, det vil sige de kommunale instanser, børne- og ungdomspsykiatrien, de praktiserende læger med flere, er en vilje til at se på samarbejdet på tværs af sektorer, så det ikke er forældrene, der skal være budbringere mellem de forskellige sektorer. Forhåbentlig kan denne velvilje gøre det muligt at finde nye og bedre måder at lette vejen til hjælp for de familier, der søger hjælpe til deres barn med psykiske vanskeligheder. 

Vi kan og skal blive bedre.