Myten om at Ahmed og Fatma ikke gider arbejde, har fået sværere vilkår. Ikke for regeringen, der er på ideologisk korstog med arbejdspligt som ledestjerne, men hvis man ser på fakta. De ikke-vestlige borgeres beskæftigelse er i markant stigning og sætter i disse måneder rekord.

Det burde være en tophistorie, som vi alle var stolte af, for beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrerkvinder har aldrig været højere. Traditionelt halter ikke-vestlige indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet efter etnisk danske borgeres. Gabet bliver dog stadig mindre og særligt de senere par år, har det brandvarme arbejdsmarked sammen med jobcentrenes indsatser givet nye muligheder.

Afstanden mellem kvinder med dansk oprindelse og kvinder med ikke-vestlig baggrund er faldet fra knap 30 procentpoint i første kvartal 2016 til under 20 procentpoint i fjerde kvartal 2022. Måske kom den udvikling tidligere til de kommunale arbejdspladser, end de fleste andre, for her er der en bredere repræsentation - i hvert fald på nogle typer af arbejdspladser. Ja, der er vel ikke mange der tror på, at vores kommunale velfærd og offentlige service vil bestå, hvis andelen af ansatte med ikke-vestlige rødder i omsorgs- og plejejobs, rengøring og lokal infrastruktur gik i nul.

81 pct. frabeder sig lærlinge med minoritetsbaggrund

Vi kommunale arbejdsgivere bør dog ikke slippe for kritik. For sagen er, at Fatma og Ahmed skal sende 52 pct. flere jobansøgninger end Camilla og Morten for at blive kaldt til jobsamtale på tværs af både offentlig og privat sektor, og det på trods af at de har helt samme kvalifikationer.

At der er og gøres forskel blev ekstra tydeligt i Børsen i april. Avisen viste tallet for hvor mange praktikansvarlige, der har oplevet at arbejdsgivere i håndværksfagene har frabedt sig lærlinge med minoritetsbaggrund: 81 pct. Og nej, det er ikke en tastefejl, tallet er grufulde 81 pct. Her er det fristende at sige, at det er jo i de private byggefag, så det kommer ikke os ved i kommunerne, men er det ikke for nemt?

En undersøgelse fra Videncenter for Integration viste i 2021 at syv ud af ti danskere føler sig velinformerede om integration, men fejlvurderer realiteterne ganske voldsomt. Fejlvurderingerne går konsekvent i negativ retning. Det gælder fx vores vurdering af, hvor kriminelle unge mænd med indvandrerbaggrund er. Vi tror, at tallet er 22 pct., men det faktiske tal er knap 4 pct. Samme forvrængede og negative billede har vi har spørgsmål om de ikke-vestlige medborgeres uddannelsesniveau, beskæftigelsesfrekvens, syn på ligestilling, og om vi tror, at unge med indvandrerbaggrund har deres forældres accept af, at de har en kæreste.

Også etnisk danske skal ind i kampen

Integrationens udvikling fortælles oftest med negativt fortegn og som et konstant modsætningsforhold til de etnisk danske. Fakta er dog, at hvis målet for Ahmed og Fatma er, at de skal ligne etnisk danske borgere 1:1, så skal de se at få deres døtre hevet væk fra de lange videregående uddannelser, hvor de ligger foran etnisk danske unge. Politiken kunne 9. maj fortælle, at efterkommere af ikke-vestlige indvandrere får historisk høje karakterer i folkeskolen. Endda bedre end de etnisk danske elever, når der er korrigeret for socioøkonomiske forhold.

Spørgsmålet er så, om det ændrer på vi etnisk danske borgeres forestillinger om vores medborgere.

Meget tyder på, at vi, der er etnisk danske, også må se at komme ind i kampen, når det kommer til integration, og hvem der kan være vores kollega. Vi må gøre os klart, at der foregår (ubevidst) diskrimination, og starte hos os selv. Det gælder også os, der har et arbejdsgiveransvar i kommunerne, og det har alle kommunalpolitikere i sagens natur. Tåler vi eksempelvis et realitetstjek af, om vores handlinger og ansættelser følger vores ord, når vi siger at alle opfordres til at søge job på vores kommunale arbejdspladser?