Vi starter lige med et par disclaimere:

Ja, naturligvis er det værst for dem, det fysisk går ud over i og udenfor Gaza-striben, og ja, derfor kan det fremstå som et luksusproblem, hvordan det håndteres verbalt i fjernere lande, fx Danmark. Og ja, man kan have sine faste meninger om skyld og ansvar og hvem det er (mest) synd for - og det har klummeskriveren helt bestemt også - men det kan man læse om hvorsomhelst. Her skal det handle om, hvad det gør ved os - “det” forstået som krigen, baggrunden, aktørerne, de civile ofre, nyhedsstrømmen.

Israel og palæstinenserne og deres indbyrdes forhold har altid kaldt på stærke følelser, også på vore breddegrader, og de fleste har for længst valgt side. Med de seneste begivenheder er reaktionerne naturligt nok blevet tilsvarende mere højlydte.

Man kunne mene at de har taget overhånd. Ikke mange ville for få uger siden have gættet på at jihad-råb skulle gjalde i gaderne i et land, hvor man plejer at sige, at det regner for ofte til, at nogen vil gide lave revolution, og hvor man i øvrigt har som folkekarakter ikke at tage ret meget særlig alvorligt.

At det lige falder sammen med, at koranafbrændingsloven er på vej til vedtagelse, er på kanten af absurd. Lige så absurd som at nogen kan finde på at erklære deres glæde over at sagesløse civile er blevet myrdet, eller at et folketingsmedlem i et §20-spørgsmål til transportministeren problematiserer taxachaufføretnicitet som utryghedsskabende faktor. Heller ikke det ville man for få uger siden have kunnet forestille sig indgå i den almindelige politiske samtale.

Også på andre politiske niveauer tages der initiativer udenfor kategori. I flere byråd er der stillet diverse forslag om stillingtagen til den igangværende konflikt, men da udenrigspolitik ikke er omfattet af kommunalfuldmagten, er forslagene blevet afvist de fleste steder. En undtagelse er Albertslund, hvor man vedtog en udtalelse om våbenhvile, ifølge en af forslagsstillerne fordi sagen er "mere vigtig end diverse formalistiske detaljer".

Et par initiativer “på egen jord” er også blevet jordet, dels et forslag om at flage med det palæstinensiske flag udenfor rådhuset i Høje-Taastrup, dels et forslag om at oplyse Københavns Rådhus med det israelske flags farver hvid og blå, begge dele med henvisning til lignende tiltag i Ukraine-konflikten, hvor forskellen dog er, at dengang kom initiativet fra statslig side, hvor man som bekendt gerne må beskæftige sig med udenrigspolitik.

Sidstnævnte eksempler er trods alt i den håndterbare ende. Den mere højtråbende uforsonlighed er straks mere problematisk, og man kan kun frygte, hvor langt den kan udvikle sig.

For en gangs skyld er “tonen” i debatten mere afgørende end emnet for samme. Vi skulle gerne kunne tale med hinanden igen, når den nuværende situation i Mellemøsten forhåbentlig er afløst af mere fredelige tilstande, og det kommer helt sikkert ikke til at ske på grund af noget, som vi i Danmark råber til hinanden.

Derimod risikerer vi at påføre os selv mindre fredelige tilstande. Naturligvis uden sammenligning med de tilstande andre må leve under, jævnfør den indledende disclaimer, men det er jo ikke i sig selv en grund til ikke at søge at undgå det.