Frem i lyset med de folkeoplysningsudvalg
Frem i lyset med de folkeoplysningsudvalg
Lige om lidt skal danskere over hele landet fra Nykøbing Mors til Nykøbing Falster og fra Brønderslev til Bornholm, igen til stemmeurnerne og sætte kryds ved de kandidater til kommunalbetyrelsen, de ønsker, skal bestemme i netop deres kommune de kommende fire år.
Men kommunalvalget er langt fra det eneste valg, der vil påvirke udviklingen i kommunerne. For når stemmerne er talt op, stemmeboksene er pakket ned, og de nye byråd og kommunalbestyrelser tager fat fra januar, skal der samtidig nedsættes en række udvalg og bestyrelser.
Folkeoplysningsudvalgene er demokratiske lærepladser, hvor man får indsigt i politiske processer og politisk udvalgsarbejde. Der er mulighed for både læring og indflydelse.
Ét af disse udvalg er folkeoplysningsudvalget, hvor politikere og foreningsrepræsentanter samles og danner rammerne for det folkeoplysende arbejde i kommunen. Sæderne besættes af ildsjæle og frivillige, som har foreningernes sag på hjerte, og mange af dem har repræsenteret deres forening gennem flere år. De godkender nye folkeoplysende foreninger, fordeler puljer og tilskud og er foreningslivets talerør i sager om folkeoplysning i den enkelte kommune.
Ærgerligt oversete
Selvom jeg synes, det er fantastisk, at nogle mennesker i årevis frivilligt bruger deres fritid i sådan et udvalg, så ser jeg en klar problemstilling i, at unge er underrepræsenterede i disse udvalg, som ellers i høj grad vedkommer unge.
Generelt oplever vi for sjældent, at unge foreningsaktive stiller op til folkeoplysningsudvalgene, og det skyldes altså ikke, at der mangler frivillige unge. Tværtimod.
Det kunne derimod handle om, at folkeoplysningsudvalgene ikke er så eksponerede. Få ved, hvad de laver, og at de overhovedet findes. Det er ikke bare enormt ærgerligt, det er et demokratisk problem, da folkeoplysningsudvalg på linje med byråd og kommunalbestyrelser skal varetage borgernes interesser.
Folkeoplysningsudvalgene er demokratiske lærepladser, hvor man får indsigt i politiske processer og politisk udvalgsarbejde. Der er mulighed for både læring og indflydelse.
I forvejen gør kommuner, partier og organisationer en indsats for at øge stemmeprocenten blandt unge, ligesom der kontinuerligt opfordres til at stille unge kandidater op på listerne, så unges prioriteringer også kommer på dagsordenen i byråd og kommunalbestyrelser.
Kom ind i kampen, kommuner
Der sættes en ære i at ville lytte til ungdommen og de problemer, der gør sig gældende for unge. Man prioriterer at række ud og få unge på opstillingslisterne, så de kan repræsentere deres ligesindede. Hvorfor gøres der så ikke en større indsats for at få flere unge ind i folkeoplysningsudvalgene?
Hvis der skal vælges flere unge ind i oplysningsudvalgene, kræver det en målrettet indsats fra kommunerne. Det kræver, at muligheden for at stille op bliver kommunikeret klart, tydeligt og bredere ud. Hvis man venter på, at unge selv skal finde ud af, at folkeoplysningsudvalgene eksisterer, så får vi aldrig nye, yngre kræfter ind.
I DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd bruger vi enhver anledning til at fortælle unge om værdien af folkeoplysning. Vi har målrettede fyraftensmøder og informationskampagner for at få unge til at deltage aktivt i deres lokale folkeoplysningsudvalg. Men vi skal have kommunerne til at tage endnu større del i indsatsen.
Derfor er opfordringen herfra klar: Kom med i kampen og lad os sammen sørge for, at vi efter kommunalvalget har endnu flere unge med i folkeoplysningsudvalgene.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.