Alt for mange danske fødende beretter om at blive sendt hjem fra fødegangen, før de føler sig klar. De, der allernådigst har fået en plads, fortæller om ophold på barselsafsnit, hvor de venter timevis på at blive tilset af personalet og om adskillelse af mor og barn, som sker alene af organisatoriske hensyn. De fortæller om kummerlige forhold på neonatalafdelinger og om efterfødselsforløb præget af manglende støtte og vejledning i forhold til amning, pleje af bristninger og kejsersnitsår samt manglende opsamling på fødselsoplevelsen.

Vilkårene for gravide og fødende er gennem mange år forringet, hvilket har resulteret i geografisk ulighed og svingende kvalitet. Hård kritik fra familier og organisationer viser, at der er akut behov for handling.

Vidnesbyrd fra invalideret mor

Inden for de seneste måneder har medierne bragt adskillige vidnesbyrd fra fødende, der kan berette om traumatiske fødselsforløb. Men det er ikke kun forholdene ved selve fødslen, der er mangelfulde. Foreningen Forældre og Fødsel har også modtaget henvendelser om graviditets- og efterfødselsforløb med fysiske såvel som psykiske efterspil og heraf følgende privat- og samfundsøkonomiske konsekvenser.

En kvinde fortæller i sin vidnesbyrd om følgerne efter to graviditeter præget af bækkensmerter og et uopdaget brækket haleben:

“Sammenlagt har jeg siden 2009 brugt langt over 300.000 kr. på genoptræning og fysioterapi m.m. for blot at have et nogenlunde liv.”

“I dag, 11 år efter fødsel nummer et summer, murrer og sover mine ben fortsat ved blot almindeligt hverdagsliv på skånejob to gange to timer ugentligt. Mit haleben og korsben gør ondt på smerteskala 7/10 dagligt, jeg har dårlig nattesøvn, og blot jeg sidder på en almindelig stol, kan jeg intet den følgende dag.” 

Systemet melder hurtigt pas

Mange af de lidelser, fødende kæmper med i årevis, kunne være undgået og forebygget med bedre støtte, træning, information, aflastning og tilstrækkelige ressourcer.

En uddannet jordemoder fortæller fra sit eget fødselsforløb om at blive hånet, negligeret og sendt forkert i systemet. Allerede under graviditeten blev hun ramt af en depression, som ikke blev opdaget:

”Jeg fik en voldsom efterfødselsreaktion/depression med PTSD-lignende symptomer. Min sundhedsplejerske var en stor følelsesmæssig støtte, men hendes vejledning var faktuelt forkert. Tilbuddene gennem sundhedsplejen var kun tilgængelige de første få måneder, efter man havde født, så da jeg endelig opdagede, at den var helt galt fat med mig, kunne jeg ikke få hjælp fra sundhedsplejen…”

Dårlige fødselsoplevelser går ud over tilknytningen mellem mor og barn. De går ud over parforholdet, andre nære relationer og økonomi. Også samfundets økonomi. Eller som førnævnte jordemoder videre skriver:

“Det har med garanti kostet samfundet langt mere, end hvis jeg havde fået rettidig omsorg første gang. Og den eneste grund til, at det gik "så godt", var, at jeg kendte systemet indefra og havde kontakter samt en ok økonomi, der gjorde det muligt at købe psykologhjælp.”

En sårbar livsovergang

Graviditet og fødsel er ikke en sygdom. Men der er behov for anerkendelse af, at det for nogle medfører midlertidige eller varige funktionsnedsættelser fysisk som psykisk. Fødende bør have ret til samme ydelser og behandling som andre patienter og borgere med nedsat funktionsevne. Sundhedsfremmende forebyggende indsatser såsom grundig fødselsforberedelse, træning ved fysioterapeut, varmtvandstræning, gruppeforløb og  samarbejde mellem fødested og sundhedspleje var i en ikke så fjern fortid del af det almindelige tilbud til gravide og fødende.

Sørg for, at gravide og fødende informeres om de muligheder, der givetvis allerede eksisterer i systemet, men som af uvisse årsager ikke er synlige for dem, som har behovet. 

Man er i en tilstand af kaos, lykke, smerte og glæde, når man lige har født. Selvom langt de fleste fødende er såkaldt ”ressourcestærke”, står de alle midt i en sårbar livsovergang, hvor overskuddet til selv at opsøge den rette hjælp og behandling kan forekomme uoverskuelig.