Man kan sige meget skidt om nu eksborgmester Morten Andersens farvel til nordfynsk kommunalpolitik, men i det mindste for hans familie må det almindelige efternavn være en slags trøst. Tænk hvis man oven i den øvrige misere havde haft et usædvanligt efternavn, som i al fremtid ville komme op på Google sammen med ord som “kysse-sag” og i andre pinlige sammenhænge.

Det er med fuldt overlæg, at bekymringen her udelukkende gælder familien. Eksborgmesteren behøver man ikke bekymre sig om, han ligger, som han selv har redt. Men som fænomen betragtet kan hans brøde nok være en overvejelse værd.

“It’s not the crime, it’s the cover-up” har været gængs visdom mindst siden Watergate-sagen for et halvt århundrede siden. Én ting er at træde ved siden af, helt galt går det først, når man vikler sig ind i bortforklaringer for at dække over det. Det har termineret større karrierer end en kommunalpolitisk.

Vi skal ikke mange uger tilbage, før vi rammer ind i den særegne omgangsform i toppen af Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvor det åbenbart har været standardadfærd overfor unge mænd at gramse lidt på dem til hverdag og gramse meget ved festlige lejligheder. Festlige for nogle af deltagerne, ikke for alle.

Også et fortjent farvel, og også uden æren i behold.

Man kunne også nævne den tidligere radikale partiformand Morten Østergaard og Københavns daværende overborgmester Frank Jensen, og faktisk, når man tænker efter, temmelig mange andre politikere og øvrige offentligt eksponerede personer.

Jo flere man kommer i tanker om, des mærkeligere er det, at der bliver ved med at komme nye til. Hvad er det, der er så svært at forstå, siden de tilsyneladende intet har lært af de tidligere eksempler?

Klummeskriveren er sig bevidst, at nærværende klumme bidrager til at trække pinen yderligere ud, jævnfør bemærkningerne i indledningen, men noget ubehageligt går jo ikke væk ved at lade det passere uomtalt. Og trods alt må man notere sig, at sagen blev lukket hurtigt med beslutningen om at trække sig. Idet man dog også noterer sig, at beslutningen ikke kom helt af sig selv.

En slags læring om damage control som andre kan drage, idet den primære bestræbelse dog altid må være ikke at bringe sig i situationer, der gør damage control relevant. Både for ens egen skyld, men i særdeleshed også for alle andre, der bliver ramt af blamagen, hvad enten det er som et direkte #metoo-offer, eller ved at man som intetanende pårørende bliver trukket med gennem sølet.

Nemt nok sagt/skrevet, men åbenbart sværere at efterleve.

Årsagen hævdes af nogle at være, at hvis man først vænner sig til et eller andet niveau af magt, så kan det nemt kamme over i grænseoverskridende adfærd. Det er naturligvis noget sludder.

Der findes masser af politikere, topchefer, mediekendisser og for den sags skyld andre helt almindelige mennesker, der opfører sig eksemplarisk i den sociale omgang med andre. Det rammer ganske vist aldrig nyhedsstrømmen, men det skyldes udelukkende, at det trods alt er langt det mest almindelige.