Kommunen.dk
MENU

Klumme/

Klausuler i udbud og kædeansvar skal sikre en løn man kan leve af

Social dumping er en af de største trusler mod lønmodtagere, ikke kun i Danmark men i hele EU. Og også mod de virksomheder, der udsættes for unfair konkurrence.

Klumme/

Klausuler i udbud og kædeansvar skal sikre en løn man kan leve af

Social dumping er en af de største trusler mod lønmodtagere, ikke kun i Danmark men i hele EU. Og også mod de virksomheder, der udsættes for unfair konkurrence.
Metrobyggeriet i København bød på stribevis af underbetalingssager.
Metrobyggeriet i København bød på stribevis af underbetalingssager.
Foto: Janus Engel/Ritzau Scanpix
18. nov. 2023
Susanne Flydtkjær
SUSANNE FLYDTKJÆR
REGIONSRÅDSMEDLEM (EL)
REGION NORDJYLLAND
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Skal man ikke have en løn man kan leve af og ordentlige arbejdsvilkår. Jo det skal man da. I hvert fald i Danmark. Vi opfatter det som en selvfølge, at udenlandske virksomheder og arbejdstagere, der kommer til Danmark, skal overholde dansk lovgivning - sikre overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold i det hele taget

Men nu er Danmark ikke en øde ø, hvor en stærk fagbevægelse sammen organiserede arbejdsgivere regulerer arbejdsmarkedet, og sammen sikrer, at alle der arbejder i Danmark har ordentlige arbejdsforhold.

Social dumping er i dag en af de største trusler mod lønmodtagere ikke kun i Danmark men i hele EU. Social dumping er også en trussel overfor de heldigvis mange virksomheder, som har indset at overenskomster er en fordel. Det sikrer at konkurrencen med andre virksomheder foregår på ordentlige vilkår.

Der er i Danmark talrige eksempler på hvordan udenlandske lønmodtagere udnyttes groft. Eksemplerne går fra slavelignende forhold hvor lønmodtagerne af arbejdsgivere - danske såvel som udenlandske - holdes nærmest som dyr i baglokaler eller lastrum uden kontakt til samfundet i øvrigt, til eksemplerne fra større offentlige skattebetalte anlægsarbejder fx Storstrømsbyggeriet og Metro-byggeriet i København.

Ved de større offentlige anlægsarbejder er der sket systematisk underbetaling, typisk ved at udenlandske bygningsarbejdere er blevet snydt i løn og ikke har fået den overtidsbetaling, pension, feriepenge med mere, som de har krav på. Arbejdsmiljøet har mildest talt heller ikke været godt. Antallet af ulykker, også alvorlige ulykker har været tårnhøjt.

Der er brug for revison af EU's udbudsdirektiv

I de store offentlige anlægsarbejder har det været EU's udbudsdirektiv, som har været gældende, også for at sikre lige og fair konkurrence om at få de offentlige - skattebetalte - opgaver.

Konklusionen er entydigt, at udbudsdirektivet ikke er meget værd til at sikre fair konkurrence om at få de offentlige opgaver, når virksomheder kan underbyde sig til opgaver ved ikke at overholde gældende løn- og arbejdsforhold.

Der er derfor stærkt brug for en revision af Udbudsdirektivet, så nationale og europæiske arbejdsmarkeds- og arbejdsmiljøregler og -standarder rent faktisk kan håndhæves.

Revisionen skal styrke krav om arbejds- og arbejdsmiljøklausuler i offentlige udbud, så regler og standarder kan håndhæves.

Lad os få et register over virksomheder der snyder

Der skal sikres et kædeansvar, som sikrer, at hvis ansatte hos en underentreprenør bliver snydt for løn, feriepenge, pension med mere, kan man henvende sig til hovedentreprenøren for at få sine penge. Hermed forhindres social dumping, snyd og svindel. Kædeansvaret sikrer, at de aftalte vilkår mellem arbejdsgiver og arbejdstager overholdes af alle og ikke underbydes.

Alle indsatser, både kommunalt, regionalt og statsligt, som kan sikre at ingen offentlige midler - skattekroner - bidrager til social dumping, skal tages i brug.

En start kan være indførelsen af et nyt register. Et fælles centralt register, som virksomheder, der bevidst snyder deres ansatte for løn eller pension eller på anden måde overtræder regler og arbejdsklausuler, kan havne i.

Og som vi som kommune, region og stat – helt bevidst styrer uden om og ikke handler med.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR