Tirsdag i sidste uge stillede finansminister Bjarne Corydon sig rituelt op og fremlagde finanslovens hovedlinjer for dansk presse. Med sin dybe bas forklarede Corydon, at “det går fremad, stille og roligt” for dansk økonomi. Han understregede desuden, at regeringens forslag om et fordoblet fradrag for fagforeningkonigentet var et “politisk valg”, der støtter den danske model. Regeringen budgetterer samtidig med et underskud på 3 procent af BNP, hvilket er det maksimalt tilladte indenfor EU’s stabilitets- og vækstpagt. Her var der igen tale om et “politisk valg” for at holde gang i væksten og beskæftigelsen, forklarede finansministeren. Den offentlige vækst i udspillet ligger på 0,8 procent mod 0,5 procent i den seneste finanslov.

Corydon har i denne ombæring afsat 1,5 milliarder kroner til uspecificerede velfærdsforbedringer, mens et sundhedsudspil til fem milliarder kroner, der fordeles mellem 2015 og 2018, også kan blive genstand for omprioritering. Psykiatrien styrkes med 2,2 milliarder kroner frem til 2018.

En reminder

Spoler man filmen tilbage til finanslovsfremlæggelsen for et år siden, vil det fremgå, at der reelt næsten er den samme sum penge at forhandle helt åbent om. Dengang brugte Corydon ord som “ansvarlighed, fornuft og balance” til at skitsere den økonomiske politik – noget mere fromt end Corydon, der kører minus i maks. Finansministeren anno 2013 havde én milliard kroner i anlægsreserve plus det løse til Enhedslisten. Regeringen var i forhandlingerne med Enhedslisten allerede i 2013 klar med en pakke på 2,2 milliarder kroner til øget fradrag for fagforeningskontigent og styrket bekæmpelse af social dumping. Finansministeren var også klar til at stryge effektiviseringstiltag for 900 millioner kroner samt give én milliard til ældreomsorg, inden Enhedslistens krav om to ugentlige bade til ældre fik Corydon til at indgå en aftale med Venstre. Finanslovsforhandlingerne sidste år havde groft sagt samme ingredienser som i år, men i 2014 har Corydon valgt helt andre ord til iscenesættelsen af udspillet.

- Når man går helt til grænsen, som vi gør, så er det for at gå så langt som muligt i retning af at gøre så meget som muligt for at holde hånden under opsvinget, altså for at skaffe så mange arbejdspladser som muligt til danskerne, sagde Corydon ved fremlæggelsen af finansloven 2015.

Bjarne takker

Ansvarlige Bjarne bliver pludselig til Gavebods-Bjarne i kommentatorernes klummer. Mange mener så at sige, at alt er timet til en finanslov med Enhedslisten. Det sagde koret af kloge-Åger også i 2013, men mange måtte æde deres gamle aviser, da klokken slog november og Corydon og Lars Løkke gjorde kort proces.

For Bjarne Corydon findes der næsten ikke bedre ord end “gavebord” om finanslovsudspillet. Med den retorik som forhandlingstapet får regeringen mulighed for at lægge alt presset på Enhedslisten og SF, der har gjort en ny dagpengeløsning til kardinalpunktet i deres finanslovsoplæg. Samtidig lægger Corydon med en offentlig vækst på 0,8 procent (interessant nok samme vækstforslag som DF) luft til nulvæksten, som er Venstres udgangspunkt. Det hele lugter af valgoplæg. Og dagpengereformen vil Radikale Venstre ikke røre ved før efter et folketingsvalg, hvor dagpengekommissionen barsler med sine forslag. Socialdemokraterne er derfor låst og må formentlig lokke SF og Enhedslisten til bordet med ændringer i adgangen til kontanthjælp eller permanent indførelse af den særlige arbejdsmarkedsydelse.

Den “lille” forskel

Skulle man være i tvivl om, hvor langt der er mellem regeringen og SF/EL i dagpengespørgsmålet, kan man jo summe lidt over den radikale finansordfører Camilla Hersoms tanker om ændringer i dagpengesystemet:

- Det må være i fagbevægelsens interesse at have et dagpengesystem, der er attraktivt for de danskere, som er på det danske arbejdsmarked og matcher de behov, der er, også hvis man er selvstændig eller højtuddannet og tjener en høj løn, hvor kompensationsgraden måske er ved at være for ringe, siger hun.

Hersom åbner altså op for en mere individuelt fastlagt dagpengesats for at styrke bedre stillede borgeres incitament til at melde sig under a-kassernes faner. Det er uomtvisteligt langt fra tanker om kortere optjeningsperioder eller længere dagpengeperioder, som er venstrefløjens bud på ændringer. Finanslovsforhandlingerne bliver nok sværere, end de fleste forestiller sig, men under alle omstændigheder bliver vi klogere på valgkampstemaerne fra de enkelte partier i processen.