Kommunen.dk
MENU

Klumme/

Digitalisering bør trækkes af fagområderne

Fagområderne efterspørger i stigende grad digitale løsninger til de faglige kerneopgaver. Derfor helt afgørende at de opbygger digitale kompetencer og kapacitet.

Klumme/

Digitalisering bør trækkes af fagområderne

Fagområderne efterspørger i stigende grad digitale løsninger til de faglige kerneopgaver. Derfor helt afgørende at de opbygger digitale kompetencer og kapacitet.
Få fagfolk har et sprog for at efterspørge og kompetencer til at vurdere forskellige digitale løsninger på markedet. Det kan også knibe med overblikket over blandt andet lovgivning, it-arkitektur og kompetencer til indkøb og leverandørstyring mv.
Få fagfolk har et sprog for at efterspørge og kompetencer til at vurdere forskellige digitale løsninger på markedet. Det kan også knibe med overblikket over blandt andet lovgivning, it-arkitektur og kompetencer til indkøb og leverandørstyring mv.
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
17. apr. 2024
Kenneth Kristensen
KENNETH KRISTENSEN
PHD, DIREKTØR I REEL UDVIKLING, TIDLIGERE KOMMUNALDIREKTØR
Email

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk

Kunstig intelligens er langt fra nyt. Det for alvor nye i Co-pilot, Chat GPT og Gemini er, at de demokratiserer brugen af kunstig intelligens, så fagmedarbejdere uden kendskab til kodning og IT-sprog kan udnytte generativ kunstig intelligens til fx at skrive mere forståelige borgerbreve. 

Det er en meget positiv tendens, at offentlig digitalisering de seneste år har rykket sig i retning af mindre udbudsstyring og mere efterspørgselsstyring, hvor fagområderne i højere grad selv tager tøjlerne og anvender digitalisering til at understøtte kerneopgaverne.

I karikeret form er mange nye digitale ideer opstået ved, at en it-leverandør har banket på i kommunen med et godt tilbud eller at Carsten fra digitaliseringsafdelingen har været på en konference og dér set noget smart teknologi. Det kan vi kalde ”udbudsstyring”, fordi det er udbudssiden, der (i bedste mening) promoverer og skubber digitale løsninger ud til fx kultur- og fritidsområdet.

Udbud, efterspørgsel og styring

Fordelen ved udbudsstyring er især, at digitaliseringsafdelingen fra start kan indtænke GDPR, sikkerhed, og integration til andre digitale løsninger. Problemet er dog typisk manglende dybde i forståelsen af de faglige kerneopgaver eller/og fravær af ejerskab hos de faglige frontmedarbejdere. Fx viser en forskningsundersøgelse, hvordan fagmedarbejdere i et jobcenter ofte var fagligt uenige med et algoritmebaseret it-system, der blev afprøvet som en hjælp til at vurdere nylediges risiko for langtidsledighed og fokusere indsatserne derefter.

Fagområderne efterspørger i stigende grad selv digitale løsninger til de faglige kerneopgaver. Fx når byggesagsbehandlere ønsker digital hjælp til at finde lignende sager i andre kommuner.

Det er positivt, fordi relevansen for kerneopgaverne og fagmedarbejdernes ejerskab automatisk følger med og gør implementeringen meget enklere, når det er fagfolk, som trækker digitaliseringen. Problemet er til gengæld, at få fagfolk har et sprog for at efterspørge og kompetencer til at vurdere forskellige digitale løsninger på markedet. Det kan også knibe med overblikket over blandt andet lovgivning, it-arkitektur og kompetencer til indkøb og leverandørstyring mv. 

Digitale kompetencer i fagområderne

På længere sigt er de fleste enige om, at ”digitalisering skal integreres i fagområderne” på linje med økonomi-opgaven. Det vil sige at fagområderne selv skal identificere behov for digital understøttelse af deres opgaver, screene markedet, indkøbe og styre løsningerne med øje for integration, sikkerhed og drift.

Dér er vi ikke endnu, og vi kommer det næppe foreløbig. I stedet må der etableres samarbejder mellem digitaliseringsafdelingen og fagområderne, hvor digitaliseringsafdelingen er mindre styrende og mere støttende.

Det kan være i projektform, eller det kan som i fx Ringkøbing-Skjern Kommune være ved etableringen af ”digitale agenter”, der er delvist ansat i digitaliseringsafdelingen og delvist i fagområdet – fx sundhedsafdelingen. Hovedopgaven for de digitale agenter er at fungere som brobyggere mellem det digitale univers og de faglige kerneopgaver. Samtidig kan de også fungere som ”digitale coaches” for fagområdets ledere.

Digitale kompetencer på næste års budget

På bare lidt længere sigt er det dog helt afgørende, at der over en bred kam opbygges digitale kompetencer og kapacitet i fagområderne, i takt med at digitalisering integreres stadig mere i kerneopgaverne.

Derfor bør kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere på det digitale område stå meget højt på prioriteringslisten, når næste års budgetforslag i den kommende tid skal færdiggøres. 

Vel at mærke behøver kompetenceudviklingen ikke at være i form af traditionelle kurser. Det kan også være fx studieture i egen eller andre kommuner, målrettede prøvehandlinger eller simpelthen tid/frikøb i kalenderen til at udforske digitale muligheder på udvalgte faglige problemstillinger. Fx virtuel genoptræning eller forebyggelse af fald hos ældre borgere. 

 

Topledelse af digitalisering

Kenneth Kristensen er direktør i Reel Udvikling og tidligere kommunaldirektør og beskriver i en række klummer forskellige vinkler på ”topledelse af digitalisering”. Klummerne bygger på hans nyligt afleverede PhD-afhandling om emnet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR