P-pladsen, Rudkøbing Rådhus. Klokken 11.40.

Det nye år er kun tre dage gammelt, da vi sætter os ind i Tonni Hansens bil. En syv år gammel sølvgrå Jetta, Volkswagen. Tonni Hansen sidder bag rattet og ligner det, han er; en vaskeægte SF’er. Klædt ligesom gamle SF-koryfæer som Gert Petersen, Holger K. Nielsen og Villy Søvndal: Skjorte uden slips, habitjakke, cowboybukser, almindelige, pæne sko og et par let buskede, hvide bryn i den modsatte ende.

Tonni Hansen sagde kort før jul ja til en roadtur rundt i sit barndomsland. I hans bil. For hans benzin. Og uden fotograf - kun et mobilkamera til at dokumentere pejlemærker i hans opvækst. Egentlig havde han ikke tid, for alle vil have et stykke af stemmeslugeren Tonni Hansen lige nu.

- Men det her var fandme en ny og anden måde at lave et interview på - så det ville jeg sgu, siger Tonni Hansen, da journalisten takker for hans tid.

Tonni Hansen drejer tændingsnøglen. Han blinker til venstre, men opdager, at der er udkørsel forbudt.

- Hov, her må vi ikke køre ud! Det er helt tydeligt, at jeg er ny på posten, griner han.

Det er han. Men til gengæld kender han Langeland ud og ind og på langs efter 59 levede år på øen.

On the road

Tonni Hansen har selv foreslået ruten. Vi skal se hans fødested, skole, ungdomsarbejdsplads, gamle stamværtshus og Rudkøbing. Han dirigerer Jetta’en til Sydlangeland. Til Kædeby Has bag ved Humble. Hans fødested.

Dagen er startet mørk og tung af regn, og vandtunge marker flakker forbi øjet. Tonni Hansen tilbyder varme i sædet, mens journalisten luner op under en god start på turen ved at spørge ind til mandens valg af bil.

Han sværger til Folkevogn, fortæller han. Brændstofforbruget er lavt, og sikkerheden høj. Det samme er hestekræfterne, som skal kunne trække ham, hustruen Pia og campingvognen i bjergene, når de er på ferie. Jetta’en skal dog skiftes ud senere i år med en hybrid, hvor Tonni Hansen kan køre på el og supplere med benzin på lange ture.

Vi er nået til området, hvor Tonni Hansen voksede op, og hvor små landsbyer slutter, før de næsten er begyndt. Familien nåede at bo på Sydlangeland i syv år, inden han og hans to mindre søskende, en bror og en søster, flyttede med mor til Rudkøbing. Uden faren. For han skulle til Grønland og arbejde på Thulebasen. Og så ville Tonni Hansens mor ind til byen og bo, hvor der var lys og mennesker omkring hende.

Liv og lys - og døden

Desværre døde Tonni Hansens far af kræft, da han var midt i halvtredserne.

- Om det havde noget at gøre med, at han havde arbejdet på Thulebasen (radioaktiv stråling, red.), eller om det var tobak eller så meget andet … det ved jeg ikke. Han blev aldrig undersøgt, siger Tonni Hansen.

Faren var ikke den eneste, der døde tidligt. Det samme gjorde hans mor, der var hjemmegående hele sit liv. Kun lige på den anden side af tres blev hun. Så Tonni Hansen blev forældreløs i en tidlig alder, og det kunne han godt have været foruden. Det er trist pludselig at være den ældste i en flok - i en tidlig alder. Hans farmor og farfar døde også meget tidligt. Nu har han kun en moster tilbage. Og sine søskende.

Pludselig bryder lyset frem mellem skyerne, og et spinkelt lys finder vej  ind i bilen, der emmer af nostalgi og snak om død. Havde radioen været tændt, kunne Leonard Cohen passende have sunget sangen: There is a crack in everything / that’s how the lights get in.

- Vi joker lidt med, at nu hvor jeg er 59 år, så er jeg ved at have overskredet datoen. Det er vel det, man kalder galgenhumor, siger Tonni Hansen. Og griner lidt af "galgen" ud.

Galgenhumor eller ej. Tonni Hansen har tænkt sig at ændre på familiens tradition for ‘tidlig død’. Hans familie har absolut ikke levet så sundt, som han selv gør - til gengæld, indskyder Tonni Hansen, så har de godt nok heller ikke levet et lige så stresset liv som ham. Men Tonni Hansen kan godt lide at røre sig, så han går amok i sine haver, både den i Rudkøbing og den i sommerhuset. Og røg rører han ikke.

Hjerte for hjemstavn og hatbakker
Udenfor er landskabet prydet med hatbakker eller ‘bryster’, som de også bliver kaldt på Langeland. Det er efterladenskaber fra istiden, fortæller Tonni Hansen. Det er sten og grus, som er blevet til synlige bakker, efter at isen smeltede.

- I gamle dage gravede man ind i dem for at grave grus ud, men det er ulovligt nu, og gruset er heller ikke godt. Man kalder det for rævegrus, siger Tonni Hansen. Og påpeger, at naturen her på Sydlangeland er meget kuperet og kringlet.

Kan man sætte lighedstegn mellem dig og dette landskab?

Tonni Hansen griner højt.

- Nej, det kan man ikke. Jeg er hverken kringlet af sind eller … kuperet. Men til gengæld har jeg den snusfornuftige mentalitet fra Sydlangeland i mig. Her, hvor husmændene med små økonomier har stået stærkt. Dét vil jeg gerne vedkende mig. Jeg tjener pengene, før jeg bruger dem, og jeg kaster mig ikke ud i transaktioner, som jeg ikke er sikker på, hvor fører mig hen.

Vi kører forbi Kædeby Kapel, en lille hjælpekirke, hvor Tonni Hansen blev døbt. Autentisk og idyllisk ser den ud.

Tonni Hansen stopper ved et t-kryds.

- Det var her omkring, jeg blev født, siger Tonni Hansen.

Her omkring? Men hvor er huset?

Det viser sig, at huset er brændt, hvilket Tonni Hansen fandt ud af i 2000, da han kørte ud for at se det efter at have fundet et billede af det.

- Jeg aner ikke, hvorfor det brændte? Og jeg synes, det er frækt, man ikke valgte at genopbygge det, siger Tonni Hansen og kører videre med en lidt paf journalist på siden. Vi skal videre til møbelfabrikken, hvor han arbejdede som ung.

På vejen dertil fortæller Tonni Hansen, hvor meget han elsker det her område. Det er en stærk hjemstavns-fornemmelse, der fylder ham med stoisk ro.

- Alting kan næsten lykkes hernede, fordi man hjælper hinanden, siger Tonni Hansen. Altså selvfølgelig er der sladder og trælse typer indimellem, men generelt vil folk hinanden det godt på Langeland.

- Bare det at køre her, siger Tonni Hansen. 

Hans adamsæble rykker op og ned et par gange.

- Det er rart. Det er her, jeg har det godt.

Det berømte knæk på Langeland

‘Alaska’ står der på den bygning, som husede den møbelfabrik, hvor Tonni Hansen som 18-årig hjalp med at lave brikse til hoteller og kollegieværelser. Hans første industriarbejdsplads.

Vi holder stille og kigger på bygningen.

Journalistens håb om at skulle ind og se og høre sjove anekdoter om Tonni Hansen som arbejdsdreng brister, da Tonni Hansen siger: Ja, nu er det så en virksomhed, der hedder Alaska, der laver sprinkler- og bremsevæske til vores biler.  

Han bakker bilen ud.  

Men vi glemmer jo helt at tage billeder!

- Jamen, der er jo ikke noget her, siger Tonni Hansen.

I stedet kører vi forbi hans anden arbejdsplads, som erstattede hans liv som skoleelev. Møbelfabrikken, der var ejet af greven fra Tranekær Slot, hvor de producerede arkitekttegnede møbler. Men her kan vi heller ikke tage billeder - bygningen er groet til i skidt og møg.

Det blir artiklen uden billeder, sukker journalisten.

- Bare rolig, siger Tonni Hansen opmuntrende. - Vi tager nogle ved min skole.

Vi kører forbi en lille kro, en købmand, en maskinforretning. Små gesjæfter hist og her. Men der er også nogle store virksomheder på Langeland.

Een af dem er GEVECO, som vi kører forbi. De laver vejstriber til hele landet og udlandet med. Udfordringen med så stor en virksomhed, der arbejder i døgndrift, er bare, at de nemt kommer i konflikt med landsbysamfundet. På grund af støjgener. For eksempel kan der komme lastbiler om natten, der læsser varer af, og så bliver lokalbefolkningen sure.

- Det er her, vi som lokalpolitikere skal sørge for, at reglerne bliver overholdt, og hjælpe med at få en god dialog mellem virksomhed og beboere. Alle skal jo kunne være her, og det vil de også, siger Tonni Hansen.

Udover GEVECO er der STM vinduer, som også er en stor virksomhed.

- Og så selvfølgelig Langelænder pølser. Dem kender du vel? spørger Tonni Hansen med et smil.

Selvfølgelig kender journalisten - og hele Danmark - Langelænder pølser for sloganet (i hvert fald) om det berømte knæk.

Men faktisk har jeg læst i Fyns Amts Avis, at det er fup og fidus med det knæk der?

Tonni Hansen slår en hånende latter op. Det passer simpelthen ikke. Det hele handler jo om ordentlig tilberedning, forklarer han.

Kan du afsløre ‘tricket på knækket’?

- Jamen, tøver Tonni Hansen og ryster let overrumplet på hovedet over at skulle øse ud af sin pølse-visdom.

- Det handler om have det på gefühl. Hvad enten du koger eller steger pølsen. Men koger du den, så skal den i koldt vand, der er krydret med rå løg eller noget andet krydderi, der kan give smag. Og hvor længe den så skal koge … cirka en 6-7 minutter?! Som sagt, det er noget, man bare ved … og så kommer knækket altså!

Hvis Langelænder pølsers DNA er knækket. Hvad er så langelænderen Tonni Hansens ‘knæk’?

Tonni Hansen kaster hovedet tilbage og griner højt.

- Det ved jeg sgu ikke. Men jeg ved, at jeg ikke lader mig kue eller knække. Jeg er forbandet stædig med en pokkers stor tålmodighed.

Gluten og den grundtvig-koldske betydning

Tålmodighed var nu ikke det, der prægede Tonni Hansen mest, da han gik i skole - og han gik tidligt ud. Lige i starten af ottende klasse.

- Jeg må have været for klog, for de sagde: “Dig kan vi ikke lære noget.” Eller også var det fordi, jeg ikke kom der så meget. Så vi indgik en aftale om, at vi lige så godt kunne stoppe det samarbejde. Jeg gad ikke gå i skole mere. Jeg ville ud og arbejde og tjene penge i stedet.

I øvrigt begyndte der at ske en masse spændende ting oppe i byen, og Tonni Hansen og hans klike var enige om, at skolen ikke var noget at bruge så meget tid.

Den korte visit i ottende klasse foregik i folkeskolen i Rudkøbing, men inden da gik Tonni Hansen i Kassebølle Friskole fra 1. til 7. klasse. En tid, han husker tilbage på med glæde. Selvom han var en dreng med krudt i røven, der havde let ved at lære og derfor ikke altid blev udfordret nok på det faglige - så husker han lærerne som dygtige og optagede af at give ungerne en god skolegang.

Vi ruller ned ad vejen til friskolen. Tonni Hansen hilser gennem ruden på det lokale postbud.

- Det er Majbritt, siger han og parkerer uden for den gule bygning, som er friskolen.

Vi er enige om, at NU skal vi ud og dokumentere Tonni Hansens fortid gennem det mobilkamera. Så vi stiger ud af bilen. Det er også blevet tid til frokost - som vi skal indtage under åben himmel og på bagsmækken af Jetta’en.

På én af sandwichene i æsken fra de omsorgsfulde damer på Rådhuset står der ‘Tonni’ på.

- Jeg er glutenallergiker og har været igennem et helvede. Men nu er det slut. Min kone, Pia, opdagede det, da hun så et tv-program om

Bryan Rice, som fortalte om sine lidelser som glutenallergiker. Mine symptomer var fuldstændigt identiske med hans.

Tonni sætter tænderne i sin sandwich. Nu spiser han med glæde og uden gluten.

Imens kigger vi lidt på skolen og går en tur om i den åbne skolegård med træer og marker til alle sider.

Tonni Hansen viser, hvor ringe-ind-klokken hang, og hvad der var forstanderbolig dengang. Der, hvor Hr. Bolet og hans kone, Dorit, boede.

Endelig kommer der lidt billeder i mobilen. Udefra. For skolen holder stadig ferielukket.

Både Hr. Bolet og den grundtvig-koldske pædagogik, der farvede friskolen, har haft stor betydning for Tonni Hansens menneskesyn.

- Vi blev opdraget med, at vores mening talte, og at fællesskabet var vigtigt. At vi skulle tage vare på hinanden, fortæller Tonni Hansen, mens en våd kant bryder frem i øjnene.

- Jeg var selvfølgelig ikke bevidst om, hvor meget det betød dengang … men i dag kan jeg jo se det.

Han vender om og går ud gennem slippen mellem to bygninger.  

Det var mens Tonni Hansen både boede og gik i skolen i Kassebølle, at hans far rejste til Grønland, og mor ville flytte ind til byen. Det betød, at Tonni skulle skifte til folkeskolen i Rudkøbing.

- Men i stedet fik jeg en cykel, så jeg kunne cykle fra Rudkøbing til friskolen de sidste fire år.

Hvem der havde betalt for cyklen, fik Tonni Hansen først at vide af mor, da han blev større. Det havde Hr. Bolet. Af egen lomme. Fordi Tonni Hansens forældre ikke selv havde så godt råd.

- I dag er han død, hr. Bolet. Men jeg skulle ønske, at han havde levet længe nok til at opleve, at jeg kom godt i vej. Det lå ikke i kortene.

Tonni Hansen ser ud over markerne.

- Den investering Hr. Bolet gjorde i mig var sgu ikke helt tosset, siger Tonni Hansen.

Og mener det.

Flere af hans barndomsvenner er desværre døde. Ufaglærte, men dygtige folk med hovedet i orden, men som var for hårde ved sig selv. Med tobak og alt for meget alkohol indenbords - en kultur, de havde med hjemmefra.

Vi sætter os ind i bilen og kører hen ad den vej, som Tonni Hansen cyklede på hver eneste dag til skole på Hr. Bolets cykel. Begge ømme i sindet over, hvor powerfuld barndommen er, hvor meget den betyder for os, former os. Der lyder et par små snøft fra førersædet.

Gadedrengen fra Nørregården

Vi er tilbage i byen. I Rudkøbing. Hvor Tonni Hansen har boet, siden han var syv år. Vi gør et pitstop ved Tonni og Pias første lille byhus. Der oser af gammeldags romantik. Med brosten og små huse og helt sikkert stokroser om sommeren.

Så står vi i Nørregården. Boligejendommen med den fælles gård, hvor Tonni Hansen boede med sin mor og søskende i en lille lejlighed, fra han var syv år. Her boede de side om side med andre familier - typisk med tre og fire børn i hver.

Det var knap så romantisk et sted. Nørregården var et sted, folk så ned på - og talte ned til.

- Nørregården var det sted, hvor, hvis der forsvandt en cykel i byen, så var det her, politiet kiggede først, siger Tonni Hansen.

Forældrene blev skilt, da Tonni Hansens far kom tilbage fra Grønland. På det tidspunkt var Tonni Hansen 11 år. Og som det ofte var dengang, så blev det forventet, at den ældste søn i flokken skulle overtage faderens rolle, tage ansvar, være voksen.

Men det havde gadedrengen Tonni Hansen slet ikke lyst til. Han havde travlt med at leve på gaden med sine venner og rode med knallerter og alt det andet, som hører til, når man er ung.

Tonni Hansen vedkender sig, at han nok var en af dem, der var lidt ‘fremme i skoene’, og som konkurrerede med en anden fyr i byen om at have det længste hår.

- Jeg havde et helvedes langt, lyst, bølget hår. Det er ærgerligt, at jeg ikke har nogle fotos af det, bare fordi jeg skulle være stædig. Jeg nægtede at blive taget billeder af.

Gav du din mor grå hår?

- Ja, det gjorde jeg. Og hun gav mig tit stuearrest, men så kravlede jeg bare ned ad nedløbsrøret.

Heldigvis flyttede Tonni Hansens mormor og morfar ind tæt på Nørregården. Tonni Hansen var knyttet til dem begge - særligt til morfaren. Han kunne en masse med hænderne og lavede ting med Tonni Hansen.

- Det var godt for mig, nu hvor min far ikke rigtig var der, fortæller Tonni Hansen.

Det var først, da han fik knallert som 16-årig og selv kunne køre til Tåsinge, hvor hans far havde bosat sig, at han blev lidt mere kendt med ham. Og det var ikke helt værst.

Knallert som 16-årig og egen lejlighed som 17-årig. Lejligheden lå også i Nørregården, og det var ikke et kedeligt sted at komme. Der var altid fest og gang i den. Én af dem, der festede med, var Pia. Hun boede nemlig også i Nørregården sammen med sine forældre.

- Hun var skideirriterende og smækforkælet, men hun flyttede ind hos mig, da hun blev 18 år, griner Tonni Hansen.

Så var hun nok ikke så skide irriterende alligevel, for de har holdt sammen lige siden.  

Værtshuset ‘i baghaven’

- Her er værtshuset, jeg lovede at vise dig, siger Tonni Hansen.

Vi holder uden for ‘Dueslaget’. Det lokale værtshus, hvor Tonni Hansen hang ud som ung.

- Det lå jo nærmest i min og Pias baghave. Af og til når Pia troede, jeg var i haven og rode, så sad jeg i stedet på Dueslaget og nød en øl eller to, siger Tonni Hansen med et smil.

Så lad os gå ind.

- Gå ind?! siger Tonni Hansen bestyrtet.

Ja, vi skal da se det. Tage nogle billeder.

- Nej, det kan vi satme ikke nå, siger Tonni Hansen uroligt.

Det kan vi sagtens lige nå.

- Problemet er, at hvis vi går derind, så vil de snakke, og det kan vi jo ikke nå.

Kom nu. Vi fortæller dem det, som det er, at det er en lynvisit for journalistens skyld.

- Det er også en ny ejer…, prøver Tonni Hansen.

Og?

- De vil synes, det er underligt, at ham fløsen der kommer og … og … og så uden at give en bajer … Nej, det er sgu uhøfligt, siger Tonni Hansen.

Han stiger modstræbende ud af bilen.

Vi krydser gaden.

- Simpelthen ikke i orden. Tonni Hansen ryster bekymret på hovedet. - Rigtig dårlig stil, fortsætter han.

Vi går ind i det mørke dueslag. Lugten af cigaretrøg tager straks bolig i næsebor, tøj og hår. Baren er befolket af en fem, seks fuldvoksne mænd, der nyder en stille øl. De ser udtryksløst på os, da vi kommer ind. Ovre i hjørnet står tre spillemaskiner og blinker lokkende med sine farverige skærme.

En kvindelig bartender står bag baren. Hun hilser glad.

- Må vi lige komme ind og øhh … tage et par billeder? spørger Tonni Hansen.

Han forklarer vores ærinde.

- Ja, ja, bare du ikke tager billederne på væggene, griner barmutter.

Vi griner alle sammen.

Der bliver snik snakket lidt om fordums tider, hvor værtshuset havde billiardbord, og om dengang værtshuset i en periode hed ‘Havnen’ - det var ikke godt! Dét kunne man ikke lide. Værtshuset var deres dueslag. Punktum.

På vej ud ad døren igen beklager både Tonni Hansen og journalisten, at vi ikke kom for at drikke øl, hvilket nødtørftigt bliver accepteret, men alle er alligevel enige om, at det er helt tosset!

På vej over gaden til Jetta’en siger den samvittighedsfulde Tonni Hansen hovedrystende: - Det her koster mig en omgang på et senere tidspunkt. 

Når knækket lyder

Vi er tilbage på p-pladsen uden for rådhuset. Vi sidder i bilen og skal så småt til at runde af, som psykologerne siger. Og lige om lidt skal Tonni Hansen ind og tage borgmester-kasketten på igen.

Hvordan kommer Langeland til at mærke, at de har fået en SF’er som borgmester?

- De får en lokal mand, som kender den langelandske folkesjæl, som vil arbejde for en grøn dagsorden, som vil udvikle landbrug og natur - og som, ikke mindst, vil arbejde for, at folk på kontanthjælp kan få de timer, der skal til for, at de ikke bliver sat ned i løn. Vi skal have virksomhederne på banen her til at tage et socialt ansvar.

Tonni Hansen trækker vejr ind.

- Jeg er meget optaget af at bekæmpe uretfærdighed. Hvis der er nogen, man behandler dårligt, taler ned til - så kan du være sikker på, at jeg står ved siden af og støtter dem. Jeg kommer jo selv fra en familie med små kår, og jeg ved, hvad det betyder at blive talt ned til.  

Vi mangler stadig lige at få Tonni Hansens “knæk,” hans DNA, sat helt på plads. Måske kan hans handskerum give os et vink?

Må jeg se dit handskerum?

Tonni Hansen slår overrasket de hvide bryn op i panden.

- Øhhh, jow, det må du da godt, men jeg tror sgu ikke, at du finder noget der?!

Handskerummet er låst. Spændende! Tonni Hansen griner og låser op med bilnøglen.

Men spændingen udebliver. Tonni Hansen havde ret. Der er intet andet end de obligatoriske instruktionsbøger, solbriller, lommetørklæder …

Vi lukker for handskerummet igen og ser lidt ud af ruden. Tavse. Så bryder Tonni Hansen tavsheden:

 - Jeg synes jo, at jeg skylder det her samfund så meget, og jeg håber virkelig, at jeg kan gøre en forskel.

Jeg ser over på ham. Der er ‘vand på tanken’ igen. ‘Knækket’ står klart:

Kend Tonni Hansen på KÆRLIGHEDEN …. til Langeland!

- Ja, det kan du roligt sige. Den er dybfølt, siger han.

Vi tager i dørhåndtagene på samme tid. Roadturen er slut.