Kommunal brok over de vilkår man bydes af staten, er en lige så nagelfast del af lokalpolitik, som at der er valg hvert fjerde år. Det kommer til udtryk både i enkeltkommunerne og kanaliseret gennem KL, hvor fx formand Martin Damm så sent som på KØF i forrige uge fik nævnt, at “hvis der er noget, der kan pikere en kommunalpolitiker, så er det når man stiller borgerne noget i udsigt, som man ikke vil levere”.

I det konkrete tilfælde var det budgetloven, han var ude efter, men samme toner lyder årligt både før og efter økonomiaftaleforhandlingerne, og for den sags skyld også når konkrete regeringsudspil er på banen. Et berygtet eksempel er fra for et års tid siden, da socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil i Avisen Danmark stillede “guldstandarder” i udsigt på det specialiserede socialområde, og endda understregede, at der ikke bare var tale om “sådan nogle minimumsserviceniveauer”.

Det kan man kalde at tale forventningerne op, men fulgte der penge med? Nej, det gjorde der ikke, viste det sig, da KL forlangte et svar. Det lød, at kommunerne bare skulle holde sig til økonomiaftalen, der var alt andet end gylden.

Altså ord uden handling fra regeringens side. Det samme som det også plejer at være fra kommunernes side, men lige efter nytår var der faktisk en, der ikke alene sagde noget, men også gjorde noget: frasagde sig sin borgmesterpost i protest.

Faaborg-Midtfyn-borgmester Hans Stavnsager kaldte det i Fyens Stiftstidende “opslidende at administrere under de rammer, han får fra regeringen og centraladministrationen, og rammer, han bliver lovet, men som han alligevel ikke får”.

Det ligner til forveksling en kommentar til partifællen Pernille Rosenkrantz-Theils guldstandarder:

- Nogle gange virker det som om, at det handler mere om at få den rigtige overskrift i de nationale medier, end det handler om at løse de problemer, som faktisk eksisterer i vores samfund. Det inkluderer også mit eget parti, sagde han supplerende til DR.

Som konsekvens vil han ikke genopstille som borgmester ved KV25. Muligvis som menigt byrådsmedlem, idet hans hovedformål er at “slippe for kontakten til Christiansborg”. Noget af et statement om samarbejdsrelationerne mellem Folketinget og byrådene.

Et andet statement, også i kategorien handling, ikke kun ord, er de kommunale budgetter for indeværende år. De indebærer en samlet kommunal skattestigning på omkring 600 mio. kr. mere end den resterende udligningsreformpulje, Indenrigsministeriet på forhånd havde sagt god for.

Størrelsen af overskridelsen ligger ikke langt fra de 650 mio. kr., som regeringen i starten af budgetlægningsfasen havde bevilget oven i økonomiaftalen, et beløb som kommunerne altså fordoblede i hvad man efter tilbøjelighed kan kalde en tag-selv-aktion eller ligefrem et slags oprør. Dog, staten har som altid overhånden, der i første omgang vil blive udmøntet i, at man simpelthen inddrager et tilsvarende beløb fra bloktilskuddene.

Om og hvad der måtte ske derudover, henstår indtil videre i det uvisse, men allerede for to år siden da Martin Damm tiltrådte for anden gang som KL-formand, var en af hans bundne opgaver at få kommunerne til at holde sig inden for de aftaler med regeringen, som de året forinden havde været faretruende tæt på at bryde.

Det lykkedes ikke, hverken for sidste års kommunale budgetter eller dette års. Tilsammen ikke gode udsigter for det aftalesystem, som kommunerne ellers insisterer på, at de gerne vil beholde. Alternativet kan blive, at staten blot stanger beløbsrammer ud til hver enkelt kommune.

Ligesom en borgmester kan finde det “opslidende” at administrere udstukne rammer, kan en minister vel også finde det opslidende at indgå aftaler, der ikke bliver holdt.